Efeserbrevet 5:25
I Mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,
I Mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26 paa det han kunde hellige den, idet han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet,
27 for at han selv maatte fremstille sig en herlig Menighed, som ikke haver Plet eller Rynke eller noget Deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.
28 Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo, som elsker sin Hustru, elsker sig selv.
29 Thi Ingen hadede nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederqvæger det, ligesom og Herren Menigheden.
30 Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been.
31 Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.
32 Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Christo og Menigheden.
33 Iøvrigt skulle ogsaa I, hver især, elske Enhver sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.
21 og værer hverandre underdanige i Guds Frygt.
22 I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;
23 thi Manden er Qvindens Hoved, ligesom og Christus er Menighedens Hoved; og han er sit Legems Saliggjører.
24 Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.
18 I Hustruer! værer eders egne Mænd underdanige, som det sømmer sig i Herren.
19 I Mænd! elsker eders Hustruer og værer ikke bittre imod dem.
2 men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
3 Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
4 Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
5 Holder eder ikke fra hverandre, uden det skulde skee med fælles (Samtykke) til en Tid, at I kunne overlade eder til Fasten og Bønnen, og kommer atter tilsammen, at Satan ikke skal friste eder formedelst eders Uafholdenhed.
1 Værer derfor Guds Efterfølgere, som elskelige Børn,
2 og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv hen for os til en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.
5 Thi saaledes prydede og fordum de hellige Qvinder sig, som haabede paa Gud og vare deres egne Mænd underdanige;
7 Desligeste skulle I Mænd leve med eders Hustruer, som med den svagere Deel, med Forstand og bevise dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det eders Bønner ikke skulle forhindres.
8 Men endeligen værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;
1 Desligeste skulle Qvinderne være deres egne Mænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Qvindernes Omgjængelse,
5 og sagde: Derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle blive eet Kjød?
6 Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
4 saa at de oplære de unge Qvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn,
5 at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige, at Guds Ord ikke skal bespottes.
24 Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
3 Men jeg vil, at I skulle vide, at Christus er hver Mands Hoved; men Manden er Qvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved.
7 Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
33 men den, der haver giftet sig, haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
16 Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?
5 I Tjenere! adlyder Eders timelige Herrer med Frygt og Bæven, i Eders Hjertes Eenfoldighed, som Christo;
13 Og en Qvinde, som haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14 Thi den vantro Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantro Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
2 Thi jeg er nidkjær over eder med Guds Nidkjærhed; thi jeg haver trolovet eder med en Mand, for at fremstille Christo en reen Jomfru.
5 — thi dersom Nogen ikke veed at forestaae sit eget Huus, hvorledes kan han sørge for Guds Menighed? —
22 og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,
1 Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og det skeer, at hun ikke finder Naade for hans Øine, thi han fandt en ubluelig Handel hos hende, da skal han skrive hende et Skilsmissebrev og give i hendes Haand, og lade hende fare af sit Huus.
15 men at vi, Sandheden troe udi Kjærlighed, skulle i alle Maader opvoxe til ham, som er Hovedet, til Christus,
29 Men dette siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, som have Hustruer, skulle være som de, der ikke have;
18 Din Kilde skal være velsignet, og glæd dig med din Ungdoms Hustru.
10 Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —
25 Brødre! beder for os.
12 Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg haver elsket eder.
8 men Gud beviser sin Kjærlighed mod os derved, at Christus er død for os, der vi endnu vare Syndere;
2 Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
11 Desligeste (bør det deres) Hustruer (at være) ærbare, ikke Bagtalersker, men aarvaagne, troe i alle Ting.
39 En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.