Josva 9:14
Saa toge Mændene af deres Tæring, og de spurgte ikke Herrens Mund ad.
Saa toge Mændene af deres Tæring, og de spurgte ikke Herrens Mund ad.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.
12Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Reisen af vore Huse den Dag, vi gik ud at vandre til eder; men see, nu er det tørt, og det er mullent.
13Og disse ere Læderflasker til Viin, som vi fyldte, (der de vare) nye, see, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Skoe ere blevne gamle for denne saare lange Veis Skyld.
5Og de sagde til ham: Kjære, spørg Gud ad, at vi maae vide, om vor Vei, som vi vandre paa, skal blive lyksalig.
29Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til.
30De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
9Aleneste værer I ikke gjenstridige imod Herren, og I, frygter ikke for Folket i det Land, thi vi ville æde dem; deres Beskjærmelse er veget fra dem, men Herren er med os, frygter ikke for dem.
15Og Josva gjorde Fred med dem, og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster svore dem.
22Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
4da handlede ogsaa de med List, og gik hen og gave sig ud for Sendebud; og de toge gamle Sække paa deres Asener, og gamle sønderrevne og bødte Læderflasker til Viin,
5og gamle og lappede Skoe paa deres Fødder, og gamle Klæder paa sig; og alt Brødet til deres Tæring var tørt (og) mullent.
6Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.
7Da sagde Israels Mænd til Heviten: Maaskee du boer midt iblandt mig, hvorledes kan jeg da gjøre Pagt med dig?
18Og Israels Børn sloge dem ikke, thi Menighedens Fyrster havde svoret dem ved Herren, Israels Gud; og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne.
6Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
8Men han forlod de Ældstes Raad, som de raadede ham, og raadførte sig med de Unge, som vare opvoxede med ham, de, som stode for hans Ansigt.
24Og de vendte sig og droge op paa Bjerget, og kom til Escols Bæk, og de bespeidede det.
25Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
26Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.
8Men han forlod de Ældstes Raad, som de raadede ham, og raadførte sig med de Unge, som vare opvoxede med ham, de, som stode for hans Ansigt.
42Da sagde Herren til mig: Siig dem: I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I skulle ikke blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
44Men de formastede sig hovmodeligen til at drage op ovenpaa Bjerget; men Herrens Pagtes Ark og Mose, de vege ikke midt ud af Leiren.
6Og naar I vilde æde, og naar I vilde drikke, have I da ikke ædet og drukket?
14Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op.
9Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.
37Og Saul adspurgte Gud: Skal jeg drage ned efter Philisterne? vil du give dem i Israels Haand? men han svarede ham ikke paa den Dag.
9Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
20Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst.
24foruden det aleneste, som de unge Karle have fortæret, og de Mænds Deel, som gik med mig; Aner, Escol og Mamre, de, de maae tage deres Deel.
9Thi det er mig saa budet ved Herrens Ord og sagt: Du skal ikke æde Brød og ei drikke Vand, og du skal ikke vende tilbage ad den Vei, som du har gaaet.
41Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes.
42Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
44Og han gav det for dem, og de aade og levnede efter Herrens Ord.
57Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger.
14sigende: Nei, men vi ville komme til Ægypti Land, at vi skulle ei see Krig, og ei høre Trompetens Lyd, og ei lide Hunger for Brøds Skyld, og der ville vi blive,
7Og (der) I kom til dette Sted, da uddrog Sihon, Kongen af Hesbon, og Og, Kongen af Basan, imod os til Krig, og vi sloge dem.
18Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
25Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.
23Saa vendte de to Mænd tilbage og gik ned af Bjerget, og fore over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham Alting, som havde rammet dem.
11Og han lagde ikke sin Haand paa de Ypperste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og aade og drak (dog).
27Og Israels Børn adspurgte Herren; men Guds Pagtes Ark var der i de Dage.
8Da gjorde Mændene sig rede og gik; og Josva befoel dem, som gik hen at beskrive Landet, og sagde: Gaaer og vandrer om i Landet og beskriver det, og kommer tilbage til mig, saa vil jeg her kaste Lod for eder for Herrens Ansigt i Silo.
10Da bød Josva, Folkets Fogeder og sagde:
23Og da Herren sendte eder fra Kades-Barnea og sagde: Gaaer op og indtager Landet, som jeg haver givet eder, da vare I Herrens eders Guds Mund gjenstridige, og troede ikke paa ham, og hørte ikke paa hans Røst.
13Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad.
15Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde.