Lukas 22:45
Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
46 Og han sagde til dem: Hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
36 Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: Sætter eder her, imedens jeg gaaer bort derhen og beder.
37 Og han tog Peder og de to Zebedæi Sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes.
38 Da siger han til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39 Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: Min Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40 Og han kom til Disciplene og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig?
41 Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42 Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden at jeg skal drikke den, da skee din Villie!
43 Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øine vare betyngede.
44 Og han lod dem blive, og gik atter hen og bad tredie Gang og talede de samme Ord.
45 Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal overantvordes i Synderes Hænder.
46 Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
32 Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: Sætter eder her, indtil jeg faaer bedet.
33 Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.
34 Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager.
35 Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
36 Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).
37 Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
38 Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
39 Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.
40 Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41 Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
42 Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
39 Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.
40 Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: Beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
41 Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
42 Fader, vil du tage denne Kalk fra mig! — dog skee ikke min Villie, men din!
43 Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
44 Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
35 Og aarle, der det endnu var høi Nat, stod han op, gik ud, og gik hen til et øde Sted og bad der.
12 Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.
12 Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da vil han blive karsk igjen.
13 Men Jesus talede om hans Død; de Derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn.
24 Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
25 Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.
36 at han ikke, naar han kommer hastelig, skal finde eder sovende.
32 Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
13 og sagde: Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, da vi sov.
26 Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
38 Og han var bag i Skibet og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
23 Og der han havde ladet Folket fare, gik han afsides op paa et Bjerg for at bede. Men der det var blevet Aften, var han alene der.
62 Og Peder gik ud udenfor og græd bitterligen.
1 Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple.
39 Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.
5 Men der de bleve bange og bøiede Ansigtet til Jorden, sagde de til dem: Hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde?
35 Jesus græd.
33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem, og fandt de Elleve forsamlede og dem, som vare hos dem, hvilke sagde:
5 Men der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind.
46 Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa Bjerget for at bede.
37 Men han lærte om Dagen i Templet, men om Nætterne gik han ud og blev Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.