Josva 14:6
Og Judæ Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du, du veed det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, paa mine og paa dine Vegne i Kades-Barnea.
Og Judæ Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du, du veed det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, paa mine og paa dine Vegne i Kades-Barnea.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at speide Landet; og jeg sagde ham Svar igjen, ligesom jeg meente.
8Men mine Brødre, som gik op med mig, mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen.
9Da svoer Mose paa den samme Dag og sagde: Det Land, som din Fod traadte paa, skal blive dig til Arv og dine Børn evindeligen, fordi du fuldkommeligen efterfulgte Herren min Gud.
36uden Caleb, Jephunne Søn, han skal see det, og ham vil jeg give det Land, som han haver traadt paa, og hans Børn, fordi han haver fuldkommeligen efterfulgt Herren.
37Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
38Josva, Nuns Søn, som staaer for dit Ansigt, han skal komme der; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel.
12Saa giv mig nu dette Bjerg, som Herren talede om paa den samme Dag; thi du hørte paa den samme Dag, at de Anakim ere der, og (der) ere store (og) faste Stæder, maaskee Herren vil være med mig, at jeg kan fordrive dem, saasom Herren haver sagt.
13Saa velsignede Josva ham, og han gav Caleb, Jephunne Søn, Hebron til Arv.
14Derfor blev Hebron Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, til Arv, indtil denne Dag, fordi han fuldkommeligen efterfulgte Herren, Israels Gud.
30I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
31Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet.
6for Juda Stamme, Caleb, Jephunne Søn;
65Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen døe i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem, uden Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
12undtagen Caleb, Jephunne, den Kenisiters, Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have fuldkommeligen efterfulgt Herren.
38Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet.
5Saasom Herren bød Mose, saa gjorde Israels Børn, og de deelte Landet.
24Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det.
25Men Amalekiten og Cananiten boer i Dalen; vender eder imorgen, og reiser i Ørken paa Veien til det røde Hav.
13Og Caleb, Jephunne Søn, gav man Deel midt iblandt Judæ Børn, efter Herrens Ord til Josva, nemlig Arbæ, Anaks Faders, Stad, det er Hebron.
14Og Caleb fordrev derfra de tre Anaks Sønner: Sesai og Ahiman og Talmai, Anaks Sønner.
30Men Caleb stillede Folket for Mose og sagde: Lader os jo gaae op og indtage det til Eiendom, thi vi kunne letteligen bemægtige os det.
19Og disse ere Navnene paa de Mænd: Af Judæ Stamme, Caleb, Jephunne Søn;
6Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder.
7Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land.
56og Stadens Mark og dens Landsbyer gave de Caleb, Jephunne Søn.
23Og han bød Josva, Nuns Søn, og sagde: Vær frimodig og vær stærk, thi du, du skal føre Israels Børn ind i det Land, som jeg haver svoret dem; og jeg, jeg vil være med dig.
7Og Mose kaldte ad Josva og sagde til ham for al Israels Øine: Vær frimodig og vær stærk, thi du, du skal indgaae med dette Folk i det Land, som Herren svoer deres Fædre at give dem; og du, du skal dele det til Arv imellem dem.
22Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
19Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
12Og til de Rubeniter og til de Gaditer og til Halvdelen af Manasse Stamme sagde Josva, sigende:
13Kommer det Ord ihu, som Mose, Herrens Tjener, bød eder og sagde: Herren eders Gud skaffer eder Rolighed og giver eder dette Land.
20Og de gave Caleb Hebron, saasom Mose havde sagt; og han fordrev derfra de tre Anaks Sønner.
1Og Josva var gammel, han var kommen tilaars, og Herren sagde til ham: Du er gammel, du er kommen tilaars, og der er saare meget af Landet blevet tilovers at indtage til Eiendom.
1Da kaldte Josva ad de Rubeniter og de Gaditer og den halve Manasse Stamme.
6Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.
6Vær frimodig og vær stærk; thi du skal dele Landet til Arv iblandt dette Folk, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
1Og Herren talede til Josva og sagde:
14Og Herren sagde til Mose: See, dine Dage ere komne nær, at du skal døe, kald Josva, og fremstiller eder ved Forsamlingens Paulun, saa vil jeg give ham Befaling; og Mose gik, og Josva, og de fremstillede sig ved Forsamlingens Paulun.
21Og jeg befoel Josva paa den samme Tid og sagde: Dine Øine have seet alt det, som Herren eders Gud haver gjort ved disse to Konger; saaledes skal Herren gjøre ved alle de Riger, som du drager over til.
8Saa gjorde eders Fædre, der jeg sendte dem af Kades-Barnea, til at besee Landet.
10Og Josva sagde: Derpaa skulle I vide, at den levende Gud er midt iblandt eder, og skal visseligen fordrive for eders Ansigt de Cananiter og Hethiter og Heviter og Pheresiter og Girgasiter og Amoriter og Jebusiter:
15Og Herren sagde til Josva, sigende:
28Og byd Josva, og gjør ham frimodig og styrk ham; thi han, han skal gaae over for dette Folks Ansigt, og han skal dele dem Landet til Arv, hvilket du skal see.
1Og det skede efter Josvæ Død, da adspurgte Israels Børn Herren og sagde: Hvo skal først drage op af os imod (de øvrige) Cananiter, til at stride imod dem?
23Saa vendte de to Mænd tilbage og gik ned af Bjerget, og fore over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham Alting, som havde rammet dem.