Galaterne 4:6
Men eftersom I da ere Sønner, haver Gud udsendt sin Søns Aand i eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader!
Men eftersom I da ere Sønner, haver Gud udsendt sin Søns Aand i eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Thi saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.
15 Thi I annammede ikke atter en Trældoms Aand til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, ved hvilken vi raabe: Abba, Fader!
16 Den samme Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.
17 Men dersom vi ere Børn, ere vi og Arvinger, nemlig Guds Arvinger, men Christi Medarvinger, saafremt vi lide med ham, at vi og skulle herliggjøres med ham.
7 Saa at du ikke længere er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christum.
1 Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;
2 men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.
3 Saaledes stode og vi, saalænge vi vare Børn, som Trælle under Verdens Børnelærdom;
4 men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Qvinde, født under Loven,
5 paa det at han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse.
26 I ere jo alle Guds Børn formedelst Troen i Christo Jesu.
1 Seer, hvor stor en Kjærlighed Faderen haver beviist os, at vi skulle kaldes Guds Børn! Derfor kjender Verden os ikke, fordi den kjender ham ikke.
2 I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.
18 og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.
30 Men hvad siger Skriften? Udstød Tjenesteqvinden og hendes Søn; thi Tjenesteqvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Qvindes Søn.
31 Saa ere vi da, Brødre! ikke Tjenesteqvindens Børn, men den frie Qvindes.
14 Dette skriver jeg ikke for at beskjæmme eder, men jeg paaminder eder, som mine elskelige Børn.
15 Thi om I end havde ti tusinde Læremestere i Christo, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg avlede eder i Christo Jesu ved Evangelium.
13 Derpaa kjende vi, at vi blive i ham, og han i os, fordi han gav os af sin Aand.
29 Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.
14 paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christo Jesu, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.
9 Derudi er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud haver sendt sin Søn, den Eenbaarne, til Verden, at vi skulle leve ved ham.
10 Derudi bestaaer Kjærligheden, ikke at vi have elsket Gud, men at han haver elsket os, og haver udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.
20 Thi I ere ikke de, som tale, men det er eders Faders Aand, som taler i eder.
16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenesteqvinden, og een af den frie Qvinde.
7 Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
5 men Haabet beskjæmmer ikke, fordi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig-Aand, som er os given.
36 Dersom da Sønnen faaer frigjort eder, skulle I være virkeligen frie.
23 Ja ikke det alene, men ogsaa selv de, som have Aandens Førstegrøde, ogsaa vi selv sukke i os selv, idet vi forvente en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.
9 Men I ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand boer i eder; men om Nogen ikke haver Christi Aand, denne er ikke hans.
28 Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
19 Mine Børnlille, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Dannelse i Eder!
1 Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
5 idet han forud bestemte os formedelst Jesum Christum til sønlig Udkaarelse hos sig selv, efter sin Villies Velbehagelighed,
6 sin herlige Naade til Priis, ved hvilken han benaadede os i den Elskede,
1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
6 een Gud og Alles Fader, som er over Alle og ved Alle og i Eder alle.
4 (Mine) Børn! I ere af Gud og have overvundet dem; thi den, som er i eder, er større end den, der er i Verden.
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
5 Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
18 Thi formedelst ham have vi begge Adgang i een Aand til Faderen.
7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
27 thi Faderen selv elsker eder, efterdi I have elsket mig og troet, at jeg er udgangen fra Gud.
16 ikke fremdeles som en Træl, men meer end en Træl, som en elskelig Broder, især for mig, men hvor meget mere for dig, baade i Kjødet og i Herren.
4 som hengav sig selv for vore Synder, paa det han kunde udfrie os fra den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,
9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?
14 For denne Sags Skyld (altsaa) bøier jeg mine Knæ for vor Herres Jesu Christi Fader,
1 Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden;
8 som ogsaa gav os eders Kjærlighed i Aanden tilkjende.