Job 2:6
Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.
Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og det skede en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for Herren.
2 Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet og vandre om derudi.
3 Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det Onde; og han holder endnu fast ved sin Fuldkommenhed, men du haver tilskyndet mig mod ham at opsluge ham uden Aarsag.
4 Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, og alt det en Mand haver, giver han for sit Liv.
5 Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Been og ved hans Kjød, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
6 Og det skede paa en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.
7 Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet, og fra at vandre om derudi.
8 Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og som viger fra det Onde.
9 Men Satan svarede Herren og sagde: Mon Job frygter Gud uden Aarsag?
10 Haver du, du ei sat Gjærde om ham og om hans Huus og om alt det, han haver, trindt omkring? du haver velsignet hans Hænders Gjerning, og hans Fæ haver (i Mangfoldighed) udbredt sig i Landet.
11 Men udræk dog nu din Haand og rør ved alt det, som han haver, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
12 Og Herren sagde til Satan: See, alt det, han haver, være i din Haand, aleneste læg ikke din Haand paa ham (selv). Da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.
7 Da foer Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med en ond Byld fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.
8 Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig dermed, og han sad midt i Asken.
9 Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Fuldkommenhed? velsign Gud, og dø!
10 Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige (Qvinder) taler; skulle vi alene tage imod det Gode af Gud og ikke tage imod det Onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
1 Da svarede Job Herren og sagde:
2 Da sagde Herren til Satan: Herren skjælde dig, Satan! ja, Herren, som udvalgte Jerusalem, skjælde dig! er denne ikke en rygende Brand, som er reddet af Ilden?
1 Og Herren svarede Job af en Storm og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
1 Da svarede Job og sagde:
3 Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
2 (Saa vist som) Gud lever, som haver borttaget min Ret, og den Almægtige, som haver beskeligen bedrøvet min Sjæl,
7 Og det skede, efterat Herren havde talet disse Ord til Job, da sagde Herren til Eliphas, den Themaniter: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
8 Saa tager eder nu syv Stude og syv Vædere, og gaaer til min Tjener Job, og lader offre Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; thi jeg vil ansee hans Person, at jeg ikke skal gjøre imod eder (efter eders) Daarlighed, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
1 Men Job svarede og sagde:
2 Og Job svarede og sagde:
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
6 Sæt en Ugudelig over ham, og Satan skal staae ved hans høire Haand.
20 Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).
21 Og han sagde: Nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igjen; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!
22 I alt dette syndede Job ikke og tillagde Gud ikke (nogen) Uviished.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
1 Men Job svarede og sagde:
6 Udspred din Vredes megen Grumhed, og see hver en Hovmodig og fornedre ham.
1 Derefter svarede Herren Job af en Storm og sagde:
6 Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).
22 Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
2 Salig er den, som handler forstandeligen imod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag.
30 for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
6 Og Herren sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og uddrog den, og see, hans Haand var spedalsk som Snee.
1 Men Job svarede og sagde:
19 Han skal frie dig i sex Angester, og i den syvende skal intet Ondt røre dig.