1 Korinterbrev 2:15
Men den Aandelige bedømmer vel alle Ting, men selv bedømmes han af Ingen.
Men den Aandelige bedømmer vel alle Ting, men selv bedømmes han af Ingen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Men os haver Gud aabenbaret det formedelst sin Aand; thi Aanden randsager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.
11 Thi hvilket Menneske veed, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? saa veed og Ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Aand.
12 Men vi have ikke annammet Verdens Aand, men den Aand, som er af Gud, paa det at vi kunde kjende det, som er os skjenket af Gud;
13 hvilket vi og tale, ikke med Ord, som menneskelig Viisdom lærer, men med (Ord), som den Hellig-Aand lærer, idet vi tolke aandelige Ting med aandelige Ord.
14 Men det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til; thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem; thi de bedømmes aandeligen.
16 Thi hvo haver kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? men vi have Christi Sind.
31 Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke.
32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
3 Men jeg agter det for saare Lidet, at dømmes af eder, eller af en menneskelig Ret; ja jeg dømmer mig end ikke selv;
4 thi vel veed jeg Intet med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.
5 Derfor dømmer ikke Noget før Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; og da skal hver vederfares sin Lov af Gud.
6 Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
15 I dømme efter Kjødet, jeg dømmer Ingen.
2 Vide I ikke, at de Hellige skulle dømme Verden? og dersom Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at dømme de ringeste Sager?
3 Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle, end sige timelige Ting?
4 Naar I da have Sager om det Timelige, da sætte I dem til (Dommere), som ere intet agtede i Menigheden!
1 Derfor, o Menneske! er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
2 Men vi vide, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant.
3 Men tænker du dette, o Menneske! du, som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom?
24 Men dersom Alle prophetere, og der kommer nogen Vantro eller Lægmand ind, da overbevises han af Alle, han vises til rette af Alle,
2 Alle en Mands Veie ere rene for hans Øine, men Herren er den, som veier Aander.
13 Derfor lader os ikke mere dømme hverandre; men dømmer heller dette, at Ingen maa sætte Anstød eller Forargelse for sin Broder.
3 Hvo, som æder, foragte ikke den, som ikke æder, og hvo, som ikke æder, dømme ikke den, som æder: thi Gud haver antaget ham.
4 Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend? Han staaer eller falder for sin egen Herre; men han skal blive staaende, thi Gud er mægtig til at holde ham opreist.
5 En agter den ene Dag (hellig) fremfor den anden, en Anden agter hver Dag (lige). Hver være fuld forvisset i sit eget Sind.
5 Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter Aanden, (sandse) det Aandelige.
6 Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred;
46 Men det Aandelige er ikke det første, men det Naturlige; derefter det Aandelige.
47 Det første Menneske (var) af Jord, jordisk; det andet Menneske (er) Herren af Himmelen.
2 Thi den, som taler med et (fremmed) Tungemaal, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi Ingen forstaaer det, men han taler Hemmeligheder i Aanden.
12 Thi hvad kommer det mig ved ogsaa at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere inde?
13 Men Gud dømmer dem, som ere udenfor. Bortskaffer dog den Onde fra eder selv!
1 Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes,
2 men dersom Nogen tykkes sig at vide Noget, han haver endnu aldrig vidst Noget saaledes, som det bør sig at vide;
3 men dersom Nogen elsker Gud, han er kjendt af ham, —
16 Derfor dømme Ingen eder i Mad eller i Drikke, eller i Henseende til en Høitid eller Nymaane eller Sabbater,
9 Men I ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand boer i eder; men om Nogen ikke haver Christi Aand, denne er ikke hans.
15 Jeg taler som til Forstandige; dømmer I det, jeg siger:
10 Men du, hvi dømmer du din Broder? eller og du, hvi foragter du din Broder? vi skulle jo alle fremstilles for Christi Domstol.
3 Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
4 Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;
19 Disse ere de, som afsondre sig, sandselige, som ikke have Aand.
22 Thi Faderen dømmer ikke heller Nogen, men haver givet Sønnen al Dom,
1 Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en Saadan tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
24 Dømmer ikke efter Anseelse, men dømmer en retfærdig Dom.
8 Hvo derfor, som foragter (dette), han foragter ikke et Menneske, men Gud, som og gav sin Hellig-Aand i os.
6 Vi ere af Gud; hvo, som kjender Gud, hører os; hvo, som ikke er af Gud, hører os ikke; derpaa kjende vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand.
28 Men (hvert) Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken.
37 Dersom Nogen lader sig tykke, at han er en Prophet eller Aandelig, han erkjende de Ting, som jeg skriver til eder, at de ere Herrens Bud.
4 gjøre I da ikke (ubillig) Forskjel hos eder selv og blive Dommere efter onde Tanker?