Dommernes bok 1:25
Og der han havde viist dem, (hvor de kunde) komme ind i Staden, da sloge de Staden med skarpe Sværd; men den Mand og al hans Slægt lode de gaae.
Og der han havde viist dem, (hvor de kunde) komme ind i Staden, da sloge de Staden med skarpe Sværd; men den Mand og al hans Slægt lode de gaae.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22Og Josephs Huus reiste ogsaa op mod Bethel, og Herren var med dem.
23Og Josephs Huus bespeidede Bethel; men Stadens Navn var fordum Lus.
24Og Vægterne saae en Mand, som gik ud af Staden, og de sagde til ham: Viis os, Kjære, (hvor vi kunne) komme ind i Staden, saa ville vi bevise dig Miskundhed.
26Saa gik den Mand til de Hethiters Land, og han byggede en Stad og kaldte dens Navn Lus, det er dens Navn indtil denne Dag.
21Og de ødelagde alt det, som var i Staden, baade Mand og Qvinde, baade Ung og Gammel, og Øxne og Faar og Asener, med skarpe Sværd.
22Men Josva sagde til de to Mænd, som havde speidet Landet: Gaaer ind i den Qvindes, den Skjøges, Huus, og fører Qvinden ud derfra, og alt det, som hører hende til, saasom I have svoret hende.
16Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden, og hans Hustru ved Haanden, og hans to Døttre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham; og de ledede ham ud og lode ham blive udenfor Staden.
30Og Herren gav ogsaa den i Israels Haand, og dens Konge, og han slog den med skarpe Sværd, og alle Personer, som vare deri, han lod Ingen, som var øvrig, blive tilovers deri; og han gjorde ved dens Konge, ligesom han gjorde ved Kongen af Jericho.
29Og al deres Formue og alle deres Børn og deres Qvinder fangede de og røvede; ja og alt det, som var i Huset.
15Saa lod hun dem ned ved et Reb igjennem Vinduet; thi hendes Huus var ved Stadens Muur, og hun boede ved Muren.
22Der de nu gjorde deres Hjerter tilgode, see, da omringede Mændene af Staden, Mænd, (som vare) Belials Børn, Huset og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, (som var) Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Huus, at vi kunne kjende ham.
23Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre! Kjære, gjører ikke Ondt, efterat denne Mand er kommen i mit Huus, saa gjører ikke denne Daarlighed.
14Og de gik over og vandrede, og Solen gik ned for dem, (der de vare nær) ved Gibea, som hører Benjamin til.
15Og de vege (af Veien) derhen, at komme for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden, thi der var Ingen, som annammede dem til Huus, at (lade dem) blive hos (sig) om Natten.
25Og de nedbrøde Stæderne, og hver kastede sin Steen paa alle gode Stykker (Land) og fyldte dem, og tilstoppede alle Vandkilder og fældede alle gode Træer, indtil (ikkun) Stenene i Kir-Hareseth bleve tilovers af den; og de, som sloge med Slynger, omgave den og sloge den.
22Og hine gik ud af Staden mod dem, og de vare midt imellem Israel, hine vare paa hiin (Side), og disse paa denne (Side); og de sloge dem, indtil Ingen blev tilovers af dem, som var øvrig, eller som Undkom.
10Da udrakte Mændene deres Hænder, og toge Loth ind til sig i Huset, og lukkede Døren.
11Og de Mænd, som vare for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade Liden og Stor, og de søgte med Møie at finde Døren.
11Disse (kom) ved Jebus, og Dagen hældede saare; og Drengen sagde til sin Herre: Kjære, kom og lad os vige (af Veien) hen til denne Jebusiternes Stad, og blive i den inat.
5Men jeg og alt det Folk, som er med mig, vi ville komme nær til Staden; og det skal skee, naar de gaae ud imod os, ligesom i Begyndelsen, da ville vi flye for deres Ansigt.
14Og alt Rovet af disse Stæder og Fæet røvede Israels Børn for sig; aleneste alle Menneskene sloge de med skarpe Sværd, indtil de havde ødelagt dem, de lode Intet blive tilovers, (som havde) Aande.
11Og der I gik over Jordanen og kom til Jericho, da strede Mændene af Jericho imod eder, de Amoriter og Pheresiter og Cananiter og Hethiter og Girgasiter og Heviter og Jebusiter; men jeg gav dem i eders Haand.
26Og han gjorde saaledes ved dem; og han reddede dem fra Israels Børns Haand, og de sloge dem ikke ihjel.
15da skal du visseligen slaae Indbyggerne i den samme Stad med skarpe Sværd, du skal ødelægge den og alt det, som er i den, og dens Fæ med skarpe Sværd.
24Og de adløde Hemor og hans Søn, Sichem, alle de, som gik ud af hans Stadsport; og alt Mandkjøn lod sig omskjære, Alle, som gik ud af hans Stadsport.
25Og det skede paa den tredie Dag, der de havde Smerter, da toge de to Jakobs Sønner, Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, og kom i Staden tryggeligen; og de sloge alt Mandkjøn ihjel.
26Og de sloge Hemor og hans Søn Sichem ihjel med skarpe Sværd, og toge Dina af Sichems Huus og gik bort.
13Og Herren din Gud skal give den i din Haand, og du skal slaae alt Mandkjøn derudi med skarpe Sværd.
8Thi Judæ Børn havde stredet imod Jerusalem og indtaget den og slaget den med skarpe Sværd; og de havde sat Ild paa Staden.
23Saa vendte de to Mænd tilbage og gik ned af Bjerget, og fore over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham Alting, som havde rammet dem.
15Og de sloge ogsaa Fæpaulunerne, og bortførte smaat Qvæg i Mangfoldighed og Kameler, og de kom tilbage til Jerusalem.
37Og de indtoge den og sloge den med skarpe Sværd, og dens Konge og alle dens Stæder og alle Personer, som vare deri, han lod Ingen, som var øvrig, blive tilovers, i alle (Maader), som han gjorde mod Eglon; og han ødelagde den og alle Personer, som vare i den.
5Saa reiste de, og Guds Rædsel var over de Stæder, som laae rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner
6Og vi ødelagde dem, ligesom vi gjorde ved Sihon, Kongen af Hesbon, (ja) vi ødelagde alle Stæderne, Mænd, Qvinder og smaae Børn.
35Og de indtoge den paa den samme Dag og sloge den med skarpe Sværd, og han ødelagde alle Personer, som vare i den, paa den samme Dag; i alle (Maader), som han gjorde mod Lachis.
25Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte (hende) ud til dem udenfor; og de kjendte hende og handlede skjændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare.
17Og Pnuels Taarn nedbrød han, og han ihjelslog Mændene i Staden.