Matteus 20:31
Men Folket truede dem, at de skulde tie; men de raabte mere og sagde: Herre, Davids Søn, forbarm dig over os!
Men Folket truede dem, at de skulde tie; men de raabte mere og sagde: Herre, Davids Søn, forbarm dig over os!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
35Men det skede, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.
36Men der denne hørte Folket gaae forbi, udspurgte han, hvad dette var.
37Men de forkyndte ham, at Jesus den Nazaræer kom forbi.
38Og han raabte og sagde: Jesu, du Davids Søn, forbarm dig over mig!
39Og de, som gik foran, truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!
40Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til (ham), spurgte han ham ad og sagde:
41Hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre, at jeg maa blive seende.
29Og der de gik ud fra Jericho, fulgte ham meget Folk.
30Og see, to Blinde sadde ved Veien, og der de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: Herre, Davids Søn, forbarm dig over os!
46Og de kom til Jericho, og der han gik ud af Jericho tilligemed sine Disciple og meget Folk, sad Timæi Søn, Bartimæus den Blinde, ved Veien og tiggede.
47Og der han hørte, at det var Jesus, den Nazaræer, begyndte han at raabe og sige: Jesu, du Davids Søn, forbarm dig over mig!
48Og Mange truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!
49Og Jesus stod stille og sagde, de skulde kalde ham; og de kaldte den Blinde og sagde til ham: Vær frimodig, staa op, han kalder ad dig.
32Og Jesus blev staaende, og kaldte ad dem og sagde: Hvad ville I, jeg skal gjøre eder?
33De sagde til ham: Herre! at vore Øine maatte oplades.
34Men Jesus ynkedes inderligen og rørte ved deres Øine. Og strax bleve deres Øine seende, og de fulgte ham.
27Og der Jesus gik derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: Du Davids Søn, forbarm dig over os!
13Og de opløftede Røsten og sagde: Jesu, Mester, forbarm dig over os!
22Og see, en cananæisk Qvinde kom fra de samme Egne, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn, forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.
23Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
15Men der de Ypperstepræster og Skriftkloge saae de Undergjerninger, som han gjorde, og Børnene, som raabte i Templet og sagde: Hosanna den Davids Søn! bleve de vrede og sagde til ham:
16Hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: Ja! have I aldrig læst: Af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede Lov?
14Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
15Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er maanesyg og lider meget ondt; thi han falder ofte i Ilden, og ofte i Vandet;
41Men han sagde til dem: Hvorledes siger man, at Christus er Davids Søn?
41Men ogsaa Djævle fore ud af Mange, raabte og sagde: Du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale, thi de vidste, at han var Christus.
21Men de overraabte ham og sagde: Korsfæst, korsfæst ham!
8Og Folket raabte og begyndte at bede om det, som han altid (pleiede at) gjøre dem.
51Og Jesus svarede og sagde til ham: Hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men den Blinde sagde til ham: Rabboni! at jeg kan vorde seende.
39Og Nogle af Pharisæerne af Skaren sagde til ham: Mester! irettesæt dine Disciple.
40Men han svarede og sagde til dem: Jeg siger eder, at dersom disse taug, da skulde Stenene raabe.
35Da gik Jakobus og Johannes, Zebedæi Sønner, til ham og sagde: Mester! vi ønske, at du skal gjøre os det, vi ville bede om.
36Men han sagde til dem: Hvad ville I, at jeg skal gjøre eder?
23Og alt Folket forfærdedes og sagde: Mon denne ikke er den Davids Søn?
13Men de raabte atter: Korsfæst ham!
9Men Folket, som gik foran og fulgte efter, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!
29Og see, de raabte og sagde: Jesu, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? Er du kommen hid for at pine os før Tiden?
25Og Jesus truede ham og sagde: Ti og far ud af ham!
30Og meget Folk kom til ham, som havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange Andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredede dem,
31saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.
38Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.
7Og han raabte med høi Røst og sagde: Hvad haver jeg med dig at gjøre, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.
35Og Jesus truede ham og sagde: Ti, og far ud af ham! og Djævelen kastede ham midt iblandt dem, og foer ud af ham og gjorde ham ingen Skade.
11Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: Du er den Guds Søn.
23Men de overhængte ham med stort Skrig og begjærede, at han skulde korsfæstes; og deres og de Ypperstepræsters Skrig fik Overhaand.
37Men der han nu kom nær hen til Nedgangen af Oliebjerget, begyndte hans Disciples hele Hob gladelig at love Gud med høi Røst for alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde:
37Saa kalder da David selv ham en Herre, og hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte ham gjerne.
28Men der han saae Jesum, raabte han, og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: Hvad haver jeg med dig at skaffe, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.
9De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
42Hvad tykkes eder om Christo? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids.