Jakobs brev 1:19
Derfor, mine elskelige Brødre! være hvert Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
Derfor, mine elskelige Brødre! være hvert Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21Derfor aflægger al Skidenhed og al Ondskabs Overflødighed, og annammer med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, (og) som er mægtigt til at gjøre eders Sjæle salige.
22Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage eder selv.
23Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit naturlige Ansigt i et Speil;
29En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.
1Et mildt Svar kan omvende Vrede, men et fortrædeligt Ord gjør, at Vrede opstiger.
18En hastig Mand opvækker Trætte, men en Langmodig stiller Kiv.
26Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse;
16Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
17Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.
18Efter sin Beslutning fødte han os formedelst Sandheds Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
9Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.
1Vær ikke snar med din Mund, og lad dit Hjerte ikke haste at tale Noget for Guds Ansigt; thi Gud er i Himmelen, og du paa Jorden, derfor lad dine Ord være faa.
2Thi hvor megen Møie er, komme Drømme, og hvor mange Ord ere, (hører man) en Daares Røst.
2Mine Brødre, agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser,
3vidende, at eders Troes Forsøgelse virker Taalmodighed.
4Men Taalmodigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden Mangel, saa eder fattes Intet.
5Men dersom Nogen af eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne og uden at bebreide, saa skal den gives ham.
1Mine Brødre! ikke Mange (af eder) blive Lærere, efterdi I vide, at vi skulle faae større Ansvar!
2Thi vi støde Alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand, istand til og at holde det ganske Legeme i Tømme.
8Men endeligen værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;
9betaler ikke Ondt med Ondt, eller Skjældsord med Skjældsord, men tværtimod velsigner, vidende, at I dertil ere kaldte, at I skulle arve Velsignelse.
10Thi den, som vil elske Livet og see gode Dage, skal stille sin Tunge fra Ondt, og sine Læber, at de ikke tale Svig;
9Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see! Dommeren staaer for Døren.
9Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere gjorte efter Guds Lignelse.
10Af den samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke saa at skee.
13Hvo er viis og forstandig iblandt eder? han vise ved god Omgjængelse sine Gjerninger i viis Sagtmodighed.
14Men have I besk Nid og Kivagtighed i eders Hjerter, da roser eder ikke eller lyver mod Sandheden.
17Den, som er hastig til Vrede, gjør Daarlighed, og en underfundig Mand hades.
31Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive langt fra Eder tilligemed al Ondskab.
17Men I, Elskelige! kommer de Ord ihu, som forud ere talede af vor Herres Jesu Christi Apostler;
17Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt.
8Lad af fra Vrede og forlad Hastighed, lad (din Vrede) ikke optændes, (hvormed du) visseligen gjør ilde.
12Men for Alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden, eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og Nei være Nei, at I ikke skulle falde under Dommen.
19Hvor mange Ord ere, (der) lader Overtrædelse ikke af, men den, som holder inde med sine Læber, er klog.
32En Langmodig er bedre end en vældig (Mand), og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad.
11Et Menneskes Klogskab gjør ham langmodig, og det er ham en Ære at gaae Overtrædelse forbi.
19Brødre! dersom En iblandt eder er faren vild fra Sandheden, og Nogen omvender ham,
22En vredagtig Mand blander sig i Trætte, og en hastig Mand (gjør) megen Overtrædelse.
20Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Henseende til Ondskab; i Forstand derimod værer Fuldvoxne.
17Og dersom I paakalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter Enhvers Gjerning, da omgaaes med Frygt i eders Udlændigheds Tid,
11Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Hvo, som taler ilde om sin Broder og dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gjører, men dens Dommer.
26Dersom Nogen iblandt eder synes, at han er en Gudsdyrker, og holder ikke sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
20Seer du, (at) en Mand er hastig i sine Ord, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
2ikke at bespotte Nogen, ikke være kivagtige, men billige, og bevise al Sagtmodighed mod alle Mennesker.
27Den, som haver god Kundskab, sparer sin Tale, og en forstandig Mand er koldsindig.
6Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.
8Men nu aflægger ogsaa I alle disse Ting: Vrede, Hidsighed, Ondskab, Bespottelse, slem Snak af eders Mund.
22Renser eders Sjæle i Sandheds Lydighed formedelst Aanden til uskrømtet Broderkjærlighed, og elsker hverandre inderligen af et reent Hjerte,
6Eders Tale være altid yndig, krydret med Salt, saa I vide, hvorledes det bør eder at svare Enhver.