Lukas 14:32
Men kan han det ikke, udskikker han Sendebud, medens hiin endnu er langt borte, og handler om Fred.
Men kan han det ikke, udskikker han Sendebud, medens hiin endnu er langt borte, og handler om Fred.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 Og hvo, som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel.
28 Thi hvo iblandt eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han haver, hvad der hører til at fuldføre det med?
29 at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ikke kan fuldende det, alle de, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige:
30 Dette Menneske begyndte at bygge, og kunde ikke fuldføre det.
31 Eller hvilken Konge, som drager i Krig, at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er istand til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde?
12 Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.
10 Naar du kommer frem til en Stad til at stride imod den, da skal du tilbyde den Fred.
11 Og det skal skee, om den svarer dig fredsommelig og lader op for dig, da skal det skee, at alt det Folk, som findes i den, skal være dig skatskyldigt og tjene dig.
12 Men dersom den ikke vil gjøre Fred med dig, men føre Krig imod dig, da skal du beleire den.
33 Ligesaa derfor hver af eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min Discipel.
58 Thi naar du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
7 Men hvo af eder, som haver en Tjener, der pløier eller vogter Qvæg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: Gak hen og sæt dig tilbords?
8 Vil han ikke derimod sige til ham: Bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op omkring dig og opvart mig, saalænge jeg æder og drikker, og derefter maa du æde og drikke?
25 Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstanderen ikke skal overantvorde dig til Dommeren, og at Dommeren ikke skal overantvorde dig til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel.
6 Og dersom en Fredens Søn er der, skal eders Fred hvile paa ham; men er der ikke, da skal den vende til eder igjen.
16 Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og indbød Mange.
17 Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: Kommer; thi nu ere alle Ting beredte.
18 Og de begyndte alle strax at undskylde sig. Den Første sagde til ham: Jeg haver kjøbt en Ager og haver fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
23 Derfor lignes Himmeriges Rige med et Menneske, som var Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.
24 Men der han begyndte at holde Regnskab, blev En fremført for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig.
8 Gak ikke snart ud til at trætte, thi hvad vil du gjøre derefter, naar din Næste haver beskjæmmet dig?
7 Men han sagde en Lignelse til Gjæsterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem:
8 Naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham,
9 og den, der indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads! og du da med Blusel skal komme til at sidde nederst.
10 Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere op; da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords.
12 Men han sagde og til den, som havde budet ham: Naar du gjør Middags- eller Aftens-Maaltid, da indbyd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igjen, og dig skal vorde Vederlag.
25 Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:
6 Og hvo er den Mand, som haver plantet en Viingaard og haver ikke gjort den almindelig? han gaae hen og vende tilbage til sit Huus, at han ikke skal døe i Krigen, og en anden Mand skal gjøre den almindelig.
13 Og dersom samme Huus er det værd, da komme eders Fred over det, men er det ikke det værd, da vende eders Fred til eder igjen.
14 Men hans (Riges) Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: Vi ville ikke, at denne skal regjere over os.
15 Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde faaet Riget, sagde han, at hine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.
27 Fører dog hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.
6 Og siger saaledes: Lev (vel)! Fred være med dig, og Fred være med dit Huus, og Fred med alt det, du haver!
10 Da sagde han til dem: Folk skal opreise sig mod Folk, og Rige mod Rige.
14 Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.
5 Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab.
14 at Riget skulde blive fornedret, at det ikke skulde hæve sig, paa det de skulde holde hans Pagt, at det (saa maatte) bestaae.
15 Dog holder ham ikke som en Fjende, men paaminder ham som en Broder.
5 Eller (om) Nogen vil tage fat paa min Styrke, lad ham (heller) gjøre Fred med mig, (ja) lad ham gjøre Fred med mig.
20 Og en Anden sagde: Jeg tog mig en Hustru tilægte, og derfor kan jeg ikke komme.
21 Naar den Stærke bevæbnet bevogter sit eget Palads, bliver det, han haver, med Fred.
22 Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Harnisk, som han forlod sig paa, og uddeler hans Rov.
14 Thi ligesom et Menneske, der vilde drage udenlands, kaldte sine Tjenere og overantvordede dem sit Gods,
2 Himmeriges Rige lignes med et Menneske, en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.
14 Der var en liden Stad, og faa Folk i den, og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Bolværker om den;
2 Og han sendte en Tjener til Viingaardsmændene, der Tiden kom, at han hos Viingaardsmændene skulde modtage af Viingaardens Frugt.
9 Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
3 Og jeg vil føre alt Folket tilbage til dig; ligesom Alting vendte sig efter den Mand, som du søger efter, saa skal alt Folket blive med Fred.
29 Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
30 Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.