Jobs bok 3:7
See, den samme Nat skal være eenlig, intet Frydeskrig skal komme paa den.
See, den samme Nat skal være eenlig, intet Frydeskrig skal komme paa den.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og Job svarede og sagde:
3Fortabt vorde den Dag, paa hvilken, jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfangen!
4Den samme Dag skal være (heel) mørk, Gud skal fra oven af ikke spørge efter den, og intet Skin skal skinne over den.
5Mørkhed og Døds Skygge skulle besmitte den, en Sky skal boe over den, den hede Damp om Dagen skal forfærde den.
6Mørkhed skal indtage den samme Nat, den skal ikke glæde sig iblandt Aarets Dage, den skal ikke komme i Maanedernes Tal.
8De, som forbande Dagen, skulle forbande den, de, som ere rede til at opvække Leviathan.
9Stjerner i dens Tusmørke skulle formørkes, den skal vente paa Lys, og det skal ikke (komme), og den skal ikke see Morgenrødens Øienlaage;
10fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
20Du skal (og) ikke hige efter Natten, da Folk borttages paa deres Sted.
3saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
4Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
5Ja, de Ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Gnist skal ikke skinne.
6Lyset skal blive mørkt i hans Paulun, og hans Lygte skal udslukkes over ham.
6Derfor skal det blive eder Nat, da der ikke er Syn, og det skal blive eder mørkt, da der ikke er Spaadom, og Solen skal gaae ned over de Propheter, og Dagen skal blive sort over dem.
9i Tusmørket, om Aftenen paa Dagen, der Natten var sort, og det var mørkt.
20Er ikke Herrens Dag Mørkhed og, ikke Lys? og (den er) Dunkelhed, og (der er) ikke Skin paa den.
12De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.
13Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
22et meget mørkt Land, som Dødens Skygges Mørkhed, (og hvor) ingen Orden er, og (hvad) der skinner, er som Mørkhed.
16eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
17Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
10Men Ingen (af dem) siger: Hvor er Gud, som gjorde mig, som giver Psalmer om Natten,
18De skulle udstøde ham fra Lys til Mørke, og bortstøde ham fra Jorderige.
16Og den samme Mand vorde som de Steder, hvilke Herren omkastede og angrede det ikke! og han høre et Raab om Morgenen, og et Skrig om Middagstiden!
16I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.
17Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
23Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
17fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
14(Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
30Og det skal bruse derover paa den samme Dag, ligesom Havet bruser, og det skal see til Landet, og see, da er der Mørkhed, Angest, og Lyset skal formørkes i dets Ødelæggelser.
20Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
15Den samme Dag er Grumheds Dag, Angests og Trængsels Dag, Bulders og Ødelæggelses Dag, Mørkes og Dunkelheds Dag, Skyes og tyk Mørkheds Dag,
13I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
11eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
2medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;
11Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
10Og Glæde og Fryd skal borttages fra den frugtbare Mark, og man skal ikke synge (med Fryd) i Viingaardene, ei heller raabe (med Glæde); Persetræderen skal ikke træde Druer i Perserne, Frydeskriget haver jeg ladet høre op.
10Thi Stjernerne paa Himmelen og deres Orion skulle ikke lade deres Lys skinne; Solen skal formørkes, naar den opgaaer, og Maanen ikke lade sit Lys skinne.
4Thi det kommer med Forfængelighed og farer i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.
14Om Dagen skulle de løbe an i Mørket, og føle sig for om Middagen som om Natten.
11Man raaber (klagelig) paa Gaderne efter Vinen, al Glæde er formørket, Landets Glæde er vandret derfra.
17Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
23den Mand, hvis Vei er skjult, og Gud haver gjort Skjul omkring ham.
20Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
2Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
22Og han skal see til Jorden, og see, (der skal være) Angest og Mørkhed; Han skal være formørket ved Trængsel, og han skal bortdrives i Dunkelhed.
14Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født! den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, skal ikke vorde velsignet.
17Thi Figentræet grønnes ikke, og der er ikke Grøde i Viintræerne, Olietræets Frugt slaaer feil, og ingen af Agrene giver Spise; man skiller Faarene fra Stien, og der skulle ikke være Øxne i Staldene.
4Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.