Markus 14:39
Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.
Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
36Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: Sætter eder her, imedens jeg gaaer bort derhen og beder.
37Og han tog Peder og de to Zebedæi Sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes.
38Da siger han til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: Min Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40Og han kom til Disciplene og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig?
41Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden at jeg skal drikke den, da skee din Villie!
43Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øine vare betyngede.
44Og han lod dem blive, og gik atter hen og bad tredie Gang og talede de samme Ord.
45Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal overantvordes i Synderes Hænder.
30Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, at idag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornegte mig tre Gange.
31Men han sagde end ydermere: Dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornegte dig. Men ligesaa sagde de og alle.
32Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: Sætter eder her, indtil jeg faaer bedet.
33Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.
34Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager.
35Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
36Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).
37Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
38Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
39Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.
40Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: Beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
41Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
42Fader, vil du tage denne Kalk fra mig! — dog skee ikke min Villie, men din!
43Men en Engel af Himmelen blev seet af ham og styrkede ham.
44Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
45Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
46Og han sagde til dem: Hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
40Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
42Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
12Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.
35Og aarle, der det endnu var høi Nat, stod han op, gik ud, og gik hen til et øde Sted og bad der.
23Og der han havde ladet Folket fare, gik han afsides op paa et Bjerg for at bede. Men der det var blevet Aften, var han alene der.
16Men han veg bort i Ørkenerne og bad.
46Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa Bjerget for at bede.
1Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple.
1Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.
28Men det begav sig henved otte Dage efter denne Tale, at han tog til sig Petrus og Johannes og Jakobus, og gik op paa Bjerget for at bede.
26Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
36Derfor vaager til enhver Tid og beder, at I maae agtes værdige til at undflye alle disse Ting, som skulle skee, og blive bestaaende for Menneskens Søn!
37Men han lærte om Dagen i Templet, men om Nætterne gik han ud og blev Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
1Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Bæk Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han og hans Disciple gik ind.
7Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
18Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: Hvem siger Folket mig at være?
32Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal aflade; og naar, du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.
70Men han negtede atter. Og lidet derefter sagde de, som stode hos, atter til Peder: Sandelig, du er En af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt (dertil).
37Men hvad jeg siger eder, det siger jeg Alle: Vaager!
25Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen.
25Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:
21Men dette Slags farer ikke ud, uden ved Bøn og Faste.