4 Mosebok 11:25
Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve ældste Mænd; og det skede, der Aanden hvilede paa dem, da propheterede de, men de gjorde det ikke mere.
Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve ældste Mænd; og det skede, der Aanden hvilede paa dem, da propheterede de, men de gjorde det ikke mere.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du see, om mit Ord skal vederfares dig eller ei.
24Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste, og stillede dem rundt omkring Paulunet.
16Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, hvilke du veed, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig.
17Og jeg vil komme ned og tale der med dig, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke for dig alene bære (den).
26Men der vare to Mænd blevne tilovers i Leiren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede paa dem, thi de vare iblandt de Skrevne, men de vare (dog) ikke udgangne til Paulunet; og de propheterede i Leiren.
27Da løb en Dreng og gav Mose tilkjende og sagde: Eldad og Medad prophetere i Leiren.
9Og Mose og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste af Israel stege op.
29Men Mose sagde til ham: Er du nidkjær for mig? gid alt Herrens Folk vare Propheter, og Herren vilde give sin Aand over dem!
30Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel.
1Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste i Israel; og I skulle tilbede langt fra.
5Og Herren kom ned i Skyen og stod der hos ham; og han kaldte paa det Navn, Herre.
24Og Herren sagde til ham: Gak, stig ned, og du skal (siden) stige op, du, og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem, at opstige til Herren, at han ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
25Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.
18Og Herren sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn, en Mand, i hvilken Aanden er, og læg din Haand paa ham.
11Og han tænkte paa de gamle Dage, paa Mose, paa sit Folk; hvor er den, som opførte dem af Havet med sine Faars Hyrde? hvor er den, som gav sin Hellig-Aand midt iblandt dem?
11Og Herren talede til Mose og sagde:
9Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren.
9Og det skede, naar Mose kom til Paulunet, kom Skystøtten ned og stod i Paulunets Dør, og talede med Mose.
15Og Mose steg op paa Bjerget, og en Sky bedækkede Bjerget.
16Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i sex Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.
7Og Herren talede til Mose og sagde:
7Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham.
20Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst.
20Der Herren var nedkommen over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.
15Og Mose talede til Herren og sagde:
16Vilde Herren, som er alt Kjøds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden,
5Da kom Herren ned i en Skystøtte og stod i Paulunets Dør; og han kaldte ad Aron og Maria, og de gik begge ud.
11Men Herren talede til Mose Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Leiren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Paulunet.
23Og Herren talede til Mose og sagde:
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
10Og Herren talede til Mose og sagde:
10Og de kom derhen til Høien, see, da (kom) en Hob Propheter imod ham; og Guds Aand kom heftig over ham, og han propheterede midt iblandt dem.
9Og Josva, Nuns Søn, blev fyldt med Viisdoms Aand, thi Mose havde lagt sine Hænder paa ham; og Israels Børn hørte ham og gjorde, saasom Herren havde befalet Mose.
23Og Mose og Aron gik til Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed saaes af alt Folket.
18Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
44Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
15Og Herren blev seet i Paulunet i en Skystøtte, og Skystøtten stod over Paulunets Dør.
11Og han lagde ikke sin Haand paa de Ypperste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og aade og drak (dog).
42Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet.
6Og Herrens Aand skal komme heftig over dig, og du skal prophetere med dem; og du skal omskiftes til en anden Mand.
25Og Herren talede til Mose og sagde:
10Og det skede, der Præsterne udgik af Helligdommen, da fyldte en Sky Herrens Huus,
5Og Herren sagde til Mose: Gak frem for Folket, og tag med dig af de Ældste af Israel, og tag din Kjep, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gak.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
29Saa gik Mose og Aron hen, og de samlede alle de Ældste af Israels Børn.
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
1Og Herren talede til Mose og sagde: