Jesaja 42:2
Han skal ikke raabe og ei opløfte (Røsten), og ikke lade høre sin Røst paa Gaden.
Han skal ikke raabe og ei opløfte (Røsten), og ikke lade høre sin Røst paa Gaden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17paa det at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger:
18See, min Tjener, som jeg haver udvalgt, min Elskelige, til hvilken min Sjæl haver Velbehag; jeg vil give ham min Aand, og han skal forkynde Hedningerne Ret.
19Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.
20Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Tande, indtil han faaer udført Retten til Seier.
3Han skal ikke sønderbryde et knuset Rør, og ikke udslukke den rygende Hør; han skal udføre Ret efter Sandhed.
4Han skal ikke vansmægte, ei heller blive afmattet, indtil han faaer skikket Ret paa Jorden, og Øer skulle vente paa hans Lov.
1See, min Tjener, hvilken jeg opholder, min Udvalgte, (til hvilken) min Sjæl haver Behagelighed; jeg haver givet min Aand over ham, han skal udføre Ret for Hedningerne.
13See, min Tjener skal handle klogeligen, han skal ophøies og opløftes og være meget høi.
14Ligefom Mange forskrækkes over dig, saa var hans Anseelse fordærvet fremfor (andre) Folks, og hans Skikkelse fremfor Menneskens Børns.
15Saa skal han bestænke mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi de, som det ikke var fortalt, de have seet det, og de, som ikke have hørt det, de have forstaaet det.
7Den blev krævet, og han, han blev gjort elendig, og han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt for dem, som det klippe, og ikke oplader sin Mund.
3Og hans Lugten (skal være) i Herrens Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øine see, ei heller straffe efter det, hans Øren høre.
4Men han skal dømme de Ringe med Retfærdighed, og straffe de Sagtmodige i Landet med Oprigtighed, og han skal slaae Jorden med sin Munds Riis, og dræbe den Ugudelige med sine Læbers Aand.
32Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: Han blev ført som et Faar til at slagtes, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ikke sin Mund.
33I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne berette hans Livstid, efterdi hans Liv er borttaget fra Jorden?
2Thi han opfoer som en Qvist for hans Ansigt, og som en Rod af tør Jord, han haver ingen Skikkelse eller Herlighed, og vi saae ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.
3(Han var) foragtet og holdt (snart) op (at være) iblandt Mænd, en Mand, (fuld af) Piner, og som havde forsøgt Sygdom; og som En, for hvilken man skjulte Ansigtet, var han foragtet, og vi agtede ham intet.
19Hvo er blind, uden min Tjener, og døv (som den), jeg udsendte som mit Bud? hvo er (saa) blind som den Fuldkomne, og (saa) blind som Herrens Tjener?
20Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.
19Thi Folket i Zion skal boe i Jerusalem; du skal jo ikke græde saare, han skal vist benaade dig, naar (han hører) dit Raabs Røst; han skal svare dig, naar han hører det.
9Og man satte de Ugudelige til hans Grav, og (overgav ham) til en Rig i hans Død; thi han havde ikke gjort Vold, og, der var ikke Svig i hans Mund.
10Men Herren havde Behagelighed til at knuse ham med Sygdom; naar han haver givet sit Liv til et Skyldoffer, skal han see Sæd (og) forlænge (sine) Dage, og Herrens Behagelighed skal lykkes ved hans Haand.
11Fordi hans Sjæl haver arbeidet, skal han see det, han skal mættes; idet man kjender ham, skal min retfærdige Tjener retfærdiggjøre Mange; thi han, han skal bære deres Misgjerninger.
14See, mine Tjenere skulle synge (med Fryd) af Hjertets Behag, men I, I skulle skrige af Hjertepine og hyle for Aands Forstyrrelse.
19En Tjener kan ikke tugtes med Ord; thi om han (det end) forstaaer, saa svarer han (dog) ikke (dertil).
4Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den samme Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.
7De løfte ham op paa Skuldrene, de bære ham og sætte ham paa sit Sted; der staaer han, han viger ikke fra sit Sted; vilde (Nogen) end raabe til ham, skal han dog ikke svare, han kan ikke frelse ham af hans Nød.
1For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems Skyld vil jeg ikke være stille, indtil dens Retfærdighed udgaaer som et Skin, og dens Salighed brænder som et Blus.
5Den Herre Herre haver aabnet mig Øret, og jeg, jeg var ikke gjenstridig, jeg vendte mig ikke tilbage.
24I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!
17Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
7Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken; de gaae ud og komme ikke tilbage til dem.
4Og han skal dømme iblandt Hedningerne og straffe mange Folk, og de skulle sammenslaae deres Sværd til Hakker, og deres Spyd til Segle; et Folk skal ikke opløfte Sværd mod et andet, og de skulle ikke ydermere lære (at føre) Krig.
28Han kan sidde alene og tie, naar man lægger (Noget) paa ham.
2Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
13Hvo, som stopper sit Øre for den Ringes Raab, han, han skal og raabe og ikke bønhøres.
23som ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigen;
7Paa den samme Dag skal han opløfte (sin Haand og sværge) og sige: Jeg vil ikke forbinde (eders Skade), og der er hverken Brød, ei heller Klæder i mit Huus, sætter mig ikke til Fyrste over Folket.
14Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
6(De sige:) I skulle ikke prophetere, (men) de skulle prophetere; de prophetere ikke som disse, der ikke vige af fra Forsmædelser.
14Jeg taug fra fordum (Tid), jeg var taus, jeg holdt mig; (men nu) vil jeg raabe, som hun, der føder, jeg vil ødelægge og upsluge tillige.
19Og jeg vil fryde mig i Jerusalem og glæde mig iblandt mit Folk, og der skal ikke ydermere høres Graads Røst eller Skrigs Røst i den.
24Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).
13Og det skede, saasom han lod udraabe, og de hørte ikke, saaledes maatte de og raabe, men jeg vilde ikke høre, sagde den Herre Zebaoth.
28at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
39Og de, som gik foran, truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!
13Jeg, jeg opvækker ham i Retfærdighed, og vil gjøre alle hans Veie rette; han, han skal bygge min Stad og lade mine Bortførte fare, ikke for (Penges) Værd, ei heller for Skjenk, sagde den Herre Zebaoth.
6og han sagde: Det er (for) ringe (en Ting), at du er min Tjener til at opreise Jakobs Stammer og omvende de Bevarede af Israel; men jeg satte dig til Hedningernes Lys, at være min Salighed indtil Jordens Ende.
16Og du, du skal ikke bede for dette Folk, og ikke opløfte (din Røst med) Skrig eller Bøn, og ikke møde mig (med Bøn) for dem; thi jeg hører dig ikke.
7Og tilsteder ikke, at man tier for ham, indtil han bereder, og indtil han sætter Jerusalem til Priis paa Jorden.