1 Kongebok 3:22
Den andre kvinnen sa: Nei, den levende er min sønn, og den døde er din sønn! Men den første sa: Nei, den døde er din sønn, og den levende er min sønn! Slik talte de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: Nei, den levende er min sønn, og den døde er din sønn! Men den første sa: Nei, den døde er din sønn, og den levende er min sønn! Slik talte de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: "Nei, min sønn er den levende, og din sønn er den døde!" Den første sa: "Nei, din sønn er den døde, og min sønn er den levende!" Slik talte de for kongen.
Da sa den andre kvinnen: Nei! Min sønn er den levende, og din sønn er den døde. Men denne sier: Nei! Din sønn er den døde, og min sønn er den levende. Slik talte de for kongen.
Den andre kvinnen sa: Nei, det levende barnet er min sønn, og det døde er din sønn. Men den første sa: Nei, det døde er din sønn, og det levende er min sønn. Slik talte de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: «Nei! Den levende er min sønn, og den døde er din sønn.» Men den første kvinnen sa: «Nei! Den døde er din sønn, og den levende er min sønn.» Slik talte de foran kongen.
Da sa den andre kvinnen: Nei, men den levende er min sønn, og den døde er din sønn. Men denne sa: Nei, den døde er din sønn, og den levende er min sønn. Så talte de foran kongen.
Og den andre kvinnen sa: Nei; men den levende er min sønn, og den døde er din sønn. Og denne sa: Nei; men den døde er din sønn, og den levende er min sønn. Slik snakket de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: 'Det er ikke sant! Den levende er min sønn, og den døde er din.' Den første kvinnen svarte: 'Nei! Den døde er din sønn, den levende er min.' Slik kranglet de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: "Nei! Den levende er min sønn, og den døde er din." Men den første kvinnen sa: "Nei! Den døde er din sønn, og den levende er min." Slik snakket de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: "Nei, den levende er min sønn, og den døde er din sønn." Men den første kvinnen sa: "Nei, den døde er din sønn, og den levende er min sønn." Så talte de for kongen.
«Da sa den ene kvinnen: 'Nei, mitt barn lever, og ditt barn er dødt.' Og den andre svarte: 'Nei, ditt barn er dødt, og mitt barn lever.' Slik talte de begge for kongen.»
Den andre kvinnen sa: "Nei, den levende er min sønn, og den døde er din sønn." Men den første kvinnen sa: "Nei, den døde er din sønn, og den levende er min sønn." Så talte de for kongen.
Den andre kvinnen sa: 'Nei, min sønn er den levende, og din sønn er den døde.' Men denne sa: 'Nei, din sønn er den døde, og min sønn er den levende.' Slik talte de for kongen.
The other woman said, 'No, the living one is my son, and the dead one is yours.' But the first woman insisted, 'No, the dead one is your son, and the living one is mine.' And so they argued before the king.
Den andre kvinnen sa: «Nei, den levende sønnen er min, og den døde er din.» Men den første sa: «Nei, den døde er din, og den levende er min.» Slik talte de framfor kongen.
Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.
And the other woman said, Nay; but the living is my son, and the dead is thy son. And this said, No; but the dead is thy son, and the living is my son. Thus they spake before the king.
Men den andre kvinnen sa: Nei, det levende barnet er min sønn, og det døde barnet er din sønn. Men denne sa: Nei, det døde barnet er din sønn, og det levende barnet er min sønn. Slik talte de framfor kongen.
And the other woman said, No; but the living is my son, and the dead is your son. And this said, No; but the dead is your son, and the living is my son. Thus they spoke before the king.
Den andre kvinnen sa: "Nei, det levende barnet er min sønn, og det døde er din sønn." Men den første kvinnen sa: "Nei, det døde er din sønn, og det levende er min sønn." Således talte de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: 'Nei, det er min sønn som lever, og din sønn som er død.' Men den første sa: 'Nei, det er din sønn som er død, og min sønn som lever.' Slik talte de foran kongen.
Den andre kvinnen sa: Nei, det levende barnet er min sønn, og det døde er din. Men denne sa: Nei, det døde er din sønn, og det levende er min. Slik talte de foran kongen.
Den andre kvinnen sa, Nei, det levende barnet er min sønn og det døde er ditt. Men den første kvinnen sa, Nei, det døde barnet er ditt og det levende er mitt. Slik fortsatte de å snakke foran kongen.
The other woman sayde: Not so, my sonne lyueth, and thy sonne is deed. But she sayde: Not so, thy sonne is deed, and my sonne liueth. And thus spake they before the kynge.
Then the other woman sayd, Nay, but my sonne liueth, and thy sonne is dead. Againe she sayde, No, but thy sonne is dead, and mine aliue: thus they spake before the King.
And the other woman sayd: It is not so, but my sonne liueth, and thy sonne is dead. And she sayde againe: No, but thy sonne is dead, and my sonne is alyue. And thus they pleaded before the king.
And the other woman said, Nay; but the living [is] my son, and the dead [is] thy son. And this said, No; but the dead [is] thy son, and the living [is] my son. Thus they spake before the king.
The other woman said, No; but the living is my son, and the dead is your son. This said, No; but the dead is your son, and the living is my son. Thus they spoke before the king.
And the other woman saith, `Nay, but my son `is' the living, and thy son the dead;' and this `one' saith, `Nay, but thy son `is' the dead, and my son the living.' And they speak before the king.
And the other woman said, Nay; but the living is my son, and the dead is thy son. And this said, No; but the dead is thy son, and the living is my son. Thus they spake before the king.
And the other woman said, Nay; but the living is my son, and the dead is thy son. And this said, No; but the dead is thy son, and the living is my son. Thus they spake before the king.
And the other woman said, No; but the living child is my son and the dead one yours. But the first said, No; the dead child is your son and the living one mine. So they kept on talking before the king.
The other woman said, "No; but the living is my son, and the dead is your son." This said, "No; but the dead is your son, and the living is my son." Thus they spoke before the king.
The other woman said,“No! My son is alive; your son is dead!” But the first woman replied,“No, your son is dead; my son is alive.” Each presented her case before the king.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23Da sa kongen: Den ene sier: Dette er min sønn, den levende, og din sønn er den døde; den andre sier: Nei, din sønn er den døde, og min sønn er den levende.
24Så sa kongen: Hent meg et sverd. Og de brakte et sverd fram for kongen.
25Kongen sa: Hogg det levende barnet i to og gi den ene halvparten til den ene og den andre halvparten til den andre.
26Da sa den kvinnen som var mor til det levende barnet, til kongen – hennes morshjerte brant for sønnen – og hun sa: Å, herre, gi henne det levende barnet, og drep det for all del ikke! Men den andre sa: La det være verken mitt eller ditt – del det.
27Da svarte kongen og sa: Gi henne det levende barnet, og drep det for all del ikke! Hun er moren.
16Da kom to kvinner som var prostituerte, til kongen og sto foran ham.
17Den ene kvinnen sa: Å, herre, jeg og denne kvinnen bor i samme hus, og jeg fødte et barn mens hun var i huset.
18Den tredje dagen etter at jeg hadde født, fødte også denne kvinnen. Vi var sammen; det var ingen fremmed hos oss i huset, bare vi to.
19Men denne kvinnens barn døde om natten, fordi hun lå over det.
20Så sto hun opp ved midnatt, tok min sønn fra siden av meg mens din tjenestekvinne sov, la ham i sin favn og la sitt døde barn i min favn.
21Da jeg sto opp om morgenen for å amme barnet mitt, var det dødt. Men da jeg så nærmere på det om morgenen, var det ikke min sønn, som jeg hadde født.
28Kongen sa til henne: Hva er det med deg? Hun svarte: Denne kvinnen sa til meg: Gi sønnen din, så vi kan spise ham i dag, så skal vi spise min sønn i morgen.
29Så kokte vi min sønn og spiste ham. Dagen etter sa jeg til henne: Gi sønnen din, så vi kan spise ham. Men hun har gjemt sønnen sin.
30Da kongen hørte kvinnens ord, rev han klærne sine. Mens han gikk forbi på muren, så folket at han bar sekkestrie innenfor, mot huden.
5Kongen sa til henne: Hva er det som plager deg? Hun svarte: Jeg er virkelig en enke; min mann er død.
6Din tjenestekvinne hadde to sønner, og de kom i slagsmål ute på marken. Det var ingen der som kunne skille dem, og den ene slo den andre og drepte ham.
7Nå har hele slekten reist seg mot din tjenestekvinne og sier: Utlever ham som slo broren sin, så vi kan drepe ham for hans brors liv som han tok. Slik vil de også utslette arvingen. Da slokker de den siste gnisten jeg har igjen, og de vil ikke la min mann ha verken navn eller etterkommere på jorden.
8Kongen sa til kvinnen: Gå hjem, så skal jeg gi ordre i din sak.
10Kongen sa: Om noen sier deg imot, så før ham til meg, og han skal ikke røre deg mer.
11Da sa hun: Jeg ber deg, la kongen huske Herren din Gud, så du ikke lar blodhevnerne ødelegge mer, så de ikke dreper min sønn. Han svarte: Så sant Herren lever, skal ikke et hår på din sønns hode falle til jorden.
12Kvinnen sa: La din tjenestekvinne, jeg ber deg, få si ett ord til min herre kongen. Han sa: Tal.
13Kvinnen sa: Hvorfor har du da tenkt ut noe slikt mot Guds folk? Når kongen sier dette, er det som om han står skyldig, fordi kongen ikke henter hjem igjen den som er forvist.
18Da svarte kongen kvinnen: Skjul ikke for meg, jeg ber deg, det jeg nå spør deg om. Kvinnen sa: Min herre kongen må bare spørre.
19Kongen sa: Er ikke Joabs hånd med deg i alt dette? Kvinnen svarte: Så sant du lever, min herre konge, ingen kan komme utenom noe av det min herre kongen har sagt; for din tjener Joab, det var han som ba meg, og han la alle disse ordene i din tjenestekvinnes munn.
2Hva skal jeg si, min sønn? Hva, sønnen jeg bar? Hva, sønnen som jeg gav løfter for?
5Mens han fortalte kongen hvordan han hadde vekket en død til live, se, da ropte kvinnen som hadde fått sønnen sin gjort levende igjen, til kongen om huset og jorden sin. Da sa Gehasi: Herre min, konge, dette er kvinnen, og dette er sønnen hennes, som Elisa gjorde levende igjen.
6Kongen spurte kvinnen, og hun fortalte ham alt. Så satte kongen en bestemt embetsmann over saken og sa: Gi henne tilbake alt som tilhørte henne, og all avkastning av åkeren fra den dagen hun forlot landet og fram til nå.
2Joab sendte da til Tekoa og hentet derfra en klok kvinne. Han sa til henne: Jeg ber deg, lat som du er en sørgende, ta på deg sørgeklær og salv deg ikke med olje, men vær som en kvinne som lenge har sørget over en død.
3Gå så til kongen og tal til ham på denne måten. Joab la ordene i hennes munn.
23Elia tok barnet, bar det ned fra kammeret inn i huset og ga det til moren. Og Elia sa: Se, sønnen din lever.
17Etter dette hendte det at sønnen til kvinnen, husets frue, ble syk; og sykdommen ble så alvorlig at det ikke var ånde igjen i ham.
18Da sa hun til Elia: Hva har jeg med deg å gjøre, du Guds mann? Er du kommet til meg for å minne om min synd og ta livet av sønnen min?
19Han sa til henne: Gi meg sønnen din. Så tok han ham fra fanget hennes, bar ham opp i loftsrommet der han bodde, og la ham på sin egen seng.
20Han ropte til Herren og sa: Herre min Gud, har du også latt ulykke ramme den enken jeg bor hos, ved å ta livet av sønnen hennes?
30Barnets mor sa: Så sant Herren lever, og så sant du selv lever, jeg forlater deg ikke. Da reiste han seg og fulgte henne.
2Menneskesønn, det var to kvinner, døtre av én og samme mor.
16og han sa: Når dere hjelper de hebraiske kvinnene under fødsel og ser dem på fødekrakken, hvis det er en sønn, skal dere drepe ham; men hvis det er en datter, skal hun få leve.
15Jeg så alle de levende som ferdes under solen, sammen med den andre, den unge, som skal tre i hans sted.
1Da ropte en kvinne, en av konene til profetdisiplene, til Elisa og sa: Din tjener, min mann, er død, og du vet at din tjener hadde frykt for Herren. Nå er långiveren kommet for å ta mine to sønner som slaver.
16For kongen vil høre og fri sin tjenestekvinne ut av hånden på den som vil utrydde både meg og min sønn fra Guds arvelodd.
37Kongen døde og ble ført til Samaria, og de begravde kongen i Samaria.
15Hvis en mann har to hustruer, én som han elsker og en annen som han hater, og de føder ham barn, både den elskede og den hatede, og den førstefødte sønnen er av henne som er hatet,
39Da kongen passerte, ropte han til ham og sa: Din tjener gikk ut midt i striden, og se, en mann kom bort og førte en mann til meg og sa: Vokt denne mannen! Skulle han på noen måte komme bort, skal ditt liv gjelde for hans liv, ellers skal du betale en talent sølv.
13Gå inn til kong David og si til ham: Har ikke du, min herre konge, sverget for din tjenestekvinne: Sannelig, din sønn Salomo skal bli konge etter meg, og han skal sitte på min trone? Hvorfor er da Adonja blitt konge?
18Da kalte kongen i Egypt jordmødrene til seg og sa til dem: Hvorfor har dere gjort dette og latt guttene leve?
17Hun sa til ham: Min herre, du har sverget ved Herren din Gud for din tjenestekvinne: Sannelig, din sønn Salomo skal bli konge etter meg, og han skal sitte på tronen min.
22Kong Salomo svarte sin mor: Hvorfor ber du om sjunemittinnen Abisjag for Adonija? Be like godt om kongedømmet for ham også! For han er min eldre bror – ja, både for ham og for presten Abiatar og for Joab, Serujas sønn.