1 Korinterbrev 12:23
og de, der synes os at være de meest uanseelige paa Legemet, dem tillægge vi des mere Prydelse; og dem, vi undsee os ved, for deres anstændige (Bedækkelse) sørge vi desmere.
og de, der synes os at være de meest uanseelige paa Legemet, dem tillægge vi des mere Prydelse; og dem, vi undsee os ved, for deres anstændige (Bedækkelse) sørge vi desmere.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24Men de, som lade os vel, have det ikke behov. Men Gud haver sammensat Legemet saa, at han tillagde de ringere Dele mere Ære,
25paa det der ikke skal være Splid i Legemet, men at Lemmerne skulle have lige Omhyggelighed for hverandre.
26Og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdt i Ære, glæde alle Lemmerne sig med.
27Men I ere Christi Legeme og Lemmer, (hver) en Deel.
14Thi ogsaa Legemet er ikke eet Lem, men mange.
15Dersom Foden vilde sige: Fordi jeg ikke er Haand, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon den derfor ikke hører til Legemet?
16Og dersom Øret vilde sige: Fordi jeg ikke er Øie, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke hører til Legemet?
17Dersom det ganske Legeme var Øie, hvor blev da Hørelsen? dersom det ganske (Legeme) var Hørelse, hvor blev da Lugten?
18Men nu haver Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, i Legemet, eftersom han vilde.
19Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet?
20Men nu ere der vel mange Lemmer, men (kun) eet Legeme.
21Øiet kan ikke sige til Haanden: Jeg haver dig ikke behov; eller atter Hovedet til Fødderne: Jeg haver eder ikke behov.
22Men meget mere, de Lemmer paa Legemet, som synes at være de skrøbeligste, de ere fornødne;
4Thi ligerviis som vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men alle Lemmer have ikke den samme Forretning,
5ligesaa ere vi mange eet Legeme i Christo, men hver for sig ere vi hinandens Lemmer.
12Thi ligesom Legemet er eet og haver mange Lemmer, men alle Lemmer paa det ene Legeme, enddog de ere mange, ere eet Legeme, saaledes (er) og Christus.
23Livet er mere end Maden, og Legemet (mere) end Klæderne.
23hvilke (Anordninger) vel have Skin af Viisdom i selvgjort Dyrkelse og Ydmyghed og ved det, at Legemet ikke spares og ikke (holdes) i Ære til Kjødets Mættelse.
23der er hans Legeme, hans Fylde, som opfylder Alt i Alle.
30Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been.
15Vide I ikke, at eders Legemer ere Christi Lemmer? skal jeg da tage Christi Lemmer og gjøre dem til Skjøgens Lemmer? Det være langt fra!
12Thi vi prise os ikke atter selv for eder, men give eder Anledning til at rose eder af os, paa det I kunne have Noget mod dem, som rose sig af udvortes Anseelse og ikke af Hjertet.
21som skal forvandle vor Fornedrelses Legeme til at vorde ligedannet med hans Herligheds Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han og kan underlægge sig alle Ting.
10Ja det, som havde Herlighed, var i denne Henseende end ikke herligt imod den overvættes Herlighed.
11Thi dersom det, der afskaffes, (skede) med Herlighed, da skal saa meget mere det, som vedbliver, (være) i Herlighed.
16af hvem det ganske Legeme, sammenføiet og forenet ved al den Forbindelse, indbyrdes Hjælp (giver), i Forhold til ethvert Lems tilmaalte Virksomhed, voxer Legemets Væxt til sin Opbyggelse i Kjærlighed.
19og ikke holdende fast ved Hovedet, af hvilket det ganske Legeme, understøttet og sammenføiet ved Ledemod og Baand, voxer en guddommelig Væxt.
3Deres Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt,
10Vi ere Daarer for Christi Skyld, men I ere kloge i Christo; vi skrøbelige, men I stærke; I herlige, men vi foragtede.
29paa det at intet Kjød skal rose sig for ham.
40Og der ere himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes, en anden de jordiskes Herlighed.
12Dersom Andre have den Ret over eder, skulde da ikke vi meget mere? Men vi brugte ikke denne Ret, men taale Alt, for at vi ikke skulle gjøre Christi Evangelium nogen Forhindring.
3dog saa, at vi og skulle findes iklædte, ikke nøgne.
1Men vi, som formaae det, ere skyldige at bære over med de Svages Skrøbeligheder og ikke behage os selv.
24Derfor haver og Gud givet dem hen i deres Hjerters Begjæringer til Ureenhed, saa at (de) vanære deres egne Legemer indbyrdes.
12Derfor retter de hængende Hænder og de afmægtige Knæ,
10værer hinanden inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer hverandre med Ærbødighed;
6Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
12Thi vi tør ikke regne os iblandt eller ligne os med Somme, der prise sig selv; men de forstaae ikke, at de maale sig med sig selv og ligne sig med sig selv.
19Mene I atter, at vi forsvare os for eder? Vi tale i Christo for Guds Aasyn; men alt dette, I Elskelige! til eders Opbyggelse.
31Men tragter efter de bedste Naadegaver! Og ydermere viser jeg eder den ypperligste Vei.
12paa det at vor Herres Jesu Christi Navn maa herliggjøres i eder, og I udi ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Christi Naade.
12Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Eenfoldighed og Retsindighed for Gud, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade, have vandret i Verden og fornemmelig hos eder.
7Men vi have dette Liggendefæ i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds og ikke af os;
53Thi det bør dette Forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige at iføres Udødelighed.
7See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv stoler paa, at han hører Christum til, han slutte igjen fra sig selv, at, ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
8Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskjæmmet.
12Saa er da Døden kraftig i os, men Livet i eder.
12paa det I maae omgaaes sømmeligen med dem, som ere udenfor, og ikke trænge til Nogen.
17thi vor Trængsel, som er stakket og let, bringer os en evig og over al Maade vigtig Herlighed;