Jesaja 24:11
Man raaber (klagelig) paa Gaderne efter Vinen, al Glæde er formørket, Landets Glæde er vandret derfra.
Man raaber (klagelig) paa Gaderne efter Vinen, al Glæde er formørket, Landets Glæde er vandret derfra.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Det, som er blevet tilovers i Staden, er Ødelæggelse, og Porten skal sønderslaaes med Bulder.
13Thi saa skal det gaae midt i Landet, midt iblandt Folket, som (naar) man haver rystet et Olietræ, (og) som med (overblevne) Viinqviste, naar Viinhøsten er endt.
7Mosten sørger, Viintræet vansmægter, alle (de, som vare) glade af Hjertet, sukke.
8Trommernes Glædskab haver ophørt, de Glades Bulder haver ladet af, Harpes Glædskab haver ophørt.
9De skulle ikke drikke Viin med Sang, stærk Drik skal være beesk for dem, som drikke den.
10Den øde Stad er sønderbrudt, hvert Huus er tillukket, at Ingen gaaer ind.
10Og Glæde og Fryd skal borttages fra den frugtbare Mark, og man skal ikke synge (med Fryd) i Viingaardene, ei heller raabe (med Glæde); Persetræderen skal ikke træde Druer i Perserne, Frydeskriget haver jeg ladet høre op.
5Vaagner op, I Drukne! og græder, og hyler, alle I, som drikke Viin! for Mosten, thi den er afskaaren fra eders Mund.
33Og Glæde og Fryd skal borttages af den frugtbare Mark og af Moabs Land, og jeg vil lade ophøre Viin af Perserne, Ingen skal træde med Frydeskrig, Frydeskriget skal ikke være det (sædvanlige) Frydeskrig.
9Madoffer og Drikoffer er afskaaret fra Herrens Huus, Præsterne, Herrens Tjenere, sørge.
10Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vansmægtet.
11Agermændene ere beskjæmmede, Viingaardsmændene hyle for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Marken er fordærvet.
12Viintræet er tørret, og Figentræet er vansmægtet; (dertil) Granattræet, ja Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede, ja, Fryd er fortørret fra Menneskens Børn.
11De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
12Folk af Staden sukke, og, de Ihjelslagnes Sjæl skriger; dog vil Gud ikke Gjøre noget Usædvanligt (ved dem).
15Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
2Juda sørger, og dens Porte vansmægte, de gaae i Sørgeklæder i Landet, og Jerusalems Klagemaal opstiger.
16Derfor, saa sagde Herren, den Herre Zebaoths Gud: Der (skal være) Hylen paa alle Gader, og de skulle sige i alle Stræder: Ho, ho! og de skulle kalde en Agermand til Sorg, og Hylen skal være hos dem, som forstaae sig paa (at holde) en Klage.
17Og (der skal være) Hylen i alle Viingaarde; thi jeg vil fare midt igjennem dig, siger Herren.
21Derfor hør dette dog, du Elendige, og du Drukne, dog ikke af Viin!
11Horeri og Viin og Most borttage Hjertet.
12De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.
13(Thi) der skulle opvoxe Torne (og) Tidsler paa mit Folks Mark, ja paa alle Glædskabs Huse i den lystige Stad.
4Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
34Og jeg vil lade ophøre fra Judæ Stæder og fra Gaderne i Jerusalem Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst; thi Landet skal være øde.
9De dvæle, derfor forundrer eder, de forlyste sig, derfor raaber; de ere drukne, men ikke af Viin, de rave, men ikke af stærk Drik.
10Røver Sølv, røver Guld! thi der er ingen Ende paa Forraad (og) Herlighed af alt kosteligt Tøi.
22Dit Sølv er blevet til Skum, din Drik er blandet med Vand.
10Herre! opslug (dem), adskil deres Tunge; thi jeg haver seet Vold og Trætte i Staden.
11De gaae Dag og Nat omkring den paa dens Mure, og der er Uret og Møie inden i den.
16Mon Maden ikke være afskaaren for vore Øine, (ja) Glæde og Fryd fra vor Guds Huus?
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
6Giver stærk Drik til den, som omkommer, og Viin til dem, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen,
10Og jeg vil lade være borte fra dem Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, Møllers Røst og Lys i Lygte.
11Vee dem, som staae aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som tøve (længe), til Tusmørket, at Viin maa brænde dem!
4Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.
1Viin (gjør) en Spotter, stærk Drik (gjør, at) En larmer, og hver, som forvildes derved, bliver ikke viis.
8Thi der gik et Skrig omkring Moabs Landemærke, dens Hylen (varede) indtil Eglaim, og dens Hylen var ved Beer-Elim.
26Og dens Porte skulle være bedrøvede og sørge, og hun, som holder sig uskyldig, skal sidde paa Jorden.
11Hyler, I, som boe i det Lave! thi alle Folk af Kjøbmænd ere udslettede, Alle, som bære Penge, ere udryddede.
20Landet skal aldeles rave som den Drukne, og bortflyttes som en Nathytte; thi dets Overtrædelse er svar over det, og det skal falde og ikke staae op ydermere.
25at de skulle føle sig for i Mørket, hvor intet Lys er, og han gjør, at de fare vild som den Drukne.
13Men see, (der er) Fryd og Glæde; man ihjelslaaer Øxne og slagter Faar, æder Kjød og drikker Viin, (og man siger): Lader os æde og drikke, thi vi skulle døe imorgen.
7Babel var et Guldbæger i Herrens Haand, hun haver gjort al Verden drukken; Hedningerne have drukket af hendes Viin, derfor bleve Hedningerne galne.
11Man gjorde den (aldeles) øde, den sørgede over mig, der den var øde; alt Landet er ødelagt, thi Ingen lægger det paa Hjerte.
19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
12Kommer, (sige de,) jeg vil tage Viin, og lader os drikke stærk Drik, og imorgen skal det være som paa denne Dag, (den skal være) stor, (ja) saare Ypperlig.
2Loen og Persen skulle ikke føde dem, og Most skal slaae hende feil.
3Paa Gaderne derudi ombinde de Sække, paa Tagene og paa Gaderne derudi hyle de allesammen og gaae ned med Graad.
19Og de kastede Støv paa deres Hoveder, og raabte, grædende og sørgende, og sagde: Vee! vee! den store Stad, i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde!