Apostlenes Gjerninger 4:17
Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
20 thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
13 Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
25 Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
28 Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.
29 Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
38 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller denne Gjerning er af Menneskene, bliver det forstyrret;
39 men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader eder dog ikke befindes som de, der endog ville stride mod Gud.
40 Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
29 Og nu, Herre! see til deres Trudsler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
30 idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Undergjerninger kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn.
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
9 Efterdi vi idag forhøres angaaende Velgjerningen mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han er bleven frelst,
21 Men han bød dem strengeligen, at de skulde Ingen sige dette.
16 og formene os at tale til Hedningerne, for at de maatte frelses, saa at de altid opfylde deres Synders Maal. Men Vreden kommer over dem til Undergang.
33 Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
34 Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.
35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
16 Og han bød dem strengeligen, at de ikke skulde aabenbare ham,
30 Og han bød dem strengeligen, at de ei skulde sige Nogen dette om ham.
12 Og han truede dem meget, at de skulde ikke aabenbare, hvo han var.
36 Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desmere kundgjorde de det.
18 Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
40 Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.
1 Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
2 hvilke fortrøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesu Opstandelsen fra de Døde.
3 Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
24 Efterdi vi have hørt, at Nogle, udgangne fra os, have forvirret eder med Ord og foruroliget eders Sjæle, idet de sige, at man skal omskjæres og holde Loven, hvilke vi ikke befalede (dette),
12 Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
22 Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
39 Men Jesus sagde: Forbyder ham det ikke; thi der er Ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit Navn og kan snart derpaa tale ilde om mig.
20 Da bød han sine Disciple, at de skulde Ingen sige, at han var Christus.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
8 Men de forvirrede Folket og Stadens Øvrighed, som hørte dette.
14 og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.
13 Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —
19 Derfor dømmer jeg, at man skal ikke besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,
14 thi vi have hørt ham sige, at Jesus, denne Nazaræer, skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses haver overantvordet os.
22 Da lod den øverste Høvedsmand det unge Menneske gaae og bød ham: Du skal Ingen sige, at du haver givet mig dette tilkjende.
21 Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.
21 Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;
14 Og dersom Landshøvdingen faaer det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.