Hebreerbrevet 5:2
og han kan have Medlidenhed med de Vankundige og Vildfarende, eftersom han og selv er omgiven med Skrøbelighed;
og han kan have Medlidenhed med de Vankundige og Vildfarende, eftersom han og selv er omgiven med Skrøbelighed;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 og for dennes Skyld maa han, som for Folket, saaledes og for sig selv, frembære Syndoffer.
1 Thi hver Ypperstepræst, som tages af Mennesker, beskikkes for Mennesker til Tjenesten for Gud, paa det at han skal frembære baade Gaver og Slagtoffere for Synder;
14 Efterdi vi derfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen igjennem Himlene, Jesum, den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.
15 Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lighed (med os, dog) uden Synd.
16 Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.
17 Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst for Gud, til at forsone Folkets Synder.
18 Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp, som fristes.
1 Men vi, som formaae det, ere skyldige at bære over med de Svages Skrøbeligheder og ikke behage os selv.
22 Og gjører Forskjel, saa I ynkes over Nogle,
25 Saa skal Præsten gjøre Forligelse for al Israels Menighed, saa bliver det dem forladt; thi det er en Vanvittighed, og de skulle føre deres Offer frem til et Ildoffer for Herren, og deres Syndoffer for Herrens Ansigt, for deres Vanvittighed.
26 Saa bliver det al Israels Børns Menighed forladt, og den Fremmede, som er fremmed midt iblandt dem, efterdi (det er vederfaret) det ganske Folk af Vanvittighed.
27 Men naar en Person synder af Vanvittighed, da skal han offre en aargammel Gjed til et Syndoffer.
28 Og Præsten skal gjøre Forligelse for den Person, som har forseet sig, idet han syndede af Vanvittighed for Herrens Ansigt, at gjøre Forligelse for ham, saa bliver det ham forladt
29 For den Indfødte iblandt Israels Børn og for den Fremmede, som er fremmed midt iblandt dem, for eder skal være een Lov, for den, som gjør (Noget) af Vanvittighed.
17 Og naar en Person synder og gjør imod eet af alle Herrens Bud, som ikke skulde skee, og vidste det ikke, og er bleven skyldig, da skal han bære sin Misgjerning.
18 Og han skal fremføre en Væder uden Lyde, af Faarene, efter din Vurdering, til et Skyldoffer, til Præsten; og Præsten skal gjøre Forligelse for ham, for hans Vanvittighed, som han var vanvittig udi, og han vidste det ikke, saa skal det forlades ham.
11 Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, efterdi I ere blevne seendrægtige til at fatte.
27 Men dersom en Person af det menige Folk synder af Vanvittighed, saa han gjør Noget (imod) Herrens Bud, som skulde ikke skee, og bliver skyldig,
2 som er Helligdommens Tjener og det sande Tabernakels, hvilket Herren haver opreist og ikke et Menneske.
3 Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære baade Gaver og Slagtoffere; derfor er det fornødent, at ogsaa denne maa have Noget, som han kan offre.
9 Thi den, som ikke haver disse (Dyder), er blind, tillukker Øinene og haver glemt Renselsen fra sine forrige Synder.
25 hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem.
26 Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som er hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøiet over Himlene,
27 som ikke dagligen haver fornøden, som de (andre) Ypperstepræster, at frembære Offer først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han eengang for alle, der han offrede sig selv.
28 Thi Loven beskikker til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed, men Edens Ord, (som er) senere end Loven, (beskikker) Sønnen, den til evig Tid Fuldkommede.
3 Betragter derfor den, som haver taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, paa det at I ikke skulle blive trætte og forsage i eders Sjæle.
7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
8 lærte, omendskjøndt han var Søn, dog Lydighed af det, han led;
17 Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og eders Øverster.
1 Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en Saadan tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
2 Bærer hverandres Byrder, og opfylder saaledes Christi Lov.
14 Men vi formane eder, Brødre! paaminder de Uskikkelige, trøster de Mismodige, ophjælper de Skrøbelige, værer langmodige mod Alle.
10 Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
11 Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
8 Men endeligen værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;
13 Og dersom al Israels Menighed forseer sig, og Gjerningen er skjult for Forsamlingens Øine, og de have gjort Noget (imod noget) af Herrens Bud, som ikke skulde skee, og ere blevne skyldige,
25 med Sagtmodighed undervisende dem, som modsætte sig, om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandheds Erkjendelse,
1 De Ældste iblandt eder formaner jeg, som en Medeældste og et Vidne til Christi Lidelser, som den, der og haver Deel i Herligheden, der skal aabenbares:
3 Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, Slaver af Begjærligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre.
2 Tal til Israels Børn og siig: Naar en Person synder af Vanvittighed (imod noget) af alle Herrens Bud, hvilket ikke skulde skee, og gjør (imod noget) af eet af dem —
3 Kommer de Bundne ihu, som selv Medbundne, dem, der lide Ondt, som de, der og selv ere i Legemet.
38 Men erkjender Nogen det ikke, da lade han være!
22 (Men) naar en Fyrste synder og gjør Noget (imod noget) af Herrens sin Guds Bud, som ikke skulde skee, af Vanvittighed, og bliver skyldig,
7 men i det andet gik den Ypperstepræst alene ind eengang om Aaret, ikke uden Blod, hvilket han offrede for sig selv og for Folkets Forseelser;
13 Thi hver, som faaer Melk, er uforfaren i Retfærdigheds Lære; thi han er et Barn.
7 saa at I derimod snarere skulle tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i alt for stor Bedrøvelse.
5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
25 ikke heller for at han flere Gange skulde offre sig selv, ligesom den Ypperstepræst hvert Aar gaaer ind i Helligdommen med fremmed Blod;
11 See! vi prise dem salige, som taalmodigen lide. I have hørt Jobs Taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.
13 mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner. Men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro.