1 Samuel 4:20

Original Norsk Bibel 1866

Og den Tid hun døde, da sagde de (Qvinder), som stode hos hende: Frygt ikke, thi du haver født en Søn; men hun svarede ikke og lagde det ikke paa sit Hjerte.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Mos 35:17-18 : 17 Og det skede, der det gik hende haardeligen, da hun fødte, at Jordemoderen sagde til hende: Frygt ikke; thi denne Søn skal du ogsaa have. 18 Og det skede, der hendes Sjæl foer ud, thi hun døde, da kaldte hun hans Navn Benoni; men hans Fader kaldte ham Benjamin.
  • Sal 77:2 : 2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
  • Joh 16:21 : 21 Qvinden, naar hun føder, haver Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun haver født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde over, at et Menneske er født til Verden.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 83%

    16 Og Manden sagde til Eli: Jeg er den, som kommer fra Slagordenen, og jeg er flyet fra Slagordenen idag; og han sagde: Min Søn, hvad for en Ting skede der?

    17 Da svarede den, som bar Budskabet, og sagde: Israel flyede for Philisternes Ansigt, og der skede ogsaa et stort Slag paa Folket; og dine to Sønner, Hophni og Pinehas, ere ogsaa døde, og Guds Ark er tagen.

    18 Og det skede, der han erindrede om Guds Ark, da faldt han baglænds ned af Stolen ved Siden af Porten, og hans Halsbeen blev brudt, og han døde, thi Manden var gammel og tung; og han havde dømt Israel fyrretyve Aar.

    19 Og hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, var frugtsommelig, (nær ved) at føde; der hun hørte det Rygte, at Guds Ark var tagen, og at hendes Svoger var død og hendes Mand, da bøiede hun sig ned og fødte, thi hendes Veer betoge hende.

  • 80%

    21 Og hun kaldte Barnet Icabod, sigende: Herligheden er flyet fra Israel; fordi Guds Ark var tagen, og for hendes Svogers og for hendes Mands Skyld.

    22 Og hun sagde: Herligheden er flyet fra Israel; thi Guds Ark er tagen.

  • 17 Og det skede, der det gik hende haardeligen, da hun fødte, at Jordemoderen sagde til hende: Frygt ikke; thi denne Søn skal du ogsaa have.

  • 72%

    19 Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham.

    20 Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenesteqvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, og lagde sin døde Søn i min Arm.

    21 Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.

    22 Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.

  • 20 Og han bar ham og førte ham til sin Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han.

  • 71%

    26 Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,

    27 Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.

  • 30 Og Drengens Moder sagde: (Saa vist som) Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende.

  • 70%

    16 Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.

    17 Og Qvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den samme bestemte Tid, ved (samme) Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.

  • 12 Kjære, lad hende ikke være som en Død, hvilken, naar han udkommer af sin Moders Liv, da er hans halve Kjød fortæret.

  • 18 Og det skede paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham tilkjende, at Barnet var dødt, thi de sagde: See, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst; hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er dødt? thi det maatte gjøre (ham) ondt.

  • 70%

    16 Og Noomi tog Barnet og lagde det paa sit Skjød. og hun blev hans Fostermoder.

    17 Og Naboerskerne kaldte ham med Navn, sigende: Noomi er født en Søn; ja de kaldte hans Navn Obed, han var Fader til Isai, (som var) Davids Fader.

  • 26 Der Urias Hustru hørte, at Uria, hendes Mand, var død, da sørgede hun over sin Herre.

  • 16 Og han sagde: Naar I hjælpe de ebraiske (Qvinder) at føde, og see paa Stolene, dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.

  • 23 Men Michal, Sauls Datter, hun fik ikke (noget) Barn indtil hendes Dødsdag.

  • 20 Og han sagde til hende: Staa i Paulunets Dør, og skeer det, at der kommer Nogen og spørger dig og siger: Er her Nogen? da skal du sige: (Her er) Ingen.

  • 3 Og Herrens Engel aabenbaredes for Qvinden og sagde til hende: See, Kjære, du er ufrugtsommelig og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.

  • 18 Og der hun saae, at hun havde fast foretaget sig at gaae med hende, da lod hun af at tale til hende (derom).

  • 5 Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Sandeligen, jeg er en Enkeqvinde, og min Mand er død.

  • 27 Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; hun er Moder dertil.

  • 37 Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøiede sig ned til Jorden; og hun tog sin Søn og gik ud.

  • 14 Da havde han sagt: Hvad kan man da gjøre for hende? og Gihesi havde sagt: Sandeligen hun haver ingen Søn, og hendes Mand er gammel.

  • 68%

    22 Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.

    23 Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gjør det, som er godt for dine Øine; bliv, indtil du har afvant ham; Herren stadfæste kun sit Ord! Saa blev Qvinden (hjemme) og gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.

  • 17 Og den ene Qvinde sagde: (Hør) mig, min Herre! jeg og denne Qvinde boede i eet Huus, og jeg fødte hos hende i Huset.

  • 14 Og der Eli hørte Skrigets Røst, da sagde han: Hvad er dette for et Bulders Røst? og Manden skyndte sig og kom og gav Eli det tilkjende.

  • 35 Og hun undfik endnu og fødte en Søn, og sagde: Dennesinde vil jeg bekjende Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.

  • 18 Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).

  • 13 mon I skulde vente paa dem, indtil de bleve store? mon I skulde (derefter) opholdes, at I ikke skulde faae Mænd? nei, mine Døttre, thi det er mig saare bittert, mere end eder, fordi Herrens Haand er udgangen over mig.

  • 15 Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gjør mig frygtagtig; derfor sagde din Tjenerinde: Kjære, jeg vil tale til Kongen, maaskee Kongen gjør efter sin Tjenerindes Ord.

  • 10 Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.

  • 5 Da døde ogsaa de begge, Mahlon og Chiljon, og Qvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand.

  • 16 (Haver du gjort) Strudsens Vinge, (hvorover) den fryder sig, eller Storkens Vinge og Fjædre?

  • 26 Kjære, løb nu for at møde hende, og siig til hende: (Gaaer det) dig vel? (gaaer det) din Mand vel? (gaaer det) Barnet vel? og hun sagde: Vel.

  • 14 Da sagde Qvinderne til Noomi: Velsignet være Herren, som ikke vilde lade dig fattes en Løser idag, og hans Navn blive priset i Israel!

  • 20 Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.

  • 11 Og hun sagde: O Konge! Kjære, kom Herren din Gud ihu, at Blodhevnere skulle ikke blive mange til at fordærve, og at de ikke ødelægge min Søn; og han sagde: (Saa vist som) Herren lever, der skal ikke falde (noget) af din Søns Haar paa Jorden.