2 Samuelsbok 12:19

Original Norsk Bibel 1866

Men David saae, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var dødt; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet dødt? og de sagde: Det er dødt.

Tilleggsressurser

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 90%

    13 Da sagde David til Nathan: Jeg haver syndet imod Herren; og Nathan sagde til David: Herren har ogsaa borttaget din Synd, du skal ikke døe.

    14 Dog, efterdi du haver kommet Herrens Fjender til at bespotte ved denne Gjerning, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visseligen døe.

    15 Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.

    16 Og David søgte Gud for Drengen, og David fastede meget og gik ind og blev Natten over, og laae paa Jorden.

    17 Da opstode de Ældste af hans Huus for ham og vilde opreise ham fra Jorden; men han vilde ikke, og aad ikke Brød med dem.

    18 Og det skede paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham tilkjende, at Barnet var dødt, thi de sagde: See, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst; hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er dødt? thi det maatte gjøre (ham) ondt.

  • 79%

    20 Da stod David op fra Jorden, og toede sig og salvede sig og omskiftede sine Klæder, og gik ind i Herrens Huus og tilbad; og der han kom til sit Huus, da begjærede han (Mad), og de satte Brød for ham, og han aad.

    21 Da sagde hans Tjenere til ham: Hvad er det for en Ting, som du haver gjort? du fastede og græd for Barnet, da det levede, men da Barnet er dødt, staaer du op og æder Brød.

    22 Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.

    23 Men nu, det er dødt, hvorfor skal jeg (da) faste? kan jeg endnu hente det tilbage? jeg farer til det, men det kommer ikke tilbage til mig.

    24 Derefter trøstede David Bathseba, sin Hustru, og gik ind til hende og laae hos hende, og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Salomo; men Herren elskede ham.

  • 73%

    31 Og Gihesi gik frem for deres Ansigt og lagde Staven paa Drengens Ansigt, men der var ingen Røst og ingen Agtsomhed; saa gik han tilbage og mødte ham, og gav ham tilkjende og sagde: Drengen vaagnede ikke op.

    32 Og der Elisa kom i Huset, see, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.

  • 72%

    4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.

    5 Og David sagde til den unge Karl, den, som forkyndte ham (dette): Hvorledes veed du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?

  • 72%

    19 Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham.

    20 Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenesteqvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, og lagde sin døde Søn i min Arm.

    21 Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.

    22 Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.

    23 Da sagde Kongen: Denne siger: Denne er min Søn, den levende, og den døde er din Søn, og denne siger: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn.

  • 15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.

  • 39 Og Kong Davids (Sjæl) længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, at han var død.

  • 36 Og det skede, der han havde endt at tale, see, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen ogsaa og alle hans Tjenere græd med en saare stor Graad.

  • 12 Saa gjør du dig, rede, gak til dit Huus; naar dine Fødder komme ind i Staden, da skal Barnet døe.

  • 70%

    30 Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.

    31 Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder.

  • 70%

    16 Da sagde Kongen: Achimelech! du skal visseligen døe, du og din Faders ganske Huus.

    17 Og Kongen sagde til Drabanterne, som stode hos ham: Vender eder omkring og slaaer Herrens Præster ihjel, thi deres Haand er ogsaa med David, og der de vidste, at han flyede, da aabenbarede de det ikke for mine Øren; men Kongens Tjenere vilde ikke udrække deres Haand at falde an paa Herrens Præster.

  • 24 Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.

  • 70%

    26 Der Urias Hustru hørte, at Uria, hendes Mand, var død, da sørgede hun over sin Herre.

    27 Men der Sorgen var gaaen over, sendte David hen og lod hente hende til sit Huus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn; men den Gjerning, som David gjorde, var ond for Herrens Øine.

  • 10 Og Absalom, som vi havde salvet over os, er død i Krigen, og nu, hvorfor tie I stille om at hente Kongen tilbage?

  • 69%

    19 Og det sagde til sin Fader: Mit Hoved, mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til sin Moder.

    20 Og han bar ham og førte ham til sin Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han.

  • 20 Men Joab sagde til ham: Du skal ikke føre Budskab paa denne Dag, men en anden Dag skal du føre Budskab; men du skal ikke føre Budskab paa denne Dag, fordi at Kongens Søn er død.

  • 12 Da vendte Davids unge Karle sig til deres Vei, ja de vendte tilbage, og kom og forkyndte ham efter alle disse Ord.

  • 1 Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.

  • 20 Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?

  • 68%

    14 Da sendte Saul Bud at lade hente David, og hun sagde: Han er syg.

    15 Saa sendte Saul Budene at besee David og sagde: Bærer ham op til mig i Sengen, at man kan slaae ham ihjel.

  • 39 Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.

  • 27 Mon denne Sag skulde være skeet af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham?

  • 4 Og Kongen skjulte sit Ansigt, og Kongen raabte med høi Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!

  • 68%

    1 Og det blev Joab tilkjendegivet: See, Kongen græder og sørger over Absalom.

    2 Og den Frelse blev paa den samme Dag til en Sorrig for alt Folket; thi Folket hørte paa den samme Dag, at der sagdes: Kongen er bedrøvet for sin Søn.

  • 17 Da gjorde Jeroboams Hustru sig rede, og gik og kom til Thirza; der hun kom paa Dørtærskelen af Huset, da døde Drengen.

  • 33 Saa lægge nu min Herre Konge det Ord ikke paa sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon, han er alene død.

  • 1 Og Kong David var gammel, var kommen til Alder, og de dækkede ham til med Klæder, og han blev ikke varm.

  • 7 Dersom han siger saaledes: (Det er) godt, (saa staaer det) vel med den Tjener; men dersom hans (Vrede) saare optændes, da viid, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos ham.

  • 20 Og den Tid hun døde, da sagde de (Qvinder), som stode hos hende: Frygt ikke, thi du haver født en Søn; men hun svarede ikke og lagde det ikke paa sit Hjerte.