Skulde de ikke finde, ja uddele Bytte? een Pige (eller) to Piger for (hver) Mand overhovedet, brogede (Klæder) til Bytte for Sisera, brogede stukkede (Klæder) til Bytte, brogede (Klæder), som ere stukkede paa begge Sider om Halsen, til Bytte?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24Velsignes skal Jael, Hebers, den Keniters, Hustru, fremfor Qvinderne; velsignes skal hun fremfor Qvinderne i (noget) Paulun.
25Han begjærede Vand, hun gav Melk; hun bar Smør frem i de Ypperliges Skaal.
26Hendes (venstre) Haand rakte sig ud efter Sømmet, og hendes høire Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved, og saarede og igjennemstak hans Tinding.
27Imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt, laae; imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt; der, hvor han bøide sig, der faldt han (og) var fordærvet.
28Siseræ Moder saae ud af Vinduet og skreg overlydt igjennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn at komme? hvi blive hans Vognhjul tilbage?
29(Hver af) de Vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord:
13Og Sisera sammenkaldte alle sine Vogne, ni hundrede Jernvogne, og alt Folket, som var med ham, fra Hedningernes Haroseth til den Bæk Kison.
14Og Debora sagde til Barak: Staa op, thi denne er den Dag, paa hvilken Herren haver givet Sisera i din Haand; er Herren ikke udgaaen for dit Ansigt? Saa drog Barak ned af det Bjerg Thabor, og de ti tusinde Mænd efter ham.
15Da forfærdede Herren Sisera og alle Vognene og al Hæren ved skarpe Sværd for Baraks Ansigt; og Sisera steg ned af Vognen og flyede tilfods.
16Men Barak forfulgte Vognene og Hæren indtil Hedningernes Haroseth; og al Siseræ Leir faldt for skarpe Sværd, der blev end ikke Een tilovers.
17Men Sisera flyede tilfods til Jaels, Hebers, den Keniters, Hustrues, Paulun; thi der var Fred imellem Jabin, Kongen af Hazor, og imellem Hebers, den Keniters, Huus.
18Da gik Jael ind imod Sisera og sagde til ham: Vig, min Herre, vig til mig, frygt ikke; og han veg ind til hende i Paulunet, og hun dækkede ham med et Rye.
25Og de sagde: Vi ville gjerne give; og de bredte et Klæde ud, og de kastede derhen, hver et Smykke af sit Bytte.
12Herren skal give sin Tale; de, som bebude, ere en stor Hær.
6Og hun sendte hen og lod kalde Barak, Abinoams Søn, af Kedes i Naphthali, og hun sagde til ham: Har ikke Herren, Israels Gud, budet det? gak og samle Folk paa Thabor Bjerg, og tag ti tusinde Mænd med dig af Naphthali Børn og af Sebulons Børn.
7Og jeg vil drage Sisera, Jabins Stridshøvedsmand, til dig, til den Bæk Kison, og hans Vogne og hans Hob (Folk); og jeg vil give ham i din Haand.
9Assyrierne have ogsaa føiet sig til dem; de vare Loths Børns Arm. Sela.
31Saa skulle, Herre, alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være, ligesom Solen udgaaer i sin Kraft. Og Landet hvilede fyrretyve Aar.
27Og du skal halvdele det Rov imellem dem, som have angrebet i Krigen, som vare uddragne i Striden, og imellem al Menigheden.
9Og Israels Børn toge Midianiternes Hustruer og deres smaae Børn fangne; og alle deres Bæster og alt deres Fæ og al deres Formue røvede de.
29Og al deres Formue og alle deres Børn og deres Qvinder fangede de og røvede; ja og alt det, som var i Huset.
53Stridsmændene havde røvet det, hver for sig.
20Og David tog alt smaat Qvæg og stort Qvæg; de førte det frem for dette Fæ, og de sagde: Dette er Davids Rov.
25Og hver Qvinde, som var viis i Hjertet, spandt med sine Hænder; og de fremførte det, de havde spundet: blaat Uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt Linned.
23Dine Reb ere blevne slappe; de skulle ikke kunne ret befæste deres Mast, de have ikke udbredt Flag; da blev meget Rov (og) Bytte uddeelt, de Halte røvede Rov.
20Af Himmelen stredes (imod dem); Stjernerne i deres høie Veie strede mod Sisera.
21Den Bæk Kison bortfeiede dem, de Gamles Bæk, den Bæk Kison; træd, min Sjæl, paa Styrke.
11Og de toge alt Rovet og alt det, der var at tage, af Mennesker og af Dyr.
20Og han sagde til hende: Staa i Paulunets Dør, og skeer det, at der kommer Nogen og spørger dig og siger: Er her Nogen? da skal du sige: (Her er) Ingen.
21Da tog Jael, Hebers Hustru, et Søm af Paulunets, og tog en Hammer i sin Haand, og gik ind til ham sagteligen, og slog Sømmet i hans Tinding, at det gik ned i Jorden; — thi han sov hart og var træt —og han døde.
22Og see, der Barak forfulgte Sisera, da gik Jael ud imod ham og sagde til ham: Kom, saa vil jeg vise dig den Mand, som du søger efter; og han kom ind til hende, og see, Sisera var falden og var død, og Sømmet (sad) i hans Tinding.
21Men Sebah og Zalmuna sagde: Staa du op og fald an paa os, thi som Manden er, saa er hans Styrke; saa stod Gideon op og slog Sebah og Zalmuna ihjel, og tog de Spænder, som vare paa deres Kamelers Halse.
32Og det Tagne, det Øvrige af Rovet, som Stridsfolket havde røvet, var smaat Qvæg, sex hundrede tusinde og halvfjerdsindstyve tusinde og fem tusinde;
2Og Herren solgte dem i Jabins, Canaans Konges, Haand, som regjerede i Hazor; og Sisera var hans Stridshøvedsmand, og han boede i Hedningernes Haroseth.
11De krænke Qvinderne i Zion, Jomfruerne i Judæ Stæder.
20De skulle falde midt iblandt de Ihjelslagne ved Sværd; den er given til Sværdet, slæber den hen, og alle dens Mangfoldigheder.
22Men hver Qvinde skal begjære af hendes Naboerske og af den, hun er i Huset med, Sølvkar og Guldkar og Klæder; og (dem) skulle I lægge paa eders Sønner og paa eders Døttre, og skille Ægypterne derved.
14Alene Qvinderne og smaae Børn og Fæet og alt det, som er i Staden, alt Byttet deraf skal du røve for dig; og du skal æde dine Fjenders Bytte, som Herren din Gud haver givet dig.
9Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, bytte Rovet; min Sjæls Lyst skal stilles paa dem; jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal fordærve dem.
16Og han førte ham ned, og see, de vare adspredte over den ganske Jord, de aade og drak og holdt Høitid over alt det store Rov, som de havde taget af Philisternes Land og af Judæ Land.
25Og Josaphat kom og hans Folk til at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods ved de døde Kroppe og kosteligt Tøi, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede samme Bytte i tre Dage, thi det var meget.
11for Skytternes Lyd, iblandt de Steder, hvor (Vand) drages; der skulle de holde Samtale om Herrens Retfærdigheder, om Retfærdigheder imod hans Landsbyer i Israel; da reiste Herrens Folk ned til Portene.
12Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, siig en Sang! gjør dig rede, Barak, og før dine Fanger fangne, du Abinoams Søn!
1Og du, Bethlehem Ephrata! er du liden at være iblandt Judæ Tusinder? af dig skal mig En udgaae til at være en Hersker i Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.
10Naar du uddrager i Krigen imod dine Fjender, og Herren din Gud giver dem i din Haand, at du fører deres Fangne i Fængsel,
30Og du Forstyrrede! hvad vil du gjøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde gnide dit Ansigt med Sminke, skal du dog smykke dig forgjæves; (thi) de, som brændte af Kjærlighed imod dig, have foragtet dig, de skulle søge efter dit Liv.
23De skulle tage fat paa Bue og Glavind; (det er) et grumt (Folk), og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle ride paa Heste, rustede som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!
16Derfor skulle Alle, som dig have ædet, blive ædte, og alle dine Modstandere, de skulle allesammen gaae i Fængsel; og de, som plyndrede dig, skulle plyndres, og alle dem, som berøvede dig, vil jeg give til Rov.
42Der den Lyd af Mangfoldigheden var stillet hos hende, du bleve, foruden (de ypperlige) Folk, af den (menige) Mand førte (hertil, nemlig) Sabæer af Ørken; og de gave Armbaand paa deres Hænder og en deilig Krone paa deres Hoveder.