Jakobs brev 5:17
Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det ikke skulde regne, og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder.
Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det ikke skulde regne, og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.
1 Og Elias, den Thisbiter, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Achab: (Saa vist som) Herren, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staaer, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mine Ord.
2 Og Herrens Ord skede til ham og sagde:
15 og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal opreise ham, og haver han begaaet Synder, skulle de forlades ham.
16 Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.
1 Og det skede mange Dage (derefter), at Herrens Ord skede til Elias i det tredie Aar og sagde: Gak, lad dig see for Achab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige.
2 Og Elias gik at lade sig see for Achab; og Hungeren var svar i Samaria.
25 Men i Sandhed siger jeg eder: Der vare mange Enker i Israel i Eliæ Dage, der Himmelen var lukket i tre Aar og sex Maaneder, den Gang, der var en stor Hunger i det ganske Land;
41 Og Elias sagde til Achab: Drag op, æd og drik; thi (man hører) en Susen af megen Regn.
42 Og Achab drog op for at æde og at drikke; og Elias gik op paa Carmels Top og bøiede sig mod Jorden, og satte sit Ansigt ned imellem sine Knæ.
43 Og han sagde til sin Dreng: Kjære, gak op, see til paa Veien til Havet; og han gik op og saae til og sagde: Der er ikke Noget; og han sagde: Gak igjen (derhen) syv Gange.
44 Og det skede den syvende Gang, at han sagde: See, en liden Sky gaaer op fra Havet som en Mands Haand; og han sagde: Gak op, siig til Achab: Spænd for og far ned, at Regnen ikke skal opholde dig.
45 Og det skede, idet man gik hid og did, da blev Himmelen sort af Skyer og Veir, og der kom en stor Regn; men Achab foer og drog til Jisreel.
46 Og Herrens Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Lænder og løb frem for Achab, indtil man kommer til Jisreel.
26 Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de (da) bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synd, naar du plager dem,
27 da ville du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folks Israels Synd, at du ville vise dem den gode Vei, paa hvilken de skulle vandre, og give Regn over dit Land, som du haver givet dit Folk til Arv!
12 Og Elias svarede og sagde til ham: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned af Himmelen og fortære dig og dine Halvtredsindstyve! og Guds Ild faldt ned af Himmelen og fortærede ham og hans Halvtredsindstyve.
13 Da sendte han igjen en Høvedsmand over det tredie Halvtredsindstyve, og hans Halvtredsindstyve; og den tredie Høvedsmand over Halvtredsindstyve steg op og kom og bøiede sig paa sine Knæ for Elias, og bad ham om Naade og talede til ham: Du Guds Mand! Kjære, lad min Sjæl og disse dine halvtredsindstyve Tjeneres Sjæle være dyrebare for dine Øine.
14 See, der faldt Ild ned af Himmelen og fortærede de to første Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og deres Halvtredsindstyve; men nu, lad min Sjæl være dyrebar for dine Øine.
7 Og det skede, efterat Aaret var tilende, da blev Bækken tør; thi der var ikke Regn i Landet.
8 Da skede Herrens Ord til ham og sagde:
35 Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synder, naar du plager dem,
7 Og jeg, jeg haver ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der vare endnu tre Maaneder til Høsten, og jeg lod regne over en Stad, men over en anden lod jeg ikke regne; en Deel fik Regn, og en anden Deel, som det ikke regnede paa, blev tør.
28 Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
7 Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See! Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt og bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn.
14 Thi saa siger Herren, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke fattes, indtil den Dag, Herren skal give Regn over Jorderige.
15 Og hun gik og gjorde efter Elias Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Huus i et Aar.
8 Og han stod op og aad og drak; og han gik ved den samme Mads Kraft fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter indtil det Guds Bjerg Horeb.
9 Og han gik der ind i en Hule og blev der om Natten; og see, Herrens Ord (kom) til ham og sagde til ham: Hvad har du her (at gjøre), Elias?
10 Og han sagde: Jeg har aldeles været nidkjær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt; de have nedbrudt dine Altere og slaget dine Propheter ihjel med Sværdet, og jeg, jeg er alene overbleven, og de søge efter mit Liv til at tage det (fra mig).
17 og Herrens Vrede optændes imod eder, og han lukker Himmelen til, at der ingen Regn kommer, og Jorden ikke giver sin Grøde, og I snart omkomme fra det gode Land, som Herren giver eder.
35 Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han opfyldte ogsaa Graven med Vand.
36 Og det skede, der man offrede Madofferet, da traadte Elias, Propheten, frem og sagde: Herre! Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kjendes idag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gjerninger efter dit Ord!
1 Begjærer Regn af Herren paa den sildige Regns Tid, af Herren, som gjør Lynet, saa skal han give dem Pladskregn, ja, for enhver Mand Urter paa Marken.
17 Og det skede efter disse Handeler, at samme Qvindes, Husets Værtindes, Søn blev syg; og hans Sygdom var saare svar, indtil, der var ikke Aande tilovers i ham.
21 Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen.
2 Gud haver ikke forskudt sit Folk, hvilket han forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
13 Og det skede, der Elias det hørte, da omsvøbte han sit Ansigt med sin Kappe, og gik ud og stod i Døren paa Hulen; og see, (da kom der) en Røst til ham og sagde: Hvad har du her (at gjøre), Elias?
44 Du skjulte dig med en Sky, at der ikke kunde komme Bøn igjennem.
7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
12 Og der var Regn paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
8 Da tog Elias sin Kappe og svøbte den tilsammen, og slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og de gik begge igjennem paa det Tørre.
9 Og det skede, der de kom over, da sagde Elias til Elisa: Bed, hvad jeg skal gjøre ved dig, før jeg tages fra dig; og Elisa sagde: Kjære, at der maa være to Dele af din Aand paa mig.
12 men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkjendte ham ikke, men gjorde mod ham, hvad de vilde; saa skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem.
7 Thi Jorden, som drikker Regnen, der ofte falder paa den, og bærer Væxter, tjenlige for dem, af hvilke den dyrkes, faaer Velsignelse af Gud;
17 Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
33 Og han gik ind og lukkede Døren til efter dem begge, og bad til Herren.
11 Og Josaphat sagde: Er her ingen Herrens Prophet, at vi kunde adspørge Herren ved ham? da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Saphats Søn, som øste Vand paa Elias Hænder.
17 Beder uden Afladelse.