Esra 9:3

Original Norsk Bibel 1866

Og der jeg hørte dette Ord, sønderrev jeg mit Klædebon og min Kappe, og jeg rev Haar af mit Hoved og mit Skjæg, og sad forskrækket.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Neh 1:4 : 4 Og det skede, der jeg hørte disse Ord, sad jeg og græd og sørgede (nogle) Dage, og jeg fastede og bad for Guds Ansigt i Himmelen.
  • Jos 7:6 : 6 Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for Herrens Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel; og de opkastede Støv paa deres Hoved.
  • 2 Kong 18:37-19:1 : 37 Da kom Eljakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sebna, Cantsleren, og Joah, Asaphs Søn, Secretæren, til Ezechias med sønderrevne Klæder; og de gave ham Rabsakes Ord tilkjende. 1 Og det skede, der Kong Ezechias det hørte, da sønderrev han sine Klæder og iførte sig en Sæk og gik ind i Herrens Huus.
  • 3 Mos 21:5 : 5 De skulle ikke gjøre deres Hoved heel skaldet, og ikke afrage det Yderste af deres Skjæg, og ei skjære et udskaaret Tegn i deres Kjød.
  • Neh 13:25 : 25 Og jeg trættede med dem og bandte dem, og slog (nogle) Mænd af dem og rev (Haar) af dem, og jeg tog en Ed af dem ved Gud, (sigende:) I skulle ikke give eders Døttre til deres Sønner, og ei tage af deres Døttre til eders Sønner eller til eder.
  • Job 1:20 : 20 Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).
  • Job 2:12-13 : 12 Men der de opløftede deres Øine langt fra, da kjendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd; og de sønderrev hver sin Kappe, og de strøede Støv paa deres Hoveder mod Himmelen. 13 Og de sadde med ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og Ingen talede til ham et Ord; thi de saae, at Pinen var saare stor.
  • Sal 66:3 : 3 Siger til Gud: Hvor forfærdelig (er du) i dine Gjerninger! dine Fjender skulle smigre for dig for din store Magts Skyld.
  • Sal 143:4 : 4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
  • Jes 15:2 : 2 (derfor) gaaer man op til Afgudshuset, og Dibon gaaer op til Høiene at græde; over Nebo og over Medba skal Moab hyle, det er skaldet paa alle Hoveder derudi, alt Skjægget er afskaaret.
  • Jer 7:29 : 29 Klip din Fraskillelses (Haar) af og kast (det) bort, og opløft et Klagemaal paa de høie (Steder); thi Herren haver forkastet og forladt den Slægt, (som) hans Fortørnelse (er imod).
  • Jer 36:24 : 24 Og de frygtede ikke og sønderreve ikke deres Klæder, (hverken) Kongen eller hans Tjenere, de, som hørte alle disse Ord.
  • Jer 48:37-38 : 37 Thi hvert Hoved er skaldet, og alt Skjæg er formindsket; der ere Ribler paa alle Hænder, og Sæk paa Lænderne. 38 Der er idel Hylen paa alle Tage i Moab og paa dens Gader; thi jeg haver sønderbrudt Moab som et Kar, hvortil man ikke haver Lyst, siger Herren.
  • Esek 3:15 : 15 Og jeg kom til de Bortførte til Thel-Abib, til dem, som boede ved Chebars Flod, og jeg blev hos dem, som boede der; og jeg blev der i syv Dage forskrækket midt iblandt dem.
  • Esek 7:18 : 18 Og de skulle ombinde Sække, og Bævelse skal skjule dem; og over alle Ansigter (skal være) Skam, og alle deres Hoveder (skulle blive) skaldede.
  • Dan 4:19 : 19 Da blev Daniel, hvis Navn er Beltsazar, forskrækket ved en Time, og hans Tanker forfærdede ham; (men) Kongen svarede og sagde: Beltsazar, lad den Drøm og dens Udtydning ikke forfærde dig. Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! den Drøm (vederfares) dine Hadere, og dens Udtydning dine Fjender!
  • Dan 8:27 : 27 Og det var (næsten) forbi med mig, Daniel, og jeg var (nogle) Dage syg, siden stod jeg op og udrettede Kongens Gjerning: og jeg var forskrækket over det Syn, men (der var) Ingen, som mærkede det.
  • Mika 1:16 : 16 Gjør dig skaldet og lad klippe dig over dine vellystige Børn; gjør dig bredskaldet som Ørnen, thi de ere bortførte fra dig.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 84%

    4Da samledes til mig hver, som var forfærdet for Israels Guds Ord, for (deres) Forgribelses Skyld, som havde været bortførte, og jeg sad forskrækket indtil Aftens Madoffers (Tid).

    5Og om Aftens Madoffers (Tid) stod jeg op af min Elendighed, efterat jeg havde sønderrevet mit Klædebon og min Kappe, og jeg knælede paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til Herren min Gud.

    6Og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud! thi vore Misgjerninger ere mangfoldige indtil over (vort) Hoved, og vor Skyld er stor indtil Himmelen.

    7Fra vore Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgjerningers Skyld ere vi, (ja) vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, i Sværd, i Fængsel og i Rov og i (vore) Ansigters Skam, som det sees paa denne Dag.

  • Neh 1:3-4
    2 vers
    75%

    3Og de sagde mig: De Overblevne, som ere overblevne af Fængslet, ere der i Landskabet udi stor Ulykke og i Forsmædelse, og Jerusalems Muur er nedreven, og dens Porte ere opbrændte med Ild.

    4Og det skede, der jeg hørte disse Ord, sad jeg og græd og sørgede (nogle) Dage, og jeg fastede og bad for Guds Ansigt i Himmelen.

  • 11Og det skede, der Kongen hørte Lovbogens Ord, da sønderrev han sine Klæder.

  • 19Og det skede, der Kongen hørte Lovens Ord, da sønderrev han sine Klæder.

  • 3Og jeg vendte mit Ansigt til den Herre Gud, at søge (ham) ved Bøn og (ydmyge) Begjæringer, med Faste og Sæk og Aske.

  • 1Og det skede, der Kong Ezechias det hørte, da sønderrev han sine Klæder og skjulte sig med en Sæk, og gik ind i Herrens Huus.

  • 1Og det skede, der Kong Ezechias det hørte, da sønderrev han sine Klæder og iførte sig en Sæk og gik ind i Herrens Huus.

  • 1Der Mardochæus fik at vide alt det, som skeet var, da sønderrev Mardochæus sine Klæder og førte sig i Sæk og Aske, og gik ud midt i Staden og raabte med stort og bittert Skrig.

  • 1Og paa den fire og tyvende Dag i denne Maaned forsamledes Israels Børn med Faste og med Sække og med Jord paa sig.

  • 6Og min (Vrede) optændtes saare, der jeg hørte deres Skrig og disse Ord.

  • 31Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder.

  • 20Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).

  • 30Og det skede, der Kongen hørte den Qvindes Ord, da sønderrev han sine Klæder, og han gik forbi paa Muren; da saae Folket, og see, der var en Sæk indentil paa hans Kjød.

  • 11Da tog David fat paa sine Klæder og sønderrev dem; det samme (gjorde) ogsaa alle Mændene, som vare hos ham.

  • 18Og de skulle ombinde Sække, og Bævelse skal skjule dem; og over alle Ansigter (skal være) Skam, og alle deres Hoveder (skulle blive) skaldede.

  • 12Og Herren, den Herre Zebaoth, skal paa den samme Dag raabe efter Graad og efter Hylen og efter skaldet (Hoved), og at (man skal) ombinde Sække.

  • 9Og alle Judæ og Benjamins Mænd samledes til Jerusalem efter tre Dage, det var den niende Maaned, paa den tyvende (Dag) i Maaneden; og alt Folket sad paa Gaden for Guds Huus og bævede for den Sags Skyld og for den megen Regn.

  • 69%

    1Og der dette var fuldendt, gik de Øverste frem til mig og sagde: Israels Folk og Præsterne og Leviterne ere ikke adskilte fra Folkene i Landene efter deres Vederstyggeligheder, nemlig Cananiternes, Hethiternes, Pheresiternes, Jebusiternes, Ammoniternes, Moabiternes, Ægypternes og Amoriternes.

    2Thi de have taget af deres Døttre for sig og for deres Sønner, og den hellige Sæd haver blandet sig med Folkene i Landene, og de Øverstes og Forstandernes Haand har været i denne Forgribelse den første.

  • 27Og det skede, der Achab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klæder og lagde en Sæk paa sit Kjød og fastede, og han laae i Sækken og gik sagteligen.

  • 1Og der Esra bad, og der han bekjendte, græd og havde nedkastet sig foran Guds Huus, da samledes til ham en saare stor Forsamling af Israel, Mænd og Qvinder og Børn, thi Folket græd med megen Graad.

  • 15Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.

  • 19Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du er ydmyget for Herrens Ansigt, da du hørte, hvad jeg haver talet imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til en Ødelæggelse og til en Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt, saa haver jeg, jeg ogsaa hørt det, siger Herren.

  • 8Og det gjorde mig meget ondt, og jeg kastede alle Redskaber af Tobias Huus hen udenfor af Kammeret.

  • 25Og jeg trættede med dem og bandte dem, og slog (nogle) Mænd af dem og rev (Haar) af dem, og jeg tog en Ed af dem ved Gud, (sigende:) I skulle ikke give eders Døttre til deres Sønner, og ei tage af deres Døttre til eders Sønner eller til eder.

  • 29Klip din Fraskillelses (Haar) af og kast (det) bort, og opløft et Klagemaal paa de høie (Steder); thi Herren haver forkastet og forladt den Slægt, (som) hans Fortørnelse (er imod).

  • 13Jeg udrystede ogsaa min Kjortelflig og sagde: Saaledes udryste Gud hver Mand fra sit Huus og fra sit Arbeide, som ikke holder dette Ord, og han blive saa udrystet og tom! og den ganske Forsamling sagde: Amen! og de lovede Herren, og Folket gjorde efter dette Ord.

  • 3Og i alle (og) ethvert Landskab (og) Sted, hvor Kongens Ord og hans Lov ankom, var der en stor Sorrig iblandt Jøderne, og Faste og Graad og Hylen; Mange laae i Sæk og Aske.

  • 27Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Guds Ansigt, der du hørte hans Ord imod dette Sted og imod dets Indbyggere, ja du ydmygede dig for mit Ansigt og sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt, saa haver jeg ogsaa hørt dig, siger Herren.

  • 15Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.

  • 8Og det skede, der de havde slaget dem, da var jeg overbleven; og jeg faldt paa mit Ansigt og raabte og sagde: Ak, Herre Herre! vil du fordærve alt Overblevet i Israel, idet du udøser din Grumhed over Jerusalem?

  • 6Der den Sag kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Throne, og aflagde sin herlige Kappe af sig, og bedækkede sig med en Sæk, og sad i Asken.

  • 3Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.

  • 12Men der de opløftede deres Øine langt fra, da kjendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd; og de sønderrev hver sin Kappe, og de strøede Støv paa deres Hoveder mod Himmelen.

  • 9Anlangende Propheterne: Mit Hjerte er forstyrret inden i mig, alle mine Been beve, jeg er som en drukken Mand og som en Mand, over hvem Viin haver faaet Overhaand, for Herrens Skyld og for hans hellige Ords Skyld.

  • 9Og jeg hørte hans Ords Røst; og som jeg hørte hans Ords Røst, faldt jeg i en dyb Søvn paa mit Ansigt, og mit Ansigt var (vendt) mod Jorden.

  • 24Og det skal skee, at der skal være Stank for (vellugtende) Urter, og et løst Baand for et Bælte, og et skaldet (Hoved) for Haarflettelse, og en ombunden Sæk for et bredt Baand, og Forbrændelse i Deiligheds Sted.

  • 24Og de frygtede ikke og sønderreve ikke deres Klæder, (hverken) Kongen eller hans Tjenere, de, som hørte alle disse Ord.

  • 10Zions Datters Ældste laae paa Jorden, de taug, opkastede Støv paa deres Hoved, bandt Sække om; Jomfruer af Jerusalem hængte deres Hoved ned imod Jorden.

  • 3at de skulde sige til Præsterne, som vare hos den Herre Zebaoths Huus, og til Propheterne, sigende: Mon jeg skal græde i den femte Maaned, saa jeg skal fraskille mig, som jeg haver gjort nu saa mange Aar?

  • 8Hyl som en Jomfru, der haver ombundet en Sæk, for sin Ungdoms Mand.

  • 19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.

  • 18Og det skede, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da forlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.