2 Mosebok 4:25
Da tog Zippora en (skarp) Steen og afskar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom.
Da tog Zippora en (skarp) Steen og afskar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26Da lod han ham være; men hun sagde da: En Blodbrudgom for Omskjærelsens Skyld.
23Og jeg haver sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, og du haver vægret dig for at lade ham fare; see, jeg ihjelslaaer din Søn, din Førstefødte.
24Og det skede paa Veien, i Herberget, at Herren kom imod ham og vilde slaget ham ihjel.
2Da tog Jethro, Mose Svoger, Zippora, Mose Hustru, efterat han (Mose) havde sendt hende tilbage,
20Og han sagde til sine Døttre: Hvor er han da? hvi lode I den Mand gaae? kalder ham, og han skal æde Brød (med os).
21Og Mose havde Lyst til at blive hos Manden; saa gav han Mose Zippora, sin Datter.
22Og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Gersom; thi han sagde: Jeg haver været en Udlænding i et fremmed Land.
11Naar Mænd trættes tilsammen, en med en anden, og den enes Hustru kommer nær til, at udfrie sin Mand af hans Haand, som slaaer ham, og hun rækker sin Haand ud og tager fat i hans Blusel,
12da skal du afhugge hendes Haand; dit Øie skal ikke spare.
14Og er det et Drengebarn, som haver Forhud, og hans Forhuds Kjød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Person udslettes fra sine Folk; han haver brudt min Pagt.
2Paa den samme Tid sagde Herren til Josva: Gjør dig Steenknive, og omskjær Israels Børn igjen anden Gang.
3Da gjorde Josva sig Steenknive og omskar Israels Børn ved Forhudernes Høi.
4Og denne er Sagen, hvorfor Josva omskar (dem): Alt Folket af Mandkjøn, som var udgaaet af Ægypten, (ja) alt Krigsfolket var død i Ørken paa Veien, siden de gik ud af Ægypten.
5Thi alt Folket, som udgik, var omskaaret; men alt Folket, som var født i Ørken paa Veien, siden de udgik af Ægypten, havde de ikke omskaaret.
3Og paa den ottende Dag skal hans Forhuds Kjød omskjæres.
11Og I skulle omskjære eders Forhuds Kjød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.
23Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
24Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.
6Og see, en Mand af Israels Børn kom og førte en midianitisk (Qvinde) frem til sine Brødre, for Mose Øine og for al Israels Børns Menigheds Øine; og de, de græd for Forsamlingens Pauluns Dør.
15Dog ville vi være eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, at lade omskjære hos eder alt Mandkjøn.
15Og den slagne midianitiske Qvindes Navn var Cosbi, Zurs Datter; han var en øverste iblandt Folkene, for en Faders Huus iblandt Midianiterne.
16Og Herren talede til Mose og sagde:
16Og han sagde: Naar I hjælpe de ebraiske (Qvinder) at føde, og see paa Stolene, dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.
4Omskjærer eder for Herren og borttager eders Hjertes Forhuder, Judæ Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Grumhed skal ikke udfare som Ilden og brænde, og der skal Ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.
22Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie, at boe hos os, at være eet Folk (med os), om vi ville omskjære alt Mandkjøn iblandt os, ligesom de ere omskaarne.
13Da raabte Mose til Herren og sagde: Ak, Gud! helbred hende.
14Og Herren sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet (hende haanligen) i hendes Ansigt, skulde hun da ikke beskjæmmes syv Dage? lad hende blive udelukket fra Leiren syv Dage, og derefter maa hun annammes.
6Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham.
7Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.
17Men dersom I ikke ville høre os, at omskjæres, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
26Hendes (venstre) Haand rakte sig ud efter Sømmet, og hendes høire Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved, og saarede og igjennemstak hans Tinding.
22Moses gav eder Omskjærelsen, — ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene — og I omskjære et Menneske paa Sabbaten.
16Derfor skulle I omskjære eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke.
10Men der gik en israelitisk Qvindes Søn ud, og han var en ægyptisk Mands Søn, midt iblandt Israels Børn; og den israelitiske Qvindes Søn og en israelitisk Mand trættedes i Leiren.
18Og ligger en Mand hos en Hustru, som er svag, og blotter hendes Blusel, blotter hendes Kilde, og hun blotter sit Blods Kilde, da skulle de begge udryddes af deres Folk.
23Og man slagtede den, og Mose tog af dens Blod og smurte paa Arons den høire Ørelæp og paa hans høire Tommelfinger og paa hans høire Tommeltaa.
20Saa tog Mose sin Hustru og sine Sønner, og førte dem paa et Asen, og han vendte tilbage til Ægypti Land; og Mose tog Guds Kjep i sin Haand.