Verse 67

Før jeg blev ydmyget, foer jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.

Referenced Verses

  • Jer 31:18-19 : 18 Jeg haver tilfulde hørt Ephraim, som beklager sig (ynkeligen), sigende: Du haver tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke var lært; omvend mig, saa bliver jeg omvendt, thi du, Herre, er min Gud. 19 Thi efterat jeg var omvendt, angrede det mig, og siden jeg kjendte det, slog jeg paa Laaret; jeg var beskjæmmet og skammede mig ogsaa, thi jeg maatte bære min Ungdoms Forhaanelse.
  • Sal 119:71 : 71 Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke.
  • Sal 119:75 : 75 Herre! jeg veed, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du ydmygede mig troligen.
  • Sal 119:176 : 176 Jeg haver faret vild som et Lam, der omkommer; opsøg din Tjener, thi jeg haver ikke glemt dine Bud.
  • Ordsp 1:32 : 32 Thi de Vanvittiges Afvendelse skal slaae dem ihjel, og Daarers Tryghed skal fordærve dem.
  • Jer 22:21 : 21 Jeg talede til dig i din (store) Rolighed, (men) du sagde: Jeg vil ikke høre (det); denne haver været din Vei fra din Ungdom af, at du ikke haver hørt min Røst.
  • 5 Mos 32:15 : 15 Men der den Rette blev fed, da slog han bag op, du blev fed, blev tyk, blev fyldig; og han forlod Gud, som havde gjort ham, og ringeagtede sin Saligheds Klippe.
  • 2 Sam 10:19 : 19 Der alle de Konger, som vare Hadad-Esers Tjenere, saae, at de vare slagne for Israels Ansigt, da gjorde de Fred med Israel og tjente dem; og de Syrer frygtede at hjælpe Ammons Børn ydermere.
  • 2 Sam 11:2-9 : 2 Og det skede paa en Aftens Tid, at David stod op af sin Seng og vandrede paa Taget af Kongens Huus, og saae fra Taget en Qvinde, som badede sig, og den Qvinde var saare deilig af Udseende. 3 Og David sendte hen og lod spørge efter Qvinden; og En sagde: Er det ikke Bathseba, Eliams Datter, Urias, den Hethiters, Hustru? 4 Da sendte David Bud og lod hende hente, og der hun kom til ham, da laae han hos hende, men hun helligede sig af sin Ureenhed, og hun vendte tilbage til sit Huus. 5 Og Qvinden blev frugtsommelig; og hun sendte hen og lod kundgjøre for David og sige: Jeg er bleven frugtsommelig. 6 Da sendte David til Joab, (sigende:) Send Uria, den Hethiter, til mig; og Joab sendte Uria til David. 7 Og der Uria kom til ham, da spurgte David, om det (stod) vel med Joab og vel med Folket og vel med Krigen. 8 Siden sagde David til Uria: Gak ned i dit Huus og toe dine Fødder; der Uria gik ud af Kongens Huus, da gik (man med) kongelig Skjenk ud efter ham. 9 Men Uria laae for Døren af Kongens Huus med alle sin Herres Tjenere, og han gik ikke ned i sit Huus. 10 Og de gave David tilkjende og sagde: Uria gik ikke ned i sit Huus; da sagde David til Uria: Kommer du ikke fra Veien? hvi gik du ikke ned i dit Huus? 11 Og Uria sagde til David: Arken og Israel og Juda blive i Teltene, og Joab, min Herre, og min Herres Tjenere have leiret sig paa Marken, skulde jeg, jeg da gaae ind i mit Huus at æde og drikke og at ligge hos min Hustru? (saa vist som) du lever, og din Sjæl lever, jeg gjør ikke denne Gjerning. 12 Da sagde David til Uria: Bliv og idag her, saa vil jeg imorgen lade dig fare; saa blev Uria i Jerusalem den samme Dag og den anden Dag. 13 Og David indbød ham, og han aad for hans Ansigt og drak, og han gjorde ham drukken; og han gik ud om Aftenen at lægge sig paa sin Seng med sin Herres Tjenere og gik ikke ned i sit Huus. 14 Og det skede om Morgenen, da skrev David et Brev til Joab og sendte det ved Urias Haand. 15 Og han skrev i Brevet, sigende: Sætter Uria foran, der, hvor Krigen er stærkest, og vender tilbage fra ham, at han kan blive slagen og døe. 16 Og det skede, der Joab tog vare paa Staden, da satte han Uria paa det Sted, hvor han vidste, at der vare stridbare Mænd. 17 Og der de Mænd af Staden gik ud at stride imod Joab, da faldt der (Nogle) af Folket, af Davids Tjenere, og Uria, den Hethiter, døde ogsaa. 18 Da sendte Joab hen og lod give David tilkjende alle Krigens Sager. 19 Og han befoel Budet og sagde: Naar du haver udtalet til Kongen om alle Krigens Sager, 20 og det skeer, at en Hastighed opstiger hos Kongen, og han siger til dig: Hvi kom I (saa) nær til Staden at stride? vidste I ikke, hvorledes de skyde fra Muren? 21 hvo slog Abimelech, Jerubbeseths Søn? kastede ikke en Qvinde et Stykke af en Møllesteen ned paa ham fra Muren, og han døde i Thebez? hvorfor kom I (saa) nær til Muren? da skal du sige: Din Tjener Uria, den Hethiter, er ogsaa død. 22 Og Budet gik, og kom og gav David tilkjende alt det, som Joab havde sendt ham for. 23 Og Budet sagde til David: Mændene fik Overhaand over os og gik ud imod os paa Marken, og vi vare efter dem indtil Døren af Porten. 24 Men Skytterne skjøde fra Muren paa dine Tjenere, og der ere (Nogle) ihjelslagne af Kongens Tjenere; dertil er Uria, din Tjener, den Hethiter, ogsaa død. 25 Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke den Gjerning synes ond for dine Øine, thi Sværdet fortærer paa den og den (Maade); hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den! og gjør ham frimodig. 26 Der Urias Hustru hørte, at Uria, hendes Mand, var død, da sørgede hun over sin Herre. 27 Men der Sorgen var gaaen over, sendte David hen og lod hente hende til sit Huus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn; men den Gjerning, som David gjorde, var ond for Herrens Øine.
  • 2 Krøn 33:9-9 : 9 Men Manasse forførte Juda og Indbyggerne i Jerusalem til at gjøre værre end Hedningerne, som Herren havde ødelagt for Israels Børns Ansigt. 10 Og Herren lod tale til Manasse og til hans Folk; men de gave ingen Agt derpaa. 11 Derfor lod Herren komme over dem Hærens Fyrster, som vare Kongen af Assyriens, og de grebe Manasse iblandt Tornebuskene, og de bandt ham med Kobberlænker og førte ham til Babel. 12 Og der han var i Angest, bad han ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare for sine Fædres Guds Ansigt. 13 Ja han bad til ham, og han bønhørte ham og hørte hans Bøn, og førte ham tilbage til Jerusalem, til hans Rige; da kjendte Manasse, at Herren han var Gud.
  • Sal 73:5-9 : 5 De have ikke Møie som (et andet) Menneske, og de blive ikke plagede som (andre) Mennesker. 6 Derfor haver Hovmod prydet dem som en Kjæde, Vold skjuler dem (som) et Smykke. 7 (Hvert af) deres Øine staaer ud for Fedme, (deres) Hjertes Tanker faae Fremgang. 8 De komme (Andre) til at forsmægte, og tale af Ondskab om (at gjøre) Vold; de tale af det Høie. 9 De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden. 10 Derfor vender hans Folk hid igjen, og der udkrystes (Bægere) fulde af Vand til dem, 11 saa de sige: Hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab hos den Høieste? 12 See, disse ere ugudelige; dog ere de rolige i Verden, de formere Godset. 13 Sandeligen, jeg haver forgjæves renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed, 14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der). 15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt. 16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine, 17 indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt. 18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges. 19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser. 20 Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede. 21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer, 22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig. 23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand. 24 Du skal lede mig ved dit Raad og derefter antage mig til Ære. 25 Hvem haver jeg i Himlene? og lige med dig haver jeg ikke Lyst til Noget paa Jorden. 26 Forsmægter mit Kjød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Deel evindeligen. 27 Thi see, de, som holde sig langt borte fra dig, skulle omkomme; du udrydder hver den, som bedriver Hor (og viger af) fra dig. 28 Men jeg (tænkte): Det er mig godt, jeg holder mig nær til Gud; (derfor) sætter jeg mit Haab paa den Herre Herre, at fortælle alle dine Gjerninger.
  • Hos 2:6-7 : 6 Derfor, see, jeg vil sætte Gjærde om din Vei med Torne, og gjærde hendes Gjærde, og hun skal ikke finde sine Stier. 7 Og hun skal jage efter sine Bolere og ikke gribe dem, og lede efter dem og ikke finde; da skal hun sige: Jeg vil gaae og vende tilbage til min første Mand; thi jeg havde det da bedre end nu.
  • Hos 5:15-6:1 : 15 Jeg vil gaae, jeg vil vende tilbage til mit Sted, indtil de kjende deres Skyld og søge mit Ansigt; naar de ere i Angest, skulle de aarle søge mig. 1 Kommer, og lader os vende om til Herren; thi han haver sønderrevet og skal læge os, han haver slaget og skal forbinde os.
  • Hebr 12:5-9 : 5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham; 6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig. 7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser? 8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn. 9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve? 10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. 11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.
  • Åp 3:10 : 10 Efterdi du haver bevaret mit Ord om Taalmodighed, vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, som skal komme over ganske Jorderige, at friste dem, som boe paa Jorden.