Alle Landshøvdinger, Rigets Forstandere og Statholdere, Raadsherrer og Fyrster have raadslaget at stadfæste en kongelig Befaling og bekræfte et Forbud, at hver, som beder en Bøn af nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage, uden alene af dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og der Daniel fik at vide, at det var skriftlig forfattet, gik han op i sit Huus, — men han havde aabne Vinduer paa sin Sal imod Jerusalem — og han knælede tre Gange hver Dag paa sine Knæ og bad og bekjendte for Gud, aldeles som han gjorde tilforn.
12 Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel, som begjærede og bad om Naade for sin Gud.
13 Da kom de frem og sagde for Kongen om Kongens Forbud: Haver du ikke ladet forfatte et Forbud, at hvert Menneske, som begjærer (Noget) af nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage, uden af dig, o Konge! skulde kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Det Ord er fast, efter de Meders og Persers Lov, som ikke maa overtrædes.
14 Da svarede de og sagde for Kongen: Daniel, som er af de bortførte Børn af Juda, haver ikke agtet paa din Befaling, o Konge! eller paa dit Forbud, som du haver ladet forfatte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen.
15 Der Kongen da hørte det Ord, blev han meget bedrøvet derfor og satte sit Hjerte til Daniel, til at udfrie ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
16 Da kom de Mænd i Hobetal til Kongen, og de sagde til Kongen: Du skal vide, o Konge! at det er de Meders og Persers Lov, at alt Forbud og Befaling, som Kongen stadfæster, maa ikke forandres.
17 Da befoel Kongen, og de fremførte Daniel og kastede (ham) i Løvekulen. Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse ærer, han skal udfrie dig.
9 Nu, o Konge! stadfæste du samme Forbud, og lade det forfatte skriftlig; det skal ikke forandres, efter de Meders og Persers Lov, som ikke skal overtrædes.
5 Da søgte Landshøvdingerne og Statholderne at finde Sag imod Daniel, Riget anlangende; men de kunde ingen Sag eller Misgjerning finde, fordi han var trofast, og ingen Forgribelse eller Misgjerning fandtes i ham.
6 Da sagde samme Mænd: Vi finde dog ingen Sag imod denne Daniel, uden vi, kunde finde den imod ham i hans Guds Lov.
7 Da kom samme Landshøvdinger og Statholdere i Hobetal til Kongen, og de sagde saa til ham: Kong Darius leve evindeligen!
11 Fremdeles er der given Befaling af mig, at hvert Menneske, som forandrer denne Ting, af hans Huus skal udrives et Træ og opreises, saa han skal udslettes derpaa, og hans Huus skal gjøres til en Møgdynge derfor.
12 Og Gud, som haver ladet sit Navn boe der, nedslaae hver Konge og Folk, som udrækker sin Haand at forandre det, at fordærve dette Guds Huus, som er i Jerusalem; jeg Darius haver givet Befaling, at det skal gjøres hasteligen.
13 Hvorfor Thathnai, Fyrste paa denne Side Floden, Sethar-Bosnai og deres Selskab, fordi at Kong Darius havde sendt (Bud) efter det, (som sagt er,) gjorde det hasteligen.
1 Da gav Kong Darius Befaling, og de ledte i Cancelliet, der Liggendefæet var henlagt i Babel.
2 Og der blev funden i Brevkisten paa Slottet, som er i det Land Medien, en Rolle, og derudi var en Optegnelse, saaledes skreven:
8 Saa skriver I for Jøderne, saasom eder godt synes, i Kongens Navn, og besegler det med Kongens Ring; thi den Skrift, som skrives i Kongens Navn og bliver beseglet med Kongens Ring, er ikke at igjenkalde.
25 Da befoel Kongen, og de samme Mænd bleve fremførte, som havde udsagt Beskyldninger imod Daniel, og kastedes i Løvekulen, de, deres Børn og deres Hustruer; og de kom ikke til Bunden i Kulen, førend Løverne bleve mægtige over dem og knuste alle deres Been.
26 Da skrev Kong Darius til alle Folk, Almue og Tungemaal, som boede i det ganske Land: Eders Fred vorde formeret!
19 Dersom (det synes) Kongen godt, saa lade man et kongeligt Bud udgaae fra ham og skrives iblandt de Persers og Meders Love, saa at det ikke overtrædes: at Vasthi skal ikke komme for Kong Ahasveri Ansigt, og Kongen give hendes Næste, som er bedre end hun, hendes Rige.
20 Naar Kongens Befaling, som han skal gjøre, skal høres i hans ganske Rige, endskjøndt det er stort, da skulle alle Qvinderne holde deres Mænd i Ære, baade Store og Smaae.
21 Og det Ord syntes godt for Kongens og Fyrsternes Øine, og Kongen gjorde efter Memuchans Ord.
22 Og han udsendte Breve til alle Kongens Landskaber, i hvert Landskab efter dets Skrift, og til hvert Folk efter dets Tungemaal: at hver Mand skal have Herredømme i sit Huus og tale efter sit Folks Tungemaal.
28 (Han er) den, som udfrier, og som redder, og gjør Tegn og underlige Ting i Himmelen og paa Jorden, han udfriede Daniel af Løvernes Vold.
8 Der er og given Befaling af mig om det, som I skulle gjøre mod disse Jøders Ældste, for at bygge dette Guds Huus, nemlig, at af Kongens Gods, af Skatten paa hiin Side Floden, skal strax gives disse Mænd til Bekostning, at de ikke forhindres.
28 Peres, adskilt er dit Rige og givet de Meder og Perser.
13 Og Kongen sagde til de Vise, som forstode sig paa Tiderne, — thi saaledes (skulde) Kongens Sag (skee) for Alle, som forstode sig paa Lov og Ret —
21 Og af mig, jeg, (som er) Kong Artaxerxes, er given Befaling til alle Skatmestere, som ere paa hiin Side Floden, at hvad som Esra, Præsten, den Skriftlærde i Guds Lov af Himmelen, begjærer af eder, det skal skee strax;
1 Og Darius, den Meder, antog Riget, (der han var) allerede to og tredsindstyve Aar gammel.
29 Og der er givet en Befaling af mig, at alt Folk, Almue og Tungemaal, som taler (nogen) Bespottelse imod deres, det er Sadrachs, Mesachs og Abeo-Negos, Gud, skal hugges i Stykker, og hans Huus skal blive til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der kan udfrie, som han.
9 Thi dersom I ikke kundgjøre mig Drømmen, (da) er den ene Dom over eder, som dem, der have taget eder for at sige løgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden er forandret; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide, at I kunne kundgjøre mig Udtydningen derpaa.
32 Og Esthers Ord stadfæstede disse de Purims Handeler, og det blev skrevet i en Bog.
5 Og deres Guds Øie var over Jødernes Ældste, og de forhindrede dem ikke, indtil man lod Sagen komme til Darius; og da fik de Brev tilbage derom.
6 Indholdet af Brevet, som Thathnai, Fyrsten paa denne Side Floden, og Sethar-Bosnai og hans Selskab af Apharsach, som var paa denne Side Floden, sendte til Kong Darius;
2 Jeg (siger dig): Bevar Kongens Munds (Ord), dog efter Guds Eds Ord.
10 (Da) gik Dronningen op til Gjæstebudshuset for Kongens og hans Vældiges Sags Skyld; (og) Dronningen svarede og sagde: Kongen leve evindeligen! lad dine Tanker ikke forfærde dig, og skift ikke din Farve.
26 Og hver den, som ikke gjør efter din Guds Lov og Kongens Lov, lad strax Dommen udføres over ham (derfor), enten til Døden, eller til Landflygtighed, eller til Straf paa Gods, eller til Baand (og Fængsel).
1 I det første Darii, Ahasveri Søns, Aar, (som var) af de Meders Sæd, som var sat til Konge over de Chaldæers Rige,
15 Han svarede og sagde til Arioch, Kongens mægtige (Mand): Hvorfor kommer (saa) hastig en Dom fra Kongen? saa gav Arioch Daniel det Ord tilkjende.
5 Og hun sagde: Dersom (det saa synes) Kongen godt, og dersom jeg haver fundet Naade for hans Ansigt, og er den Sag ret for Kongens Ansigt, og jeg er behagelig for hans Øine, saa lad skrives for at gjenkalde de Breve, Hamans, Hammedathas Søns, den Agagiters, Anslag, som han haver skrevet for at omkomme Jøderne, som ere i alle Kongens Landskaber.
5 I den samme Time gik Fingre frem (som) af et Menneskes Haand, og skreve tvært over for Lysestagen paa Kalken paa Væggen i det kongelige Palads, og Kongen saae Haandbladet, som skrev.
6 Da skiftedes Kongens Farve, og hans Tanker forfærdede ham, og hans Lænders Baand bleve slappe, og hans Knæ stødte sig imod hverandre.
24 deraf er dette Udtydningen, o Konge! og dette den Høiestes besluttede (Raad), som skal komme over min Herre Kongen:
24 Derfor er det Haandblad sendt fra ham, og denne Skrift er optegnet.
21 Saa giver nu Befaling at forhindre de Mænd, at den Stad bliver ikke bygget, indtil der bliver given Befaling af mig.
22 Saa værer paamindede (herom, at I ikke) begaae en Forseelse herudi; hvorfor skal den Fordærvelse faae Overhaand, Kongerne til Skade?
1 Og jeg, jeg stod i det første Darii den Meders Aar, til at styrke (Folket) og (at give) det Kraft.
13 Og der udgik en Dom, og de Vise ihjelsloges; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, at de skulde ihjelslaaes.
1 I den samme Nat kunde Kongen ikke sove, og han bød at hente Historiebogen om de daglige Handeler, og de bleve læste for Kongens Ansigt.
21 Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med sørgelig Røst, (ja) Kongen svarede og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du haver stedse æret, kunde udfrie dig fra Løverne?