4 Mosebok 14:38
Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet.
Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
36Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespeide Landet, og som vare komne igjen og kom al Menigheden til at knurre imod ham, idet de udførte ondt Rygte om Landet,
37ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt.
65Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen døe i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem, uden Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
11Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
12undtagen Caleb, Jephunne, den Kenisiters, Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have fuldkommeligen efterfulgt Herren.
35Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
36uden Caleb, Jephunne Søn, han skal see det, og ham vil jeg give det Land, som han haver traadt paa, og hans Børn, fordi han haver fuldkommeligen efterfulgt Herren.
29Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.
30I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
31Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet.
6Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder.
7Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land.
5Saasom Herren bød Mose, saa gjorde Israels Børn, og de deelte Landet.
6Og Judæ Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du, du veed det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, paa mine og paa dine Vegne i Kades-Barnea.
7Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at speide Landet; og jeg sagde ham Svar igjen, ligesom jeg meente.
8Men mine Brødre, som gik op med mig, mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen.
39Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket saare.
10Og nu, see, Herren haver ladet mig leve, saasom han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra (den Tid) Herren talede dette Ord til Mose, da Israel vandrede i Ørken; og nu, see, jeg er idag fem og fiirsindstyve Aar gammel.
11Jeg er endnu idag saa stærk som paa den Dag, der Mose sendte mig; som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen, og til at gaae ud og til at gaae ind.
19Og disse ere Navnene paa de Mænd: Af Judæ Stamme, Caleb, Jephunne Søn;
1Og Josva var gammel, han var kommen tilaars, og Herren sagde til ham: Du er gammel, du er kommen tilaars, og der er saare meget af Landet blevet tilovers at indtage til Eiendom.
7da tjente Folket Herren, saalænge Josva levede, og saalænge de Ældste levede, som levede længe efter Josva, hvilke havde seet al Herrens store Gjerning, som han havde gjort mod Israel.
8Men der Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, var død, hundrede og ti Aar gammel,
24Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det.
23Saa vendte de to Mænd tilbage og gik ned af Bjerget, og fore over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham Alting, som havde rammet dem.
14Men de Dage, som vi droge fra Kades-Barnea, indtil vi kom over den Bæk Sered, vare otte og tredive Aar, indtil al den Slægt af Krigsmændene fik Ende midt ud af Leiren, saasom Herren havde svoret dem.
13Saa velsignede Josva ham, og han gav Caleb, Jephunne Søn, Hebron til Arv.
14Derfor blev Hebron Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, til Arv, indtil denne Dag, fordi han fuldkommeligen efterfulgte Herren, Israels Gud.
38Josva, Nuns Søn, som staaer for dit Ansigt, han skal komme der; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel.
16Disse ere Navnene paa de Mænd, som Mose sendte til at bespeide Landet; men Mose kaldte Hosea, Nuns Søn, Josva.
6Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil at alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, som ikke hørte Herrens Røst; saa at Herren svoer dem, at han vilde ikke lade dem see det Land, som Herren havde svoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Melk og Honning.
6for Juda Stamme, Caleb, Jephunne Søn;
29Og det skede efter disse Handeler, da døde Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, hundrede og ti Aar gammel.
17Disse ere Navnene paa de Mænd, som skulle dele eder Landet til Arv: Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn.
1Og dette er det, som Israels Børn arvede i Canaans Land, som Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og de øverste Fædre iblandt Israels Børns Stammer uddeelte dem til Arv,
4Men I, som hængte hart ved Herren eders Gud, I leve alle paa denne Dag.
25Og de vendte tilbage fra at bespeide Landet, der fyrretyve Dage vare tilende.
2Mose, min Tjener, er død; saa gjør dig nu rede, drag over denne Jordan, du og alt dette Folk, nemlig Israels Børn, til det Land, som jeg giver dem.
14Og Caleb fordrev derfra de tre Anaks Sønner: Sesai og Ahiman og Talmai, Anaks Sønner.
30Men Caleb stillede Folket for Mose og sagde: Lader os jo gaae op og indtage det til Eiendom, thi vi kunne letteligen bemægtige os det.
21da vil jeg og ikke ydermere fordrive Nogen fra deres Ansigt af Hedningerne, som Josva lod efter, der han døde;
32Og de udførte ondt Rygte om Landet, hvilket de havde bespeidet, for Israels Børn, og sagde: Det Land, som vi gik igjennem at bespeide det, det er et Land, som fortærer sine Indbyggere, og alt det Folk, som vi saae deri, ere høie Folk.
11Men Korahs Børn de døde ikke.
31Og Israel tjente Herren, saalænge Josva levede, og saalænge de Ældste leve de, som levede længe efter Josva, og som vidste al Herrens Gjerning, som han havde gjort mod Israel.