2 Mosebok 4:26
Da lod han ham være; men hun sagde da: En Blodbrudgom for Omskjærelsens Skyld.
Da lod han ham være; men hun sagde da: En Blodbrudgom for Omskjærelsens Skyld.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Og jeg haver sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, og du haver vægret dig for at lade ham fare; see, jeg ihjelslaaer din Søn, din Førstefødte.
24 Og det skede paa Veien, i Herberget, at Herren kom imod ham og vilde slaget ham ihjel.
25 Da tog Zippora en (skarp) Steen og afskar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom.
2 Da tog Jethro, Mose Svoger, Zippora, Mose Hustru, efterat han (Mose) havde sendt hende tilbage,
20 Og han sagde til sine Døttre: Hvor er han da? hvi lode I den Mand gaae? kalder ham, og han skal æde Brød (med os).
21 Og Mose havde Lyst til at blive hos Manden; saa gav han Mose Zippora, sin Datter.
22 Og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Gersom; thi han sagde: Jeg haver været en Udlænding i et fremmed Land.
14 Og er det et Drengebarn, som haver Forhud, og hans Forhuds Kjød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Person udslettes fra sine Folk; han haver brudt min Pagt.
15 Dog ville vi være eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, at lade omskjære hos eder alt Mandkjøn.
16 Og vi ville give eder vore Døttre og tage os eders Døttre, og boe hos eder, og vi ville være eet Folk.
17 Men dersom I ikke ville høre os, at omskjæres, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
3 Da gjorde Josva sig Steenknive og omskar Israels Børn ved Forhudernes Høi.
4 Og denne er Sagen, hvorfor Josva omskar (dem): Alt Folket af Mandkjøn, som var udgaaet af Ægypten, (ja) alt Krigsfolket var død i Ørken paa Veien, siden de gik ud af Ægypten.
22 Moses gav eder Omskjærelsen, — ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene — og I omskjære et Menneske paa Sabbaten.
12 da skal du afhugge hendes Haand; dit Øie skal ikke spare.
38 Og han sagde: Gak hen, og han lod hende fare to Maaneder; da gik hun hen, og hendes Veninder, og græd over sin Jomfrudom paa Bjergene.
27 Og Mose lod sin Svoger fare, og han gik til sit Land.
22 Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie, at boe hos os, at være eet Folk (med os), om vi ville omskjære alt Mandkjøn iblandt os, ligesom de ere omskaarne.
16 Og Herren talede til Mose og sagde:
3 Og paa den ottende Dag skal hans Forhuds Kjød omskjæres.
13 Da raabte Mose til Herren og sagde: Ak, Gud! helbred hende.
14 Og Herren sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet (hende haanligen) i hendes Ansigt, skulde hun da ikke beskjæmmes syv Dage? lad hende blive udelukket fra Leiren syv Dage, og derefter maa hun annammes.
11 Og I skulle omskjære eders Forhuds Kjød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.
18 Og Mose gik, og kom igjen til Jethro, sin Svoger, og sagde til ham: Kjære, lad mig fare, saa vil jeg drage tilbage til mine Brødre, som ere i Ægypten, og see, om de endnu leve; og Jethro sagde til Mose: Gak i Fred.
30 Og Mose sagde for Herrens Ansigt: See, jeg er uomskaaren paa Læberne, og hvorledes skulde Pharao høre mig?
16 Derfor skulle I omskjære eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke.
27 Og Herren sagde til Aron: Gak imod Mose i Ørken; og han gik, og mødte ham hos Guds Bjerg, og kyssede ham.
19 Hvorfor sagde du: Hun er min Søster? og jeg tog hende mig til Hustru; og nu, see, der er din Hustru, tag (hende) og gak.
2 Og naar hun er udgangen af hans Huus, og hun gaaer bort og bliver en anden Mands,
36 Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gjør med mig, saasom det er udgaaet af din Mund, efterat Herren har skaffet dig fuldkommen Hevn over dine Fjender, over Ammons Børn.
12 Og Mose talede for Herrens Ansigt og sagde: See, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Pharao høre mig? og (dertil med) er jeg uomskaaren paa Læberne.
19 Hvem overgaaer du i Deilighed? far ned, læg dig hos dem, som have Forhud.
20 Og han sagde til hende: Staa i Paulunets Dør, og skeer det, at der kommer Nogen og spørger dig og siger: Er her Nogen? da skal du sige: (Her er) Ingen.
3 Og hans Fader og hans Moder sagde til ham: Er der ingen Qvinde iblandt dine Brødres Døttre og iblandt alt mit Folk, at du gaaer hen at tage en Hustru af de uomskaarne Philister? og Samson sagde til sin Fader: Tag mig denne, thi hun er den rette for mine Øine.
8 Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen.
6 Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham.
7 Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.