Jakobs brev 1:26
Dersom Nogen iblandt eder synes, at han er en Gudsdyrker, og holder ikke sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
Dersom Nogen iblandt eder synes, at han er en Gudsdyrker, og holder ikke sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.
19 Derfor, mine elskelige Brødre! være hvert Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21 Derfor aflægger al Skidenhed og al Ondskabs Overflødighed, og annammer med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, (og) som er mægtigt til at gjøre eders Sjæle salige.
22 Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage eder selv.
23 Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit naturlige Ansigt i et Speil;
24 thi han betragtede sig selv, og gik bort og glemte strax, hvordan han var.
25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne, der ikke er bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.
2 Thi vi støde Alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand, istand til og at holde det ganske Legeme i Tømme.
3 See, vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, at de skulle adlyde os, og vi vende deres ganske Legeme.
3 Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
6 hvorfra Nogle afvege og vendte sig til forfængelig Snak;
13 Hvo er viis og forstandig iblandt eder? han vise ved god Omgjængelse sine Gjerninger i viis Sagtmodighed.
14 Men have I besk Nid og Kivagtighed i eders Hjerter, da roser eder ikke eller lyver mod Sandheden.
4 Eller naar en Person sværger og taler ubetænksomt med (sine) Læber om at gjøre ilde eller at gjøre vel, efter alt det, som et Menneske kan tale ubetænksomt med Ed, og det er skjult for ham, og han faaer det (siden) at vide, da er han bleven skyldig imod eet af disse.
5 Saaledes er og Tungen et lidet Lem, men pukker storligen. See, en liden Ild, hvor stor en Skov antænder den!
6 Ogsaa Tungen er en Ild, en Verden af Uretfærdighed. Saaledes er Tungen sat iblandt vore Lemmer; den besmitter det ganske Legeme og optænder Livets Løb, og er optændt af Helvede.
18 Ingen bedrage sig selv; dersom Nogen iblandt eder tykkes sig at være viis i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.
20 Men vil du vide, o du forfængelige Menneske! at Troen uden Gjerninger er død?
4 Tungens Lægedom er Livsens Træ, men (naar der er) et forvendt Væsen i den, (da er det, som naar Noget) sønderbrydes af Veir.
15 Alt er vel reent for de Rene; men for de Besmittede og Vantroe er Intet reent, men baade deres Sind og Samvittighed er besmittet.
16 De bekjende, at de kjende Gud, men fornegte ham med Gjerningerne, efterdi de ere vederstyggelige og ulydige og uduelige til al god Gjerning.
10 Thi den, som vil elske Livet og see gode Dage, skal stille sin Tunge fra Ondt, og sine Læber, at de ikke tale Svig;
5 Men dersom Nogen af eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne og uden at bebreide, saa skal den gives ham.
7 Thi ikke tænke det Menneske, at han skal faae Noget af Herren.
8 En tvesindet Mand (er) ustadig i alle sine Veie.
10 Af den samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke saa at skee.
23 Hvo, der bevarer sin Mund og sin Tunge, bevarer sin Sjæl fra Angester.
13 Hvo er den Mand, som haver Lyst til Livet, som elsker (at leve mange) Aar for at see Godt?
8 men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødelig Forgift.
5 som have Gudfrygtigheds Skin, men fornegte dens Kraft. Fly ogsaa disse!
14 Hvad gavner det, mine Brødre! om Nogen siger, han haver Troen, men haver ikke Gjerninger? mon den Tro kan frelse ham?
36 Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet.
3 Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
6 Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.
3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
11 Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Hvo, som taler ilde om sin Broder og dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gjører, men dens Dommer.
1 (Det staaer) til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet, men (det kommer) fra Herren, hvad Tungen skal svare.
16 Men hold dig fra den vanhellige løse Snak; thi Saadanne gaae stedse videre i Ugudelighed,
19 Hvor mange Ord ere, (der) lader Overtrædelse ikke af, men den, som holder inde med sine Læber, er klog.
17 Ligesaa og Troen, dersom den ikke haver Gjerninger, er den død i sig selv.
38 Men erkjender Nogen det ikke, da lade han være!
2 De Vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Daarlighed.
20 Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde Godt, og den, (som taler) forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
1 Bedre er en Arm, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end en Vanartig med sine Læber, naar han er en Daare.
22 Renser eders Sjæle i Sandheds Lydighed formedelst Aanden til uskrømtet Broderkjærlighed, og elsker hverandre inderligen af et reent Hjerte,
19 saa (gjør) en Mand, der besviger sin Næste og siger: Skjæmter jeg ikke?
16 Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
8 Dersom vi sige, vi have ikke Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os.
4 han er opblæst, skjøndt han Intet veed, men er syg for Spørgsmaal og Ordkrig, af hvilke kommer Avind, Trætte, Bespottelse, ond Mistanke,