Jona 4:10

Original Norsk Bibel 1866

Og Herren sagde: Du, du ynkes over det Kikajon, som du haver ikke arbeidet paa, og ei kommet det til at voxe, hvilket blev til paa een Nat, og blev fordærvet paa een Nat.

Tilleggsressurser

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 84%

    4Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?

    5Og Jonas var udgangen af Staden, og havde sat sig Østen for Staden, og gjort sig der en Hytte, og sad derunder i Skyggen, indtil han kunde see, hvad der skulde skee i Staden.

    6Da beskikkede den Herre Gud et Kikajon, og det voxede op over Jonas, at der skulde være Skygge over hans Hoved, at frie ham fra hans Onde; og Jonas glædede sig saare meget ved dette Kikajon.

    7Men Gud beskikkede en Orm, der Morgenrøden opgik om anden Dagen, og den stak det Kikajon, og det visnede.

    8Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.

    9Men Gud sagde til Jonas: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes for det Kikajons Skyld? og han sagde: (Ja,) det er vel, at min (Vrede) er optændt indtil Døden.

  • 75%

    1Da gjorde det Jonas ganske meget ondt, og hans (Vrede) optændtes.

    2Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.

  • 11Og jeg, jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken ere mange flere end tolv Gange ti tusinde Mennesker, som ikke vide (Forskjel) imellem deres høire og deres venstre Haand, og mange Dyr!

  • 72%

    10Thi du haver glemt din Saligheds Gud, og ikke ihukommet din Styrkes Klippe; derfor skal du (vel) plante liflige Planter og besætte din Viingaard med fremmede Ranker.

    11Paa den Dag, du planter, skal du komme (din Plantelse) til at groe, og om Morgenen skal du komme din Sæd til at grønnes; (men det skal aleneste være) en Høstdynge paa Svagheds og den ulægelige Smertes Dag.

  • 71%

    14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.

    15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.

  • 70%

    1Og Herrens Ord skede til Jonas, Amithai Søn, sigende:

    2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansigt.

    3Men Jonas gjorde sig rede at flye til Tharsis fra Herrens Ansigt, og kom ned til Japho, og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og gav Fragt derfor, og nedsteg derudi at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.

    4Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.

    5Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.

    6Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvi sover du saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaskee Gud vilde tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaae.

  • 7Og det skal skee, at Alle, som see dig, skulle flye bort fra dig og sige: Ninive er forstyrret, hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?

  • 70%

    9Siig: Saa sagde den Herre Herre: Skulde det lykkes? skal man ikke oprykke dets Rødder og afslaae dets Frugt? og det skal blive tørt, (ja, det skal) blive tørt med alle sine Væxters afbrudte (Blade), dog ikke ved en stor Arm eller ved meget Folk, at optage det fra sine Rødder.

    10Ja, see, det var (vel) plantet, men mon det skulde lykkes? skulde det ikke vist blive tørt, saasnart Østenveir rører ved det, (ja) blive tørt i de Bede, som det voxer udi?

    11Og Herrens Ord skede til mig, sigende:

  • 6Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.

  • 69%

    1Og Herrens Ord skede anden Gang til Jonas, sigende:

    2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab for den den Prædiken, som jeg taler til dig.

    3Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord; og Ninive var en stor Stad for Gud, tre Dages Reise.

    4Og Jonas begyndte at gaae ind i Staden een Dags Reise, og raabte og sagde: Der ere endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omkastes.

    5Da troede Folket i Ninive paa Gud, og de lode udraabe en Faste og klædte sig med Sække, baade deres Store og deres Smaae.

  • 10Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst offre til dig, jeg vil betale det, jeg haver lovet; Salighed (hører) Herren til.

  • 69%

    2Og det skede, der de havde fuldendt at æde Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre Herre, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er (jo) ringe.

    3(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.

  • 6Og den voxede og blev til et (vidt) udskydende Viintræ, lavt af Væxt, eftersom dets Grene vare vendte til den, og Rødderne derpaa vare under den; og det blev til et Viintræ og fik (stærke) Qviste og udskjød (skjønne) Grene.

  • 12(Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.

  • 6Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.

  • 27og han sover og han staaer op, Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, saa at han ikke veed (hvordan).

  • 17Jeg slog eder med Tørke og med brændt Korn og med Hagel, (ja) al eders Hænders Gjerning, og Ingen af eder (omvendte sig) til mig, siger Herren.

  • 9Jeg slog eder med Tørke og med brændt Korn, eders Havers og eders Viingaardes og eders Figentræers og eders Oliegaardes mange (Frugter) aad Kaalormen; dog omvendte I eder ikke til mig, siger Herren.

  • 67%

    8Om dets Rod bliver gammel i Jorden, og Stubben deraf døer i Støvet,

    9(saa) grønnes det (dog igjen) af Vandets Lugt og skyder Grene som en Plante.

  • 10Om I blive i dette Land, da vil jeg bygge eder og ikke nedbryde, og plante eder og ikke oprykke; thi mig haver angret det Onde, som jeg gjorde eder.

  • 9Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.

  • 6Saa din Sæd aarle, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du veed ikke, enten dette eller hiint skal blive ret, eller om de begge skulle være gode som Eet.

  • 15Gud Zebaoth! vend dog om; sku af Himmelen og see til, og besøg dette Viintræ,

  • 11Men Figentræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Sødhed og min den gode Frugt, og gaae hen at svæve over Træerne?

  • 21Men jeg, jeg havde plantet dig til en (ædel) Viinqvist, (som skulde) ganske (være) en trofast Sæd; og hvorledes er du (saa) omvendt for mig til forvendte (Qviste) af et fremmed Viintræ?

  • 9Du førte et Viintræ af Ægypten, du uddrev Hedningerne og plantede det.

  • 4Hvad skulde man mere have gjort ved min Viingaard, end jeg haver gjort ved den? hvi forventede jeg, at den skulde bære (gode) Druer, og den bar vilde Druer?

  • 6Saa angrede dette Herren; ogsaa det, det skal ikke skee, sagde den Herre Herre.