2 Korinterbrev 7:11
Thi see, just dette, at I bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i eder! ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! i Alt beviste I, at I vare rene i Henseende til den Gjerning.
Thi see, just dette, at I bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i eder! ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! i Alt beviste I, at I vare rene i Henseende til den Gjerning.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, med hvilken han var trøstet af eder, der han forkyndte os eders Længsel, eders bittre Graad, eders Nidkjærhed for mig; saa at jeg end mere glædede mig.
8 Thi om jeg og bedrøvede eder med hiint Brev, fortryder det mig ikke, om det end haver fortrudt mig; thi jeg seer, at Brevet bedrøvede eder, om og kun til en Tid.
9 Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
10 Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Døden.
12 Derfor, naar jeg og skrev eder til, saa var det ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det at vor Iver for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
13 Derfor ere vi blevne trøstede ved den Trøst fra eder; men vi glædede os endnu langt mere over Titi Glæde, thi hans Aand er bleven vederqvæget af eder alle.
1 Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættelser, I Elskelige! saa lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende (vor) Helliggjørelse i Guds Frygt.
2 Giver os Indgang! vi have Ingen gjort Uret, vi have Ingen forført, vi have Ingen forfordelet.
5 Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.
6 Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, idet I annammede Ordet under megen Trængsel med den Hellig-Aands Glæde,
7 saa at I ere blevne Mønstre for alle de Troende i Macedonien og Achaia;
4 saa at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder, formedelst eders Taalmodighed og Tro under alle eders Forfølgelser og Trængsler, som I udholde;
5 et Beviis paa Guds retfærdige Dom, paa det at I skulle befindes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide;
6 efterdi det er retfærdigt for Gud at gjengjælde dem Trængsel, som trænge eder,
2 Og I ere opblæste? og ere ikke meget mere sørgmodige, saa at den, som haver gjort denne Gjerning, maatte udstødes fra eder?
12 Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Eenfoldighed og Retsindighed for Gud, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade, have vandret i Verden og fornemmelig hos eder.
6 hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
15 Og han haver en overvættes Kjærlighed til eder, naar han tænker paa alle eders Lydighed, hvorledes I annammede ham med Frygt og Bævelse.
16 Det glæder mig, at jeg kan lide paa eder i Alting.
2 Thi dersom jeg bedrøver eder, hvo er da den, som gjør mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?
3 Og jeg skrev eder just saaledes til, for at jeg ikke, naar jeg kommer, skal have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af; efterdi jeg er forsikkret om eder alle, at min Glæde er alles eders.
4 Thi i megen Kummer og med et beklemt Hjerte skrev jeg eder til under mange Taarer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men paa det I skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen haver til eder.
5 Men dersom Nogen haver bedrøvet, haver han ikke bedrøvet mig, men tildeels — at jeg ikke skal være for haard — eder alle.
6 Tilstrækkelig er for den Samme den Straf, (han) af de Fleste (haver udstaaet);
7 saa at I derimod snarere skulle tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i alt for stor Bedrøvelse.
5 Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag;
4 Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
9 Thi derfor haver jeg og skrevet, at jeg vilde vide, hvorvidt I holde Prøve, om I ere lydige i Alt.
11 Efterdi vi da kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker, men ere aabenbare for Gud; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere blevne aabenbare for eders Samvittighed.
12 Thi vi prise os ikke atter selv for eder, men give eder Anledning til at rose eder af os, paa det I kunne have Noget mod dem, som rose sig af udvortes Anseelse og ikke af Hjertet.
21 at, naar jeg kommer igjen, min Gud skal ydmyge mig hos eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og Horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.
13 Thi hvad er det, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden deri, at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!
10 I ere Vidner, og Gud, til, hvor helligen og retfærdigen og ustraffeligen vi omgikkes med eder, I Troende!
11 Og saadanne vare Nogle af eder; men I ere aftoede, men I ere helliggjorte, men I ere retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.
7 Men ligesom I ere overflødige i Alt, i Tro og Lære og Kundskab og al Iver, og i eders Kjærlighed til os, (saa seer til), at I og blive overflødige i denne Velgjørenhed.
14 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judæa i Christo Jesu, idet I ogsaa have lidt det Samme af eders egne Landsmænd, som de af Jøderne,
7 Thi vi have stor Glæde og Trøst af din Kjærlighed, efterdi de Helliges Hjerter ere blevne vederqvægede ved dig, Broder!
6 og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar eders Lydighed er fuldkommet.
22 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Gud, om maaskee dit Hjertes Tanker maatte forlades dig.
23 Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.
22 Renser eders Sjæle i Sandheds Lydighed formedelst Aanden til uskrømtet Broderkjærlighed, og elsker hverandre inderligen af et reent Hjerte,
2 at, uagtet de bleve meget prøvede med Trængsel, blev deres overvættes Glæde og deres store Fattigdom overflødig til Rigdom hos dem af reen Velvillie.
4 hvorover de forundre sig, at I ikke løbe med til den samme frække Ryggesløshed, og de bespotte (eder);
5 Derfor agtede jeg det fornødent at formane Brødrene, at de skulde i Forveien drage til eder og forud bringe denne eders tilforn lovede Gave istand, paa det at den kan være rede som en velsignet og ikke som en karrig Gave.
14 Derfor, I Elskelige! efterdi I forvente dette, saa beflitter eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,
7 idet du viser dig selv i alle Maader som et Mønster paa gode Gjerninger, og i din Lære Reenhed, Alvorlighed,
9 thi de forkynde selv om os, hvilken Indgang vi fandt hos eder, og hvorledes I vendte eder til Gud fra Afguderne, til at tjene den levende og sande Gud,
6 med Reenhed, med Kundskab, med Langmodighed, med Velvillighed, med den Hellig-Aand, med uskrømtet Kjærlighed,
19 Mene I atter, at vi forsvare os for eder? Vi tale i Christo for Guds Aasyn; men alt dette, I Elskelige! til eders Opbyggelse.
7 Thi I vide selv, hvorledes det bør eder at efterfølge os; thi vi levede ikke uskikkeligen iblandt eder;