Matteus 18:30
Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.
Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Men der hans Medtjenere saae det, som var skeet, bleve de saare bedrøvede, og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som var skeet.
32Da kaldte hans Herre ham frem og sagde til ham: Du onde Tjener! al den Gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
33Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og haver forbarmet mig over dig?
34Og hans Herre blev vred og overantvordede ham til dem, som pine, indtil han betalte alt det, han var ham skyldig.
35Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod eder, om I ikke forlade af eders Hjerter, hver sin Broder hans Brøst.
23Derfor lignes Himmeriges Rige med et Menneske, som var Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.
24Men der han begyndte at holde Regnskab, blev En fremført for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig.
25Men der han ikke havde (Noget) at betale med, bød hans Herre, at han skulde sælges, og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og at der skulde betales.
26Derfor kastede Tjeneren sig ned paa sit Ansigt for ham og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
27Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og eftergav ham Gjælden.
28Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarier skyldig; og han greb fat paa ham, og vilde qvæle ham og sagde: Betal mig det, du er skyldig.
29Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
58Thi naar du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
59Jeg siger dig: Du skal slet ikke komme ud derfra, førend du betaler endog den sidste Skjærv.
25Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstanderen ikke skal overantvorde dig til Dommeren, og at Dommeren ikke skal overantvorde dig til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel.
26Sandelig siger jeg dig: Du skal slet ikke komme ud derfra, førend du betaler den sidste Hvid.
29Men han svarede og sagde: Jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen.
30Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen.
13Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham bort og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
22Men han sagde til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! du vidste, at jeg er et strengt Menneske, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;
23hvi gav du da ikke mine Penge til Vexlebordet? Og naar jeg var kommen, havde jeg indkrævet dem med Rente.
24Og han sagde til dem, som stode hos: Tager det Pund fra ham og giver det til den, som haver de ti Pund; —
5Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
4Og han vilde længe ikke; men derefter sagde han ved sig selv: Ihvorvel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,
18Men den, som havde annammet det ene, gik bort, og grov i Jorden og skjulte sin Herres Penge.
19Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre og holdt Regnskab med dem.
30Og kaster den unyttige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
3Men de toge og sloge ham, og lode ham gaae tomhændet fra sig.
41(Jesus sagde:) En, som laante Penge ud, havde to Skyldnere; den ene var fem hundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.
42Men der de ikke havde at betale med, eftergav han dem begge det. Siig, hvilken af dem skal derfor elske ham meest?
28Men han blev vred og vilde ikke gaae ind; derfor gik hans Fader ud og bad ham.
8Vil han ikke derimod sige til ham: Bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op omkring dig og opvart mig, saalænge jeg æder og drikker, og derefter maa du æde og drikke?
9Mon han takke den samme Tjener, at han gjorde det, som ham var befalet? Jeg mener det ikke.
46da skal den samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og skal hugge ham i to og give ham hans Deel med de Utroe.
47Men den Tjener, som veed sin Herres Villie, og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug.
27Dersom du ikke haver at betale med, hvorfor skulde han da tage din Seng bort under dig?
3Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup, og de vilde ikke komme.
26Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster der, jeg ikke saaede, og samler der, jeg ikke spredte;
27derfor burde det dig at have overantvordet Vexelererne mine Penge, og naar jeg kom, da havde jeg faaet Mit igjen med Rente.
26Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ei heller forlade eder eders Overtrædelser.
10Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulde give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet fra sig.
11Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham, og sendte ham tomhændet fra sig.
12Og han blev ved og sendte en tredie; men de saarede ogsaa denne og stødte ham ud.
17Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder.
6Men de Øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
14Men hans (Riges) Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: Vi ville ikke, at denne skal regjere over os.
8Og de toge og sloge ham ihjel, og kastede ham ud udenfor Viingaarden.
12Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.
15Men forlade I Menneskene ikke deres Overtrædelser, skal eders Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser.
22Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.