Jakobs brev 5:18
Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.
Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal opreise ham, og haver han begaaet Synder, skulle de forlades ham.
16 Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.
17 Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det ikke skulde regne, og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder.
1 Og det skede mange Dage (derefter), at Herrens Ord skede til Elias i det tredie Aar og sagde: Gak, lad dig see for Achab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige.
2 Og Elias gik at lade sig see for Achab; og Hungeren var svar i Samaria.
35 Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synder, naar du plager dem,
36 da ville du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folks Israels Synd, at du viser dem den gode Vei, paa hvilken de skulle vandre, og giver Regn over dit Land, som du haver givet dit Folk til Arv!
41 Og Elias sagde til Achab: Drag op, æd og drik; thi (man hører) en Susen af megen Regn.
42 Og Achab drog op for at æde og at drikke; og Elias gik op paa Carmels Top og bøiede sig mod Jorden, og satte sit Ansigt ned imellem sine Knæ.
43 Og han sagde til sin Dreng: Kjære, gak op, see til paa Veien til Havet; og han gik op og saae til og sagde: Der er ikke Noget; og han sagde: Gak igjen (derhen) syv Gange.
44 Og det skede den syvende Gang, at han sagde: See, en liden Sky gaaer op fra Havet som en Mands Haand; og han sagde: Gak op, siig til Achab: Spænd for og far ned, at Regnen ikke skal opholde dig.
45 Og det skede, idet man gik hid og did, da blev Himmelen sort af Skyer og Veir, og der kom en stor Regn; men Achab foer og drog til Jisreel.
46 Og Herrens Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Lænder og løb frem for Achab, indtil man kommer til Jisreel.
26 Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de (da) bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synd, naar du plager dem,
27 da ville du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folks Israels Synd, at du ville vise dem den gode Vei, paa hvilken de skulle vandre, og give Regn over dit Land, som du haver givet dit Folk til Arv!
1 Begjærer Regn af Herren paa den sildige Regns Tid, af Herren, som gjør Lynet, saa skal han give dem Pladskregn, ja, for enhver Mand Urter paa Marken.
7 Thi Jorden, som drikker Regnen, der ofte falder paa den, og bærer Væxter, tjenlige for dem, af hvilke den dyrkes, faaer Velsignelse af Gud;
1 Og Elias, den Thisbiter, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Achab: (Saa vist som) Herren, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staaer, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mine Ord.
2 Og Herrens Ord skede til ham og sagde:
7 Og det skede, efterat Aaret var tilende, da blev Bækken tør; thi der var ikke Regn i Landet.
8 Da skede Herrens Ord til ham og sagde:
10 han, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Gaderne,
7 Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See! Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt og bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn.
14 da vil jeg give eders Land Regn paa sin Tid, tidlig Regn og sildig Regn, at du kan indsamle dit Korn og din nye Viin og din Olie.
7 Og jeg, jeg haver ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der vare endnu tre Maaneder til Høsten, og jeg lod regne over en Stad, men over en anden lod jeg ikke regne; en Deel fik Regn, og en anden Deel, som det ikke regnede paa, blev tør.
10 Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden (overflødigen) og gjør den frugtbar og kommer den til at give Grøde, og den giver Sæd til at saae og Brød til at æde,
10 Derfor lukke Himlene sig til over eder, at (de) ikke (give) Dug, og Jorder haver tillukket for sin Grøde.
11 Thi jeg haver kaldet Tørhed over Jorden og over Bjergene og over Kornet og over Mosten og over Olien og over det, som Jorden skulde udgive (af sig), og over Folket og over Fæet og over alt Hænders Arbeide.
19 Brødre! dersom En iblandt eder er faren vild fra Sandheden, og Nogen omvender ham,
17 og Herrens Vrede optændes imod eder, og han lukker Himmelen til, at der ingen Regn kommer, og Jorden ikke giver sin Grøde, og I snart omkomme fra det gode Land, som Herren giver eder.
4 da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorden skal give sin Grøde, og Træer paa Marken skulle bære deres Frugt.
35 Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han opfyldte ogsaa Graven med Vand.
18 Da raabte Samuel til Herren, og Herren gav Torden og Regn paa den samme Dag; derfor frygtede alt Folket saare Herren og Samuel.
26 at lade regne paa det Land, (hvor) Ingen er, i Ørken, hvor intet Menneske er,
27 at det mætter de øde og ødelagte (Stæder), og gjør, at Græsset opvoxer og udkommer.
13 Da sendte han igjen en Høvedsmand over det tredie Halvtredsindstyve, og hans Halvtredsindstyve; og den tredie Høvedsmand over Halvtredsindstyve steg op og kom og bøiede sig paa sine Knæ for Elias, og bad ham om Naade og talede til ham: Du Guds Mand! Kjære, lad min Sjæl og disse dine halvtredsindstyve Tjeneres Sjæle være dyrebare for dine Øine.
22 Mon der være iblandt Hedningernes Forfængeligheder de, som kunne lade regne, eller kunne de give Himlene Regndraaber? mon det ikke være dig selv, Herre vor Gud! og vi have forventet dig, thi du, du haver gjort alle disse Ting.
16 Men han veg bort i Ørkenerne og bad.
2 Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmelens Sluser, og Regnen af Himmelen opholdtes.
24 Og de sagde ikke i deres Hjerte: Lader os dog frygte Herren vor Gud, han, som giver Regn, baade tidlig Regn og sildig Regn i sin Tid; han skal bevare os Ugerne, (ja) de beskikkede Høsttider.
14 Thi saa siger Herren, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke fattes, indtil den Dag, Herren skal give Regn over Jorderige.
6 Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overdeel.
23 Og I, Zions Børn! fryder og glæder eder i Herren eders Gud, thi han haver givet eder den Retfærdigheds Lærer, og han skal lade nedfare til eder Regn, ja tidlig Regn og sildig Regn i den første (Maaned).
1 Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man altid bør bede og ikke blive træt.
28 Og Herrens Ord skede til Elias, den Thisbiter, og sagde:
6 Thi han taler til Snee, (sigende:) Vær paa Jorden, og til Pladskregn, (saa kommer) hans stærke (og) megen Pladskregn.
41 Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
33 Og Mose gik fra Pharao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke (mere) udøst paa Jorden.
21 Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen.
11 Og Gud sagde: Jorden udgive Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skede saa.