Romerne 9:16
Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.
Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, — paa det Guds Beslutning efter Udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte —
12 da blev der sagt til hende: Den Ældre skal tjene den Yngre,
13 som skrevet er: Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.
14 Hvad skulle vi da sige? Mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15 Thi han siger til Moses: Jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig, og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.
17 Thi Skriften siger til Pharao: Just til dette har jeg opreist dig, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det at mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.
18 Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19 Du vil da sige til mig: Hvad klager han over endnu? Hvo haver imodstaaet hans Villie?
20 Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? Mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvi gjorde du mig saaledes?
21 Eller haver Pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære?
22 Men hvad? om nu Gud, da han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse?
23 og (det) for at kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til Herlighed,
24 hvilke han og kaldte, os (nemlig), ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger;
5 Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens Udvælgelse bleven tilbage.
6 Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.
7 Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, haver det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede,
19 Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed fare frem for dit Ansigt, og jeg vil kalde paa Herrens Navn for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, som jeg vorder naadig, og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.
8 Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder; det er en Guds Gave;
9 ikke af Gjerninger, for at ikke Nogen skal rose sig.
29 Thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
30 Thi ligesom I fordum vare vantroe mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed formedelst deres Vantro,
31 saaledes ere og disse nu blevne vantroe formedelst den Barmhjertighed, som eder er vederfaren, at ogsaa de maatte faae Barmhjertighed;
32 thi Gud har indsluttet Alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over Alle.
16 Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, for at Jesus Christus vilde paa mig, som den største, vise al Langmodighed, dem til et Exempel, som skulle troe paa ham til det evige Liv.
9 men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: Derfor vil jeg bekjende dig iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn.
5 haver han, ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, frelst os ved Igjenfødelsens Bad og Fornyelsen ved den Hellig-Aand,
6 Dog ikke som om Guds Ord haver slaaet Feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;
4 Men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, gjorde formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken han elskede os,
13 Thi (der skal gaae) en ubarmhjertig Dom over den, som ikke gjør Barmhjertighed, men Barmhjertighed træder frimodig for Dommen.
12 Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, at han ikke hørte dem, saasom Herren havde sagt til Mose.
9 som frelste os og kaldte os med et helligt Kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsæt og Naaden, som os er given i Christo Jesu fra evige Tider af,
5 idet han forud bestemte os formedelst Jesum Christum til sønlig Udkaarelse hos sig selv, efter sin Villies Velbehagelighed,
27 Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare.
10 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, som ikke havde erholdt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.
13 thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette efter sit Velbehag.
30 Men hvilke han forud beskikkede, dem haver han og kaldet; og hvilke han kaldte, dem haver han og retfærdiggjort; men hvilke han retfærdiggjorde, dem haver han og herliggjort.
31 Hvad skulle vi da hertil sige? Er Gud for os, hvo (kan da være) imod os?
33 Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.
12 Thi dersom Redebonheden er forhaanden, da er Enhver velbehagelig i Forhold til det, han haver, ikke i Forhold til det, han ikke haver.
30 Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
10 Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig haver ikke været forgjæves, men jeg haver arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.
20 Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare.
1 Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Pharao; thi jeg, jeg haver forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte, for at jeg vil gjøre disse mine Tegn iblandt dem,
9 Hvad da? have vi Fortrin? Aldeles ikke; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd,
9 Og Herren havde sagt til Mose: Pharao skal ikke høre eder, paa det mine underlige Ting skulle mangfoldiggjøres i Ægypti Land.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed.
13 hvilke ikke ere fødte af Blod, ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.
14 men uden dit Samtykke vilde jeg Intet gjøre, at den Godhed ikke skulde være af Tvang, men af fri Villie.
15 Men der det behagede Gud, som havde udseet mig fra Moders Liv, og som kaldte mig ved sin Naade,
6 Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Pharao forhærdede deres Hjerte? (er det) ikke (saa), at der han havde handlet (underlig) imod dem, da lode de dem fare, og de gik hen?