1 Tessalonikerbrev 2:18
Derfor have vi villet komme til eder — nemlig jeg Paulus — een Gang, ja to Gange, men Satanas haver forhindret os.
Derfor have vi villet komme til eder — nemlig jeg Paulus — een Gang, ja to Gange, men Satanas haver forhindret os.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16og formene os at tale til Hedningerne, for at de maatte frelses, saa at de altid opfylde deres Synders Maal. Men Vreden kommer over dem til Undergang.
17Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder med Legemet, ikke med Hjertet, vi have med megen Forlængsel gjort os desmere Flid, for at faae see eders Ansigt.
22Derved er jeg og mange Gange bleven forhindret i at komme til eder.
23Men nu, da jeg ikke mere haver Rum i disse Lande, men i mange Aar haver havt Længsel efter at komme til eder,
19Thi hvo er vort Haab eller vor Glæde eller Kronen paa vor Ros? Mon ikke ogsaa I for vor Herre Jesu Christo i hans Tilkommelse?
13Men jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg haver ofte sat mig for at komme til eder, — men jeg er hidindtil bleven forhindret — paa det at jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger.
11thi hans Anslag ere os ikke ubekjendte.
12Men der jeg kom til Troas, for (at prædike) Christi Evangelium, og en Dør var mig opladt i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder;
4Thi ogsaa der vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde lide Trængsler; som og er skeet, og I vide.
5Hvorfor og jeg, der jeg ikke længere kunde udholde det, sendte (ham) for at erfare eders Tro, om Fristeren ikke maaskee skulde have fristet eder, og vort Arbeide blive forgjæves.
6Men nu, der Timotheus er kommen til os fra eder og haver forkyndt os til Glæde eders Tro og Kjærlighed, og at I altid tænke paa os til det Bedste og forlænges efter at see os, ligesom og vi eder,
7saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød, formedelst eders Tro.
1I vide selv, Brødre! om vor Indgang hos eder, at den ikke var forgjæves;
2men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i Philippi, vare vi (alligevel) frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos eder under megen Kamp.
15Og i Tillid hertil vilde jeg forhen kommet til eder, for at I anden Gang skulde annammet en Velgjerning;
16og (jeg vilde) igjennem eders (Stad) draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til eder, og blevet ledsaget af eder til Judæa.
1Men vi bede eder, Brødre! angaaende vor Herres Jesu Christi Tilkommelse og vor Forsamling til ham,
2at I ikke snarligen lade eder forvilde i Sindet eller forfærde, hverken ved nogen Aand, eller ved Lære, eller ved Brev, som (var det) fra os, som om Christi Dag var forhaanden.
8Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
12Men hvad Apollos, den Broder, angaaer, da formanede jeg ham meget, at han skulde komme til eder med Brødrene; og det var aldeles ikke hans Villie nu at komme, men han vil komme, naar han faaer beleilig Tid.
1Derfor, efterdi vi ikke længere kunde udholde det, fandt vi forgodt at lades alene tilbage i Athenen,
8saaledes ere vi, af inderlig Kjærlighed til eder, villige til at dele med eder, ikke aleneste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I ere blevne os elskelige.
9I erindre jo, Brødre! vort Arbeide og vor Møie; thi endskjøndt vi arbeidede Nat og Dag, for ikke at være Nogen af eder til Byrde, prædikede vi dog Guds Evangelium iblandt eder.
9Men hiins Tilkommelse skeer efter Satans kraftige Virken med al Løgnens Magt og Tegn og underlige Gjerninger,
30Men der Paulus vilde gaae frem til Folket, tilstedede Disciplene ham det ikke.
1Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde atter komme til eder i Bedrøvelse.
23Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl, at jeg, for at skaane eder, ikke endnu er kommen til Corinth.
7Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, (nemlig) en Engel Satan, for at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.
5Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.
4Men (det skede) for de falske Brødres Skyld, som havde indsneget sig, hvilke listigen vare komne ind for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christo Jesu, paa det de kunde gjøre os til Trælle;
5for hvilke vi ikke noget Øieblik vege med Underdanighed, paa det at Evangelii Sandhed maatte blive varig hos eder.
1Og det skede en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for Herren.
12Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
6Men der de vare dragne igjennem Phrygien og det Land Galatia, og det blev dem forbudet af den Hellig-Aand at tale Ordet i Asia,
7kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedede dem det ikke.
7I løb godt; hvo standsede Eder, saa at I ikke lade Eder overtales af Sandheden?
10Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.
12Endskjøndt jeg havde Meget at skrive til eder, har jeg ikke villet (det) med Papir og Blæk; men jeg haaber at komme til eder og tale mundtligen med eder, paa det vor Glæde maa vorde fuldkommen.
9Ikke fordi vi jo havde Magt dertil, men vi vilde give eder os selv til et Mønster at efterfølge.
36Men efter nogle Dage sagde Paulus til Barnabas: Lad os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i enhver Stad, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, (og see,) hvorledes de lide.
13hvem jeg vilde beholdt hos mig, at han i dit Sted skulde tjent mig i Lænkerne for Evangelium;
9Gjør din Flid for at komme snart til mig;
10idet vi Nat og Dag indstændigen bede, at vi maatte see eders Ansigt og raade Bod paa eders Troes Mangler?
3Men jeg haver sendt Brødrene, paa det at vor Ros om eder ikke i dette Stykke skulde blive til Intet, at, I, som jeg sagde, skulde være beredte;
4paa det at, om Macedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ei at sige I, skulde blive beskjæmmede over denne vor tillidsfulde Ros.
10altid begjærende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til, efter Guds Villie, at komme til eder;
11thi mig forlænges efter at see eder, paa det at jeg kunde meddele eder nogen aandelig Naadegave, saa at I maatte styrkes,
5Thi der vi kom til Macedonien, havde vort Kjød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader; udvortes (var) Strid, indvortes Frygt.
12Dersom Andre have den Ret over eder, skulde da ikke vi meget mere? Men vi brugte ikke denne Ret, men taale Alt, for at vi ikke skulle gjøre Christi Evangelium nogen Forhindring.
4idet de bade os med megen Overtalelse om (at annamme deres) Gave og Bidrag til Hjælpen for de Hellige.