Romerbrevet 9:11
Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, — paa det Guds Beslutning efter Udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte —
Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, — paa det Guds Beslutning efter Udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte —
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5hvilke Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, som er Gud over Alting, høilovet i Evighed, Amen!
6Dog ikke som om Guds Ord haver slaaet Feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;
7ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;
8det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
9Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
10Men ikke hun alene (havde Forjættelsen), men og Rebekka, der hun var frugtsommelig ved Een, (nemlig) Isak, vor Fader.
12da blev der sagt til hende: Den Ældre skal tjene den Yngre,
13som skrevet er: Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.
14Hvad skulle vi da sige? Mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15Thi han siger til Moses: Jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig, og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.
16Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.
17Thi Skriften siger til Pharao: Just til dette har jeg opreist dig, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det at mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.
18Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19Du vil da sige til mig: Hvad klager han over endnu? Hvo haver imodstaaet hans Villie?
4ligesom han udvalgte os i ham, før Verdens Grundvold blev lagt, at vi skulle være hellige og ustraffelige for hans Aasyn i Kjærlighed;
5idet han forud bestemte os formedelst Jesum Christum til sønlig Udkaarelse hos sig selv, efter sin Villies Velbehagelighed,
28Efter Evangelium ere de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld.
29Thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
9som frelste os og kaldte os med et helligt Kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsæt og Naaden, som os er given i Christo Jesu fra evige Tider af,
9ikke af Gjerninger, for at ikke Nogen skal rose sig.
10Thi vi ere hans Værk, skabte i Christo Jesu til gode Gjerninger, til hvilke Gud forud beredte (os), at vi skulde vandre i dem.
23og (det) for at kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til Herlighed,
24hvilke han og kaldte, os (nemlig), ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger;
29Thi hvilke han forud kjendte, dem haver han og forud beskikket at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det at han skal være den Førstefødte iblandt mange Brødre.
30Men hvilke han forud beskikkede, dem haver han og kaldet; og hvilke han kaldte, dem haver han og retfærdiggjort; men hvilke han retfærdiggjorde, dem haver han og herliggjort.
31Hvad skulle vi da hertil sige? Er Gud for os, hvo (kan da være) imod os?
13hvilke ikke ere fødte af Blod, ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.
16Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
17— som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
5Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens Udvælgelse bleven tilbage.
6Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.
7Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, haver det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede,
11i hvem ogsaa vi have faaet Lod, vi, som forud vare bestemte efter hans Beslutning, der virker Alt efter sin Villies Raad,
22Og Børnene stødtes tilhobe i hende, og hun sagde: Dersom det er saaledes, hvorfor (fornemmer) jeg dette? og hun gik at adspørge Herren.
23Og Herren sagde til hende: Tvende Folk ere i dit Liv, og to (Slags) Folk skulle skille sig af dine Indvolde, og (det ene) Folk skal være stærkere end (det andet) Folk, og det større skal tjene det mindre.
24Der nu hendes Tid kom, at hun skulde føde, see, da vare der Tvillinger i hendes Liv.
5den derimod, som ikke haver Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, (ham) tilregnes hans Tro til Retfærdighed.
28Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
15Men der det behagede Gud, som havde udseet mig fra Moders Liv, og som kaldte mig ved sin Naade,
5haver han, ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, frelst os ved Igjenfødelsens Bad og Fornyelsen ved den Hellig-Aand,
20Formedelst Tro om det Tilkommende velsignede Isak Jakob og Esau.
30Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
33Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.
2Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
7Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
10Hvorledes blev den da tilregnet? da han var bleven omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var bleven omskaaren, men da han havde Forhud.
11Og han annammede Omskjærelsens Tegn som en Besegling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde, (da han var) uomskaaren, saa at han skulde være Fader til alle dem, som troe, (skjøndt de ere) uomskaarne, — at Retfærdighed skulde og tilregnes dem —
34Og Abraham avlede Isak; Isaks Sønner vare: Esau og Israel.