Verse 18

Thi I ere ikke komne til et bævende Bjerg, der er antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir,

Referenced Verses

  • 5 Mos 4:11 : 11 Og I kom nær til og stode nede ved Bjerget, og Bjerget brændte med Ild, indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja (forfærdeligt) Mørke.
  • 2 Mos 20:18 : 18 Og alt Folket saae Tordenen og Blussene og Basunens Lyd, og Bjerget ryge; ja Folket saae det, og de flyede og stode langt borte.
  • 2 Mos 24:17 : 17 Og Synet af Herrens Herlighed var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øine.
  • 2 Mos 19:12-22 : 12 Og du skal sætte Folket Grændser omkring, sigende: Vogter eder at gaae op paa Bjerget og at røre ved dets Yderste; hver den, som rører ved Bjerget, skal visseligen dødes. 13 Ingen Haand skal røre ved det, men han skal visselig stenes eller skydes; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle disse stige op paa Bjerget. 14 Og Mose gik ned af Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder. 15 Og han sagde til Folket: Værer rede til tre Dage, og holder eder ikke til Qvinder. 16 Og det skede paa den tredie Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget, og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk bævede, som var i Leiren. 17 Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget. 18 Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare. 19 Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydeligen. 20 Der Herren var nedkommen over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op. 21 Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at see, og Mange maatte falde af dem. 22 Ogsaa Præsterne, som komme nær til Herren, de skulle hellige sig, at Herren ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
  • 5 Mos 5:22-26 : 22 Disse Ord talede Herren til eders ganske Forsamling paa Bjerget, midt af Ilden, Skyen og (forfærdeligt) Mørke, med stor Røst, og lagde Intet til; og han skrev dem paa to Steentavler og gav mig dem. 23 Og det skede, der I havde hørt Røsten midt af Mørket og af Bjerget, som brændte med Ild, da kom I nær til mig, alle øverste iblandt eders Stammer og eders Ældste. 24 Og I sagde: See, Herren vor Gud haver ladet os see sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt af Ilden; vi have seet paa denne Dag, at Gud vilde tale med et Menneske, og det blev ved Live. 25 Og nu, hvorfor skulle vi døe, at denne store Ild skal fortære os? dersom vi blive ydermere ved at høre Herrens vor Guds Røst, da døe vi. 26 Thi hvo er af alt Kjød, der, som vi, kan høre den levende Guds Røst, som taler midt af Ilden, og (dog) blive ved Live?
  • Rom 6:14 : 14 thi Synden skal ikke herske over eder; I ere jo ikke under Loven, men under Naaden.
  • Rom 8:15 : 15 Thi I annammede ikke atter en Trældoms Aand til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, ved hvilken vi raabe: Abba, Fader!
  • 2 Kor 3:9 : 9 Thi dersom Fordømmelsens Tjeneste var i Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste overvættes i Herlighed.
  • 2 Tim 1:7 : 7 Thi Gud haver ikke givet os Frygtsomheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand.