Lukas 22:46
Og han sagde til dem: Hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
Og han sagde til dem: Hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
39Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.
40Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: Beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
41Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
42Fader, vil du tage denne Kalk fra mig! — dog skee ikke min Villie, men din!
43Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
44Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
45Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
34Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager.
35Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
36Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).
37Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
38Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
39Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.
40Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
42Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
38Da siger han til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: Min Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40Og han kom til Disciplene og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig?
41Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden at jeg skal drikke den, da skee din Villie!
43Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øine vare betyngede.
44Og han lod dem blive, og gik atter hen og bad tredie Gang og talede de samme Ord.
45Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal overantvordes i Synderes Hænder.
46Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
47Og der han endnu talede, see, da kom Judas, En af de Tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste.
36at han ikke, naar han kommer hastelig, skal finde eder sovende.
37Men hvad jeg siger eder, det siger jeg Alle: Vaager!
36Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: Sætter eder her, imedens jeg gaaer bort derhen og beder.
32Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: Sætter eder her, indtil jeg faaer bedet.
47Men der han endnu talede, see, (da kom) Skaren; og En af de Tolv, som kaldtes Judas, gik foran dem og nærmede sig til Jesum for at kysse ham.
48Men Jesus sagde til ham: Judas! forraader du Menneskens Søn med et Kys?
49Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd?
12Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.
35Og aarle, der det endnu var høi Nat, stod han op, gik ud, og gik hen til et øde Sted og bad der.
24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
25Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.
36Derfor vaager til enhver Tid og beder, at I maae agtes værdige til at undflye alle disse Ting, som skulle skee, og blive bestaaende for Menneskens Søn!
13og sagde: Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, da vi sov.
1Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.
12Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da vil han blive karsk igjen.
33Seer til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar den Tid er.
23Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
9Du Lade! hvorlænge vil du ligge? naar vil du staae op af din Søvn?
38Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
6Derfor lader os ikke sove, ligesom og de Andre, men lader os vaage og være ædrue.
32Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal aflade; og naar, du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.
1Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple.
24Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
32Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.