Jeremia 51:50
I, som ere undkomne fra Sværd, drager bort, staaer ikke (stille), kommer Herren ihu langt fra, og lader Jerusalem opkomme i eders Hjerte.
I, som ere undkomne fra Sværd, drager bort, staaer ikke (stille), kommer Herren ihu langt fra, og lader Jerusalem opkomme i eders Hjerte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
28Der er deres Røst, som flye og ere undkomne af Babels Land, at kundgjøre udi Zion Herrens vor Guds Hevn, hans Tempels Hevn.
29Kalder sammen imod Babel, I Mægtige! alle dem, som spænde Bue, slaaer Leir om den trindt omkring, lader Ingen undkomme (af den), betaler den efter dens Gjerning, gjører imod den efter alt det, som den gjorde; thi den haver handlet hovmodeligen imod Herren, imod Israels Hellige.
45Drager midt ud deraf, mit Folk! og redder, hver sin Sjæl, for Herrens grumme Vredes Skyld,
6Flyer midt ud af Babel, og redder, hver sin Sjæl, at I ikke udryddes i dens Misgjerning; thi denne er Herrens Hevns Tid, han betaler hende efter Fortjeneste.
31Thi det Overblevne skal udgaae af Jerusalem, og det Undkomne af Zions Bjerg; Herrens Zebaoths Nidkjærhed skal gjøre det.
51Vi vare beskjæmmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skjændsel skjulte vore Ansigter, thi Fremmede kom over Herrens Huses Helligdomme.
6Og jeg sagde: Hvor gaaer du hen? og han sagde til mig: Til at maale Jerusalem, at see, hvor vid den (skal være), og hvor lang den (skal være).
7Og see, Engelen, den, som talede med mig, gik ud, og en anden Engel gik ud imod ham.
49(Ligesom) ogsaa Babel (var Aarsag) til, at der faldt Ihjelslagne i Israel, saa skulle af Babel falde Saarede i det ganske Land.
16Udrydder af Babel Sædemanden og den, som tager fat paa Segl i Høstens Tid; de skulle see tilbage, hver til sit Folk, for Fordærverens Sværd, og flye, hver til sit Land.
32Thi det Overblevne skal udgaae af Jerusalem, og det Undkomne af Zions Bjerg; den Herre Zebaoths Nidkjærhed skal gjøre det.
25Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke paa Veien; thi der er Fjendens Sværd, (ja) Rædsel trindt omkring.
8Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.
20Men hører Herrens Ord, alle I Bortførte, hvilke jeg sendte fra Jerusalem til Babel:
8Flyer midt ud af Babel, og drager ud af Chaldæernes Land, og værer som Bukke for en Hjord.
17Vaagn op, vaagn op, staa op, Jerusalem! du, som haver drukket af Herrens Haand, af hans Grumheds Bæger; du haver drukket, (ja) udkrystet det Bægers Bærme, (hvoraf) man raver.
8Men jeg vil lade (Nogle) overblive, idet der skulle Nogle undkomme af eder fra Sværdet iblandt Hedningerne, naar I blive adspredte i Landene.
9Og de Undkomne af eder skulle komme mig ihu iblandt Hedningerne, hvor de ere fangne bortførte, at jeg haver været bekymret over deres det horagtige Hjerte, som veg fra mig, og deres de horagtige Øine, (som saae) efter deres (stygge) Afguder; og de skulle kjedes ved sig selv for de onde Ting, som de have gjort, ved alle deres Vederstyggeligheder.
15Thi de flyede for Sværdene, (ja) for et draget Sværd, for en spændt Bue og for en svar Krig.
16Og de Undkomne af dem skulle undkomme, og være paa Bjergene som Duer i Dalene, som alle kurre: hver for sin Misgjernings Skyld.
14Og du skulde ikke staaet paa Veiskjellet, at udrydde dets Undkomne, og du skulde ikke overantvordet dets Overblevne paa Trængsels Dag.
30Flyer, vanker saare hid og did, boer i de dybe (Stæder), I Hazors Innbyggere! siger Herren; thi Nebucadnezar, Kongen af Babel, haver raadslaget et Raad imod eder, og tænkt en Tanke over eder.
5Dersom jeg forglemmer dig, Jerusalem, da forglemme sig min høire Haand!
6Min Tunge hænge ved min Gane, om jeg ikke kommer dig ihu, om jeg ikke ophøier Jerusalem over min høieste Glæde!
7Herre! kom Edoms Børn ihu paa Jerusalems (Hjemsøgelses) Dag, de, som sagde: Gjører bart, gjører bart indtil Grundvolden i den!
2Ryst Støvet af dig, staa op, sid, Jerusalem! gjør dig løs af din Halses Baand, du fangne Zions Datter!
6Vender om til den, som Israels Børn ere dybt afvegne fra!
17Sank dit Kjøbmandskab af Landet, du, som boer i Befæstningen!
15saa hører nu derfor Herrens Ord, (I, som ere) det Overblevne af Juda: Saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: Dersom I sætte eders Ansigt til at komme til Ægypten, og I komme hen at være fremmede der,
14Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
14Afto dit Hjerte, Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvorlænge vil du lade din Uretfærdigheds Tanker blive om Natten midt udi dig?
6Flyer, redder eders Liv, og I skulle være som et eenligt Træ i Ørken.
20Gaaer ud af Babel, flyer fra Chaldæerne med Frydesangs Røst, forkynder, lader høre dette, udfører det indtil Jordens Ende, siger: Herren haver gjenløst sin Tjener Jakob.
16Han gjør, at Mange støde sig; ja, der faldt den Ene paa den Anden, og de sagde: Staa op, og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Fædreneland for Fordærverens Sværd.
14Og den skal være som en forjagen Raa og som et Faar, hvilket Ingen samler; de skulle vende sig, hver til sit Folk, og flye, hver til sit Land.
2Og det skal skee, om de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaae ud? da skal du sige til dem: Saa sagde Herren: Den, som (hører) til Døden, til Døden, og den, som (hører) til Sværdet, til Sværdet, og den, som (hører) til Hungeren, til Hungeren, og den, som (hører) til Fængslet, til Fængslet.
2(du, som var) fuld af megen Brusen, du brusende Stad, du glade Stad! dine Ihjelslagne ere ikke ihjelslagne med Sværd og ikke døde i Krigen.
3Alle dine Fyrster ere bortflyede tillige, bundne af Bueskytterne; Alle, som findes i dig, ere bundne tillige, de maatte flye langt bort.
31Madmena flyede bort; Indbyggerne i Gebim samlede sig (til Flugt).
5Hvorfor saae jeg (det)? de ere forskrækkede, de have vendt sig tilbage, og deres Vældige ere sønderknuste og flyede fast og saae ikke tilbage, (der var) Rædsel trindt omkring, siger Herren.
16Lader det ihukommes iblandt Hedningerne, see, lader det høres imod Jerusalem, at der komme Vogtere af et langt fraliggende Land; og de skulle udgive deres Røst over Judæ Stæder.
5Thi hvo skulde skaane dig, Jerusalem? og hvo skulde have Medynk over dig? og hvo skulde vige (af Veien) for at spørge, om (det gaaer) dig vel?
21De, som da ere i Judæa, flye til Bjergene, og de, som ere midt i (Staden), vige derudfra, og de, som ere paa Landet, komme ikke ind i den.
11Paa den Dag, du stod tvært over for (ham), paa den Dag, de Fremmede førte hans Hær fangen, og Udlændinge gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, (da var) du ogsaa som En af dem.
6O Jerusalem! jeg haver beskikket Vægtere paa dine Mure, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller den ganske Nat; I, som paaminde om Herren, I skulle ikke tie.
2Saa sagde Herren: Hvo, som bliver i denne Stad, skal døe ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pestilentsen; men den, som gaaer ud til Chaldæerne, han skal leve, og hans Liv skal være ham til Bytte, og han skal leve;
10Lid (dog saadan) Smerte og udbryd, du Zions Datter! som hun, der føder; thi nu skal du gaae ud af Staden og boe paa Marken og komme indtil Babel; der skal du udfries, der skal Herren gjenløse dig af dine Fjenders Haand.
7Jerusalem ihukommer i sin Elendigheds og sin Forfølgelses Dage alle sine ønskelige Ting, som den havde i gamle Dage, at dens Folk er faldet i Modstanderens Haand, og der er Ingen, som hjælper den; Modstanderne saae den, de loe ad dens Sabbater.
9Den, som bliver i denne Stad, skal døe ved Sværdet og ved Hungeren og ved Pestilentsen; men den, som gaaer ud og falder til Chaldæerne, som beleire eder, skal blive levende, og hans Liv skal være ham til et Bytte.
16da siger Herren saaledes om Kongen, som sidder paa Davids Throne, og om alt Folket, som boer i denne Stad, om eders Brødre, som ikke ere udgangne med eder iblandt de Bortførte,