Jobs bok 1:15
Da faldt de af Scheba ind og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.
Da faldt de af Scheba ind og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Der denne endnu talede, da kom den (Anden) og sagde: Guds Ild faldt af Himmelen og blev optændt paa Faarene og paa Drengene, og fortærede dem; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.
17 Der denne endnu talede, da kom den (Tredie) og sagde: Chaldæerne gjorde tre Hobe, og overfaldt Kamelerne og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.
18 (Men) der denne endnu talede, da kom den (Fjerde) og sagde: Dine Sønner og dine Døttre aade og drak Viin i deres førstefødte Broders Huus.
19 Og see, der kom et stort Veir fra hiin Side Ørken og stødte an mod Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde, og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.
20 Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).
21 Og han sagde: Nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igjen; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!
14 da kom der et Bud til Job og sagde: Øxnene pløiede, og Aseninderne gik i Græsset ved Siden af dem.
6 Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham.
7 Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.
15 Thi de flyede for Sværdene, (ja) for et draget Sværd, for en spændt Bue og for en svar Krig.
9 Da sagde han til mig: Kjære, staa hos mig og dræb mig; thi Forfærdelse har grebet mig, men mit Liv er endnu ganske i mig.
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
28 Og den Ene gik ud fra mig, og jeg sagde: Visseligen er han aldeles reven (ihjel); og jeg haver ikke seet ham hidindtil.
29 Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, og han kom til Ulykke, da førte I mine graae Haar med Ulykke ned i Graven.
8 Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaaer den, da kan den Hær, som blev tilovers, undkomme.
1 Da svarede Job og sagde:
13 Da kom En, som var undkommen, og forkyndte Abram, den Ebræer, det; men han boede i Mamre, den Amoriters, Escols Broders og Aners Broders, Lunde, og disse vare i Forbund med Abram
1 Da svarede Job og sagde:
15 Og de sloge ogsaa Fæpaulunerne, og bortførte smaat Qvæg i Mangfoldighed og Kameler, og de kom tilbage til Jerusalem.
22 Du kaldte som til en Forsamlingsdag mine Rædsler over mig trindt omkring, og der var Ingen, som undkom eller blev tilovers paa Herrens Vredes Dag; dem, som jeg havde baaret paa Hænderne og opdraget, dem haver min Fjende ødelagt.
15 Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gjør mig frygtagtig; derfor sagde din Tjenerinde: Kjære, jeg vil tale til Kongen, maaskee Kongen gjør efter sin Tjenerindes Ord.
16 Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
6 Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.
14 Og han sagde: Jeg har aldeles været nidkjær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, nedbrudt dine Altere og ihjelslaget dine Propheter med Sværdet; og jeg, jeg er alene overbleven, og de søge efter mit Liv til at tage det (fra mig).
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
39 dersom jeg haver ædet dets Formue uden Penge, og gjort, at dets Eiermænd maatte udblæse Sjælen,
1 Men Job svarede og sagde:
21 Og de førte deres Fæ bort, deres Kameler, halvtredsindstyve tusinde, og to hundrede og halvtredsindstyve tusinde Faar, og to tusinde Asener, og hundrede tusinde Menneskers Sjæle.
1 Men Job svarede og sagde:
15 Og Ismael, Nethanjas Søn, undkom med otte Mænd fra Johanans Ansigt, og drog til Ammons Børn.
8 Og de have kastet Lod om mit Folk, og givet en ung Dreng for en Skjøge, og solgt en ung Pige for Viin, og de have drukket.
3 Herre! de have ihjelslaget dine Propheter og nedbrudt dine Altere; og jeg er alene bleven tilbage, og de efterstræbe mit Liv.
10 Og han sagde: Jeg har aldeles været nidkjær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt; de have nedbrudt dine Altere og slaget dine Propheter ihjel med Sværdet, og jeg, jeg er alene overbleven, og de søge efter mit Liv til at tage det (fra mig).
18 Og det skede, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da forlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
15 Og han deeltes over dem om Natten, han og hans Svende, og slog dem, og forfulgte dem til Hoba, som (ligger) paa den venstre Side ved Damascus.
7 Og jeg, Daniel, jeg saae det samme Syn alene, men de Mænd, som vare hos mig, saae ikke det Syn; men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede for at skjule sig.
3 Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Leir.
12 Og Herren sagde til Satan: See, alt det, han haver, være i din Haand, aleneste læg ikke din Haand paa ham (selv). Da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.
23 Og han tog til sit Sprog og sagde: Vee! hvo skal blive ved Live, naar Gud vil beskikke ham (til Ødelæggelse)?
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.