Apostlenes gjerninger 25:3
og bade om den Gunst imod hiin, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.
og bade om den Gunst imod hiin, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Der Festus nu var kommen til Provindsen, drog han efter tre Dage op fra Cæsarea til Jerusalem.
2Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
13Men der nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Cæsarea for at hilse Festus.
14Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Sagen mod Paulus og sagde: Her er en Mand, efterladt bunden af Felix,
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
15Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
19Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
20Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham.
21Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.
9Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: Vil du drage op til Jerusalem for at dømmes der af mig for disse Ting?
4Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage derned.
5Hvilke nu iblandt eder, sagde han, der kunne, de drage ned med; dersom der da er Noget imod denne Mand, da anklage de ham!
6Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
7Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise,
27Denne Mand, som var greben af Jøderne og nær ved at ihjelslaaes af dem, ham udfriede jeg, der jeg kom med Krigsfolket og fik at vide, at han er en Romer.
28Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad;
29og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.
30Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
31Da toge Stridsmændene Paulus, eftersom det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
26Tilmed haabede han og, at ham skulde gives Penge af Paulus, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.
27Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Portius Festus til Eftermand; og saasom Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.
24og de skulle have Lastdyr tilstede at sætte Paulus paa, og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix.
25Og han skrev et Brev, som havde dette Indhold:
23Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.
24Men Saulus fik deres Anslag at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.
4Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesum med List og ihjelslaae ham.
23Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stor Pragt og gik ind paa Raadhuset med de øverste Høvedsmænd og de ypperste Mænd i Staden, blev Paulus, da Festus bød det, fremført.
24Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.
25Men der jeg havde faaet at vide, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og da han og selv havde indskudt sin Sag for Keiseren, haver jeg besluttet at sende ham derhen.
30Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
20Men der jeg var tvivlraadig angaaende Sagen om denne, sagde jeg, om han vilde reise til Jerusalem og dømmes der for disse Ting.
21Men der Paulus henskjød sig under Keiserens Kjendelse og vilde holdes i Forvaring til den, befalede jeg, at han skulde holdes i Forvaring, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.
31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
16Og fra den Tid af søgte han beleilig Tid til at forraade ham.
54Og de lurede paa ham og søgte, om de kunde lokke Noget ud af hans Mund, at de kunde anklage ham.
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
31Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
17Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.
32I Damascus lod Kong Aretæ Landshøvding de Damasceners Stad bevogte, da han vilde gribe mig,
2og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
2Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
20Men Herodes havde isinde at føre Krig mod de Tyrer og Sidonier; men de kom samdrægtigen til ham og fik Blastus, som var Kongens Kammertjener, paa sin Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Levnetsmidler fra Kongens.
4Men paa det jeg ikke skal opholde dig længe, beder jeg, at du vil formedelst din Mildhed høre os korteligen.
6Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb.
12Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen, og forpligtede sig under Forbandelse og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, inden de havde slaget Paulus ihjel.
31Men nogle af de Øverste i Asien, som vare hans Venner, sendte til ham, for at formane ham, at han ikke skulde begive sig hen paa Skuepladsen.
10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
27Thi det synes mig ufornuftigt at sende en Fange og ikke ogsaa tilkjendegive Beskyldningerne imod ham.
23Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.