Klagesangene 4:5
De, som aade de nydelige (Retter), ere ødelagte paa Gaderne, de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.
De, som aade de nydelige (Retter), ere ødelagte paa Gaderne, de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Selv Drager frembyde Brystet, de give deres Unger Die; (men) mit Folks Datter (er bleven) som (den, der er) grum, som Strudser i Ørken.
4Den Diendes Tunge hænger ved hans Gane for Tørst; spæde Børn begjære Brød, der er Ingen, som meddeler dem (det).
8Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.
9Det var bedre for dem, som vare ihjelslagne ved Sværd, end for dem, som bleve ihjelslagne ved Hunger; thi disse bortfløde som de, der ere igjennemstukne, fordi der ikke var Grøde paa Marken.
10Barmhjertige Qvinders Hænder kogte deres Børn; de bleve dem til Spise i mit Folks Datters Forstyrrelse.
5De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig.
6Og mit Folks Datters Misgjerning er større end Sodoms Synd, den, som blev omkastet som i et Øieblik, og der bleve ikke Hænder brugte paa den.
4de, som sove paa Elfenbeens Senge og række sig paa deres Senge, og æde Lam af Hjorden og Kalve midt af de Fedede,
9De rive en Faderløs fra Brystet, og (det, som) den Nødtørftige (haver) paa sig, tage de til Pant.
10De lade en Nøgen gaae uden Klæder, og de tage et Neg fra den Hungrige.
11De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
11Mine Øine forsmægtede for den (megen) Graad, mine Indvolde rørtes, min Lever er udgydt paa Jorden over mit Folks Datters Forstyrrelse, der de spæde og diende Børn forsmægtede paa Gaderne i Staden.
12De maatte sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Viin? der de forsmægtede paa Gaderne i Staden som den, der er saaret, der de udgave deres Aand i deres Mødres Skjød.
4Hans Børn skulle være langt fra Frelse og sønderstødes i Porten, og der skal Ingen være, som redder (dem).
5Den Hungrige skal æde hans Høst, og skal tage den ind af Torne, og Røverne skulle opsluge deres Formue.
17Da skulle Lammene fødes efter deres Viis, og de Fremmede skulle æde i de Fedes Ørkener.
14De vankede hid og did paa Gaderne (som) Blinde, de besmittede sig med Blod, saa man ikke kunde røre ved deres Klæder.
3(De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
4De skulle døe af Sygdoms Død, de skulle ikke begrædes og ei begraves, de skulle vorde til Møg ovenpaa Landet, og de skulle (aldeles) udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyr paa Jorden til Spise.
19Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
20Dine Børn ere forsmægtede, de laae foran paa alle Gader, ligesom en Uroxe i Garnet; de ere fulde af Herrens Grumhed, af din Guds Skjælden.
11Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
5Og Folket skal trænges, den Ene (skal være) imod den Anden, og hver imod sin Næste; de (skulle være) stolte, den Unge imod den Gamle, og den Ringeagtede imod den Ærede.
14Du, du skal æde og ikke mættes, og din Fornedrelse (skal skee) midt iblandt dig, og du skal flytte (Noget) og ikke udfrie det, og hvad du udfrier, vil jeg give til Sværdet.
5Intet Øie ynkedes over dig at gjøre dig noget af dette, at forbarme sig over dig; og du var kastet paa Marken; (saa) væmmedes man ved din Sjæl paa den Dag, du blev født.
30Og du Forstyrrede! hvad vil du gjøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde gnide dit Ansigt med Sminke, skal du dog smykke dig forgjæves; (thi) de, som brændte af Kjærlighed imod dig, have foragtet dig, de skulle søge efter dit Liv.
4Enhver er vendt tilbage, de ere stinkende tillige; (der er) Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
11Derfor, fordi I traadte paa den Fattige, og I toge Korns tunge (Rente) af ham, (saa) have I (vel) bygget Huse af hugne Stene, men I skulle ikke boe i dem, I have plantet ønskelige Viingaarde, men I skulle ikke drikke Viin af dem.
10Den blev ogsaa bortført, den maatte gaae i Fængsel, dens spæde Børn bleve ogsaa knuste foran paa alle Gader, og man kastede Lod om dens ærede (Folk), og alle dens store (Mænd) bleve bundne i Lænkerne.
17fordi de skulle have Mangel paa Brød og Vand, og de skulle forskrækkes, den Ene med den Anden, og forsvinde i deres Misgjerning.
10Røver Sølv, røver Guld! thi der er ingen Ende paa Forraad (og) Herlighed af alt kosteligt Tøi.
7De hige efter, at Jordens Støv (kan komme) paa de Ringes Hoved, og forvende de Sagtmodiges Vei; og en Mand og hans Fader gik til (een) Pige for at vanhellige mit hellige Navn.
4Hører dette, I, som opsluge den Fattige, og (det) for at komme de Elendige i Landet til at høre op,
7Derfor skulle de nu bortføres fremmest iblandt de Bortførte, og Gjæstebud hos dem, som rækkede sig, skal fattes.
4De lede de Fattige af Veien, de Elendige i Landet have skjult sig tillige.
5See, som vilde Æsler i Ørken ere de udgangne til deres Gjerning, de stode aarle op efter Føde; (paa den) slette Mark er Brød for dem (og) for (deres) Drenge.
4Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
17Thi de æde Ugudeligheds Brød, og drikke Fortrædeligheds Viin.
11De krænke Qvinderne i Zion, Jomfruerne i Judæ Stæder.
12De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.
8Thi alle Borde ere fulde af Spy (og) Skarn, (saa der er) ikke Sted (mere).
28Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
10Og de skulle æde og ikke blive mætte, bedrive Hor og ikke udbryde (i Mangfoldighed), fordi de have forladt Herren (og) at tage vare (paa hans Bud).
19De skulle kaste deres Sølv paa Gaderne, og deres Guld skal være (dem) som en Ureenhed; deres Sølv og deres Guld skal ikke kunne frie dem paa Herrens Grumheds Dag, de skulle ikke mætte deres Sjæl, og ei fylde deres Indvolde; thi det var et Anstød til deres Misgjerning.
4Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
8De aade mit Folks Syndoffer, og de opløftede (hver) sin Sjæls (Begjæring) til deres Misgjerning.
23Der er megen Mad i de Armes nyopdyrkede Land, men der er den, som omkommer, fordi (han) ikke (vil gjøre) Ret.
26O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.
28De ere blevne fede (og) glindse, de overgik ogsaa en Onds Handeler; de udførte ingen Sag, (ja ikke) den Faderløses Sag, og havde (dog) Lykke, og de skaffede ikke de Fattige Ret.
7Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).