Josva 5:14
Og han sagde: Nei, men jeg er en Fyrste over Herrens Hær, nu kom jeg; da faldt Josva paa sit Ansigt til Jorden og tilbad, og sagde til ham: Hvad taler min Herre til sin Tjener?
Og han sagde: Nei, men jeg er en Fyrste over Herrens Hær, nu kom jeg; da faldt Josva paa sit Ansigt til Jorden og tilbad, og sagde til ham: Hvad taler min Herre til sin Tjener?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Og Fyrsten over Herrens Hær sagde til Josva: Drag din Sko af din Fod, thi det Sted, som du staaer paa, det er helligt; og Josva gjorde saa.
13Og det skede, der Josva var ved Jericho, at han opløftede sine Øine og saae, og see, en Mand stod lige mod ham, og havde sit dragne Sværd i sin Haand; og Josva gik til ham og sagde til ham: Hører du os til, eller vore Fjender?
14Paa den Dag gjorde Herren Josva stor for al Israels Øine; og de frygtede ham, saasom de frygtede Mose, alle hans Livs Dage.
15Og Herren sagde til Josva, sigende:
3Og Josua var iført skidne Klæder, der han stod for Engelens Ansigt.
4Da svarede han og sagde til dem, som stode for hans Ansigt, sigende: Borttager de skidne Klæder af ham; derefter sagde han til ham: See, jeg haver borttaget din Misgjerning fra dig, og vil iføre dig Helligdagsklæder.
5Og jeg sagde: Lad dem sætte en reen Hue paa hans Hoved; og de satte en reen Hue paa hans Hoved og iførte ham Klæder, og Herrens Engel stod der.
6Da vidnede Herrens Engel for Josua og sagde:
7Saa sagde den Herre Zebaoth: Dersom du vandrer i mine Veie, og dersom du tager vare paa min Varetægt, da skal du, du baade dømme mit Huus og ogsaa tage vare paa mine Forgaarde; og jeg vil give dig, (at dine) Gange (skulle være) iblandt disse, (her) staae.
10Da sagde Herren til Josva: Staa du op; hvorfor faldt du paa dit Ansigt?
8Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I?
9Og de sagde til ham: Dine Tjenere ere komne fra et saare langt fraliggende Land for Herrens din Guds Navns Skyld; thi vi have hørt hans Rygte og alt det, som han gjorde i Ægypten,
5Og der han kom, see, da sadde Høvedsmændene over Hæren (der), og han sagde: Jeg haver et Ord til dig, Høvedsmand! og Jehu sagde: Til hvilken iblandt os alle? og han sagde: Til dig, Høvedsmand!
7Og Herren sagde til Josva: Paa denne Dag vil jeg begynde at gjøre dig stor for al Israels Øine, at de skulle vide, at ligesom jeg var med Mose, (saa) vil jeg (og) være med dig.
8Men du skal byde Præsterne, som bære Pagtens Ark, sigende: Naar I komme til det Yderste af Jordanens Vand, da skulle I staae i Jordanen.
9Og Josva sagde til Israels Børn: Kommer nær hid, og hører Herrens eders Guds Ord.
6Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for Herrens Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel; og de opkastede Støv paa deres Hoved.
7Og Josva sagde: Ak Herre, Herre! hvi lod du dette Folk aldeles gaae over Jordanen, for at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os? gid vi dog havde ladet os nøie, og blevet paa hiin Side Jordanen!
8(Hør) mig, Herre! hvad skal jeg sige, efterat Israel vender Ryggen for sine Fjenders Ansigt?
9Haver jeg ikke befalet dig: Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og ræddes ikke; thi. Herren din Gud er med dig paa al (den Vei), som du skal vandre paa.
10Da bød Josva, Folkets Fogeder og sagde:
1Og det skede efter Mose, Herrens Tjeners, Død, da sagde Herren til Josva, Nuns Søn, som havde tjent Mose, sigende:
8Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke for dem, thi jeg haver givet dem i din Haand; der skal ikke en Mand af dem kunne staae for dit Ansigt.
21Og Folket sagde til Josva: Ingenlunde, men vi ville tjene Herren.
1Og Herren talede til Josva og sagde:
24Og det skede, der de havde udført de Konger til Josva, da kaldte Josva ad alle Israels Mænd, og sagde til de Øverste for Krigsmændene, som droge med ham: Kommer nær til, sætter eders Fødder paa disse Kongers Halse; saa kom de nær til og satte deres Fødder paa deres Halse.
25Da sagde Josva til dem: Frygter ikke og forfærdes ikke, værer frimodige og værer stærke; thi Herren skal saaledes gjøre imod alle eders Fjender, dem, som I stride imod.
1Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke og ræddes ikke, tag med dig alt Krigsfolket og gjør dig rede, drag op mod Ai; see, jeg haver givet Kongen af Ai og hans Folk og hans Stad og hans Land i din Haand.
23Saa borttager nu de fremmede Guder, som ere midt iblandt eder, og bøier eders Hjerter til Herren, Israels Gud.
24Og Folket sagde til Josva: Vi ville tjene Herren vor Gud, og vi ville høre hans Røst.
42Da sagde Herren til mig: Siig dem: I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I skulle ikke blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
2da kaldte Josva ad al Israel, ad dets Ældste og dets Øverster og dets Dommere og dets Fogeder, og han sagde til dem: Jeg er gammel, jeg er kommen tilaars.
2Og Herren sagde til Josva: See, jeg haver givet i din Haand Jericho og dens Konge, som ere vældige til Strid.
19Og Josva sagde til Achan: Min Søn, Kjære, giv Herren, Israels Gud, Ære, og giv ham Lov; og giv mig nu tilkjende, hvad du haver gjort, dølg det ikke for mig.
1Og det skede, der alt Folket havde fuldendt at gaae over Jordanen, da sagde Herren til Josva, sigende:
16Og de svarede Josva og sagde: Vi ville gjøre alt det, som du haver budet os, og vi ville gaae til Alt, hvortil du vil sende os.
23Og han bød Josva, Nuns Søn, og sagde: Vær frimodig og vær stærk, thi du, du skal føre Israels Børn ind i det Land, som jeg haver svoret dem; og jeg, jeg vil være med dig.
12Da talede Josva til Herren paa samme Dag, der Herren gav de Amoriter for Israels Børns Ansigt, og han sagde for Israels Øine: Sol, vær stille i Gibeon, og Maane i Ajalons Dal!
6Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke for deres Ansigt, thi imorgen ved denne Tid vil jeg give dem allesammen ihjelslagne for Israels Ansigt; du skal ødelægge deres Heste og opbrænde deres Vogne med Ild.
11Men Herren talede til Mose Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Leiren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Paulunet.
22Der Gideon saae, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre! Herre! derfor at jeg haver seet Herrens Engel Ansigt til Ansigt, (maa jeg døe).
12Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!
18Og Herren sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn, en Mand, i hvilken Aanden er, og læg din Haand paa ham.
3Herren er en Krigsmand; Herre er hans Navn.
3Herren din Gud, han gaaer over for dit Ansigt, han skal ødelægge disse Folk for dit Ansigt, at du skal eie dem; Josva, han skal gaae over for dit Ansigt, saasom Herren haver sagt.
14Da vendte Herren sig til ham og sagde: Gaa hen i denne din Kraft, og du skal frelse Israel af Midianiternes Haand; haver jeg ikke sendt dig?