Esekiel 21:26
saa sagde den Herre Herre: Tag bort Huen og løft Kronen af; denne skal ikke være denne, (naar jeg) ophøier den Fornedrede, og fornedrer den Høie.
saa sagde den Herre Herre: Tag bort Huen og løft Kronen af; denne skal ikke være denne, (naar jeg) ophøier den Fornedrede, og fornedrer den Høie.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27Jeg vil gjøre den forvendt, forvendt, forvendt, (ja) den skal ikke være, indtil den kommer, som haver Ret dertil, og ham vil jeg give den.
25Og du vanhellige (og) ugudelige Israels Fyrste, hvis Dag kommer til den Tid, naar Misgjerningen (er kommen) til Ende!
15Det skal være fornedret fremfor (andre) Riger, og ikke ophøies ydermere over Hedningerne, og jeg vil formindske dem, at de skulle ikke regjere over Hedningerne.
16Og det skal ikke ydermere være Israels Huus til en Tillid, som skal gjøre, at jeg ihukommer Misgjerning, naar de, de vende Ansigtet efter dem; og de skulle fornemme, at jeg er den Herre Herre.
18Siig til Kongen og til Dronningen: Fornedrer eder, sidder (ned); thi eders Hovedsmykker ere nedfaldne, (ja) eders deilige Krone.
19Og jeg vil støde dig ned af dit Stade, og han skal nedkaste dig fra din Stand.
20Og det skal skee paa den samme Dag, da vil jeg kalde ad min Tjener Eljakim, Hilkias Søn.
17Og Menneskets Høihed skal nedbøies, og Mændenes Høihed skal fornedres, og Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
18Og (hver af) Afguderne skal aldeles omkomme.
20Og der hans Hjerte blev ophøiet, og hans Aand blev stiv til Hovmodighed, blev han nedstødt af sin kongelige Throne, og man tog Æren fra ham.
21Og han blev udstødt fra Menneskens Børn, og hans Hjerte blev ligesom Dyrenes, og hans Bolig var hos vilde (Dyr); man lod ham smage Urter som Øxne, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, indtil han kjendte, at den høieste Gud haver Magt over Menneskenes Rige, og opreiser over det, hvem han vil.
11Et Menneskes høie Øine skulle fornedres, og Mændenes Høihed skal nedbøies; men Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
12Thi den Herre Zebaoths Dag (skal komme) over hver Hovmodig og Høi, og over hver Ophøiet, at han skal fornedres,
27Kongen skal sørge, og Fyrsten klædes med Ødelæggelse, og Folkets Hænder i Landet skulle forfærdes; jeg vil gjøre ved dem efter deres Veie, og dømme dem efter deres Domme, og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
10Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Fordi at du er bleven (saa) høi paa Væxt, ja, fordi han udgav sin Top (høit) iblandt de tykke (Grene), og hans Hjerte er ophøiet formedelst hans Høihed,
11Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Fjenden (skal komme), ja trindt omkring Landet, og han skal gjøre, at din Styrke nedfarer fra dig, og dine Paladser skulle berøves.
15Og et Menneske skal nedbøie sig, og en Mand fornedre sig, og de Hovmodiges Øine skulle fornedres.
5Thi han skal nedbøie dem, som boe i det Høie, den ophøiede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal drage den ned indtil Støvet.
9Saa sagde den Herre Herre: I Israels Fyrster (have gjort for) meget (deraf); borttager Vold og Ødelæggelse, og gjører Ret og Retfærdighed, tager eders Udstødelser fra mit Folk, siger den Herre Herre.
12Og dine høie Mures Befæstning skal han nedbøie, nedtrykke, drage ned til Jorden indtil Støvet.
6Og du skal sætte den (store) Hue paa hans Hoved, og sætte den hellige Krone paa den (store) Hue.
16Og alle Fyrster ved Havet skulle nedstige af deres Throner, og aflægge deres Kapper, og afføre deres stukkede Klæder; de skulle iføre sig Forfærdelse, sidde paa Jorden, og forfærdes hvert Øieblik, og forskrækkes over dig.
19Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
2Du Menneskesøn! siig til Tyri Fyrste: Saa sagde den Herre Herre: Fordi dit Hjerte er ophøiet, og du sagde: Jeg er Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet; (fordi) du er et Menneske og ikke Gud, (og) dog holdt dit Hjerte som Guds Hjerte;
7Thi Ophøielse (kommer) ikke af Øster eller Vester, ei heller af Ørken;
11See nu, dens Magt er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Navler.
21Og det skal skee paa den samme Dag, at Herren skal hjemsøge de Høies Hær i det Høie og Jordens Konger paa Jorden.
3Dit Hjertes Hovmodighed haver bedraget dig, du, som boer i en Klippes Rifter, i din høie Bolig, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden?
4Om du end foer saa høit op som Ørnen, og om du satte din Rede iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger Herren.
39Men du, du forkastede og foragtede (ham), du var fortørnet paa din Salvede.
6Vi ville drage op til Juda og opvække den og slide den til os, og vi ville gjøre Tabeals Søn til Konge midt derudi.
7Saa sagde den Herre Herre: Det skal ikke bestaae og ei (saa) være.
3Den hovmodige Krone, de Drukne af Ephraim, de skulle nedtrædes med Fødder.
22Og jeg vil omkaste Rigernes Throne, og ødelægge Hedningernes Rigers Styrke, og jeg vil omkaste Vogne og dem, som fare paa dem, og Hestene skulle nedfalde, og de, som ride paa dem, hver ved den andens Sværd.
33See, Herren, den Herre Zebaoth, skal nedhugge de skjønne Grene med Vold, og de, som ere høie af Væxt, skulle afhugges, og de Ophøiede skulle fornedres.
52Han haver styrtet de Mægtige fra (deres) Throner og ophøiet de Ringe.
6Ær dig ikke selv for Kongens Ansigt, og staa ikke i de Mægtiges Sted.
7Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig hid op, end at man skal fornedre dig for en Fyrstes Ansigt, saa dine Øine see derpaa.
31See, (jeg vil) til dig, du Hovmodige! siger Herren, den Herre Zebaoth; thi din Dag er kommen, den Tid, (paa hvilken) jeg vil hjemsøge dig.
12Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
15Saa sagde Herren, den Herre Zebaoth: Gak, kom ind til denne Rentemester, til Sebna, som er Hofmester, (og) siig til ham:
3Derfor sagde Herren saaledes: See, jeg tænker Ondt over denne Slægt; derfra skulle I ikke unddrage eders Hals, og ikke gaae stolteligen, thi det er en ond Tid.
44Ja, du omvendte hans skarpe Sværd, og lod ham ikke bestaae i Krigen.
20da vil jeg nedkaste dig med dem, som nedfare i Hulen, til det gamle Folk, og lade dig blive i de nederste (Steder i) Jorden, i de øde (Steder, som have været) fra gammel (Tid), med dem, som nedfare i Hulen, paa det du skal ikke beboes, og jeg vil give Deilighed i de Levendes Land.
17Dit Hjerte er ophøiet for din Deiligheds Skyld, du haver fordærvet din Viisdom (tillige) med din Herlighed; jeg haver kastet dig paa Jorden, hengivet dig for Kongers Ansigt, at de skulle see paa dig.
22Saa sagde den Herre Herre: Jeg, jeg vil og tage af det høie Cedertræes Top og sætte det; jeg vil bryde (noget) Spædt øverst af dets unge Qviste, og jeg, jeg vil Plante det paa et høit og opført Bjerg.
26Og de skulle ikke tage en Steen til et Hjørne eller en Steen til Grundvolde af dig, men du skal blive til evige Ødelæggelser, siger Herren.
14Jeg vil gjøre dig til en høi Klippe, du skal vorde til at udbrede Fiskergarn paa, du skal ikke ydermere bygges; thi jeg, Herren, jeg haver talet det, siger den Herre Herre.
14Og Herren haver budet imod dig, at der skal ikke være Sæd af dit Navn ydermere; jeg vil udrydde det udskaarne og støbte Billede af din Guds Huus, jeg vil (der) gjøre din Grav, naar du er bleven foragtelig.