Klagesangene 5:14
De Gamle holdt op fra (at sidde i) Porten, (og) unge Karle fra deres Strængeleg.
De Gamle holdt op fra (at sidde i) Porten, (og) unge Karle fra deres Strængeleg.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
12 Fyrster ere hængte ved deres Haand, de gamle Personer blive ikke ærede.
13 De toge unge Karle til at male, og Drenge snublede under (Byrden af) Ved.
7 Mosten sørger, Viintræet vansmægter, alle (de, som vare) glade af Hjertet, sukke.
8 Trommernes Glædskab haver ophørt, de Glades Bulder haver ladet af, Harpes Glædskab haver ophørt.
3 paa den Dag, Vogterne i Huset bæve, og de stærke Mænd omkastes, og Møllerne holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som see igjennem Vinduerne, blive mørke,
4 og begge Døre til Gaden lukkes, naar Røsten i Møllen bliver lav, og man opstaaer, naar Fuglen synger, og alle Sangens Døttre bøie sig,
5 og de ogsaa frygte sig for det Høie, og der ere Forskrækkelser paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begjærligheden forgaaer; thi Mennesket farer til det Huus, hvor han (bliver) evindelig, og Græderne gaae omkring paa Gaden;
12 Unge Karle og Jomfruer ogsaa, de Gamle med de Unge!
11 De udsende deres unge Børn som en Faarehjord, og deres Børn springe.
12 De opløfte (deres Røst) ved Tromme og Harpe, og glæde sig ved Orgels Lyd.
12 Og Harpe og Psalter, Tromme og Pibe og Viin var i deres Gjæstebud, men de vilde ikke see til Herrens Gjerning, og de saae ikke hans Hænders Gjerning.
13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;
10 Zions Datters Ældste laae paa Jorden, de taug, opkastede Støv paa deres Hoved, bandt Sække om; Jomfruer af Jerusalem hængte deres Hoved ned imod Jorden.
10 Og Glæde og Fryd skal borttages fra den frugtbare Mark, og man skal ikke synge (med Fryd) i Viingaardene, ei heller raabe (med Glæde); Persetræderen skal ikke træde Druer i Perserne, Frydeskriget haver jeg ladet høre op.
13 Da skal en Jomfru glædes i Dands, og unge Karle og Gamle tillige; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde, og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse.
11 Man raaber (klagelig) paa Gaderne efter Vinen, al Glæde er formørket, Landets Glæde er vandret derfra.
12 Det, som er blevet tilovers i Staden, er Ødelæggelse, og Porten skal sønderslaaes med Bulder.
7 Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.
2 Vældige og Krigsmænd, Dommere og Propheter og Spaamænd og Gamle,
13 Og jeg vil lade ophøre dine Sanges Bulder, og dine Harpers Lyd skal ikke høres ydermere.
12 Viintræet er tørret, og Figentræet er vansmægtet; (dertil) Granattræet, ja Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede, ja, Fryd er fortørret fra Menneskens Børn.
13 Binder (Sæk) om (eder) og græder, I Præster! hyler, I Altertjenere! gaaer ind, I min Guds Tjenere! bliver om Natten i Sække; thi Madoffer og Drikoffer holdes tilbage fra eders Guds Huus.
4 Saa sagde den Herre Zebaoth: Der skulle endnu sidde gamle Mænd og gamle Qvinder paa Jerusalems Gader, og den Mand, som (haver) sin Stav i sin Haand for (sine) Dages Mangfoldigheds Skyld.
5 Og Stadens Gader skulle fyldes med unge Drenge og unge Piger, som lege paa dens Gader.
11 for Skytternes Lyd, iblandt de Steder, hvor (Vand) drages; der skulle de holde Samtale om Herrens Retfærdigheder, om Retfærdigheder imod hans Landsbyer i Israel; da reiste Herrens Folk ned til Portene.
9 Thi saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: See, jeg lader ophøre af dette Sted for eders Øine og i eders Dage Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst.
25 Gud! de saae dine Gange, min Guds, min Konges Gange i Helligdommen.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
21 Der laae paa Jorden i Gaderne Ung og Gammel; mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne ved Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.
16 Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaae Børn, som sidde paa Torvene, og raabe til deres Staldbrødre og sige:
9 Madoffer og Drikoffer er afskaaret fra Herrens Huus, Præsterne, Herrens Tjenere, sørge.
5 som gjøre Melodier efter Psalternes Lyd, og optænke sig Instrumenter til Sang, som David,
2 Juda sørger, og dens Porte vansmægte, de gaae i Sørgeklæder i Landet, og Jerusalems Klagemaal opstiger.
10 Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
16 Mon Maden ikke være afskaaren for vore Øine, (ja) Glæde og Fryd fra vor Guds Huus?
30 De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde.
34 Og jeg vil lade ophøre fra Judæ Stæder og fra Gaderne i Jerusalem Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst; thi Landet skal være øde.
4 Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.
23 Tag bort fra mig dine Sanges Mangfoldighed, og jeg gider ikke hørt dine Psalteres Lovsange.
16 Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker Gamle, samler spæde Børn og den, som dier Brysterne; en Brudgom gaae ud af sit Kammer, og en Brud af sit Brudehuus.
4 da skal du tage paa dette Sprog imod Kongen af Babel, og sige: Hvorledes ophørte Plageren, (ja, hvorledes) ophørte den Guldstav?
64 Dets Præster faldt ved Sværd, og dets Enker græd ikke.
10 Og jeg vil lade være borte fra dem Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, Møllers Røst og Lys i Lygte.
7 De have og tillukket Dørene paa Forhuset og udslukket Lamperne, og ikke røget Røgelse og ei offret Brændoffer i Helligdommen for Israels Gud.
21 Thi Døden er opstegen i vore Vinduer, er kommen i vore Paladser, til at udrydde spæde Børn udenfor, de unge Karle af Gaderne.
32 De ere de smaae Børn lige, som sidde paa Torvet, og raabe til hverandre og sige: Vi pebe for eder, og I vilde ikke dandse, vi sang klageligen for eder, og I vilde ikke græde.
25 Men fra halvtredsindstyve Aar gammel skal han vende tilbage fra Tjenestens Strid, og han skal ikke tjene ydermere.