Klagesangene 4:8
Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.
Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn for Hungerens vældige Storm.
11 De krænke Qvinderne i Zion, Jomfruerne i Judæ Stæder.
30 Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.
5 De, som aade de nydelige (Retter), ere ødelagte paa Gaderne, de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.
6 Og mit Folks Datters Misgjerning er større end Sodoms Synd, den, som blev omkastet som i et Øieblik, og der bleve ikke Hænder brugte paa den.
7 Hendes Nasiræere vare renere end Snee, klarere end Melk; paa Legemet vare de rødere end Perler, de vare polerede som en Saphir.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
6 Folkene skulle bæve for dets Ansigt; alle Ansigter skulle blive ganske sorte.
16 der ere sorte af Iis, over hvilke der skjules med Snee.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
5 Jeg er sort, dog liflig, I Jerusalems Døttre! som Kedars Pauluner, som Salomos Gardiner.
6 Seer ikke paa mig, at jeg er sortagtig, thi Solen haver brændt mig; min Moders Børns (Vrede) er optændt imod mig, de have sat mig til Viingaardenes Vogterinde; (men) jeg bevarede ikke min Viingaard, som jeg havde.
9 Det var bedre for dem, som vare ihjelslagne ved Sværd, end for dem, som bleve ihjelslagne ved Hunger; thi disse bortfløde som de, der ere igjennemstukne, fordi der ikke var Grøde paa Marken.
10 Røver Sølv, røver Guld! thi der er ingen Ende paa Forraad (og) Herlighed af alt kosteligt Tøi.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
11 Hans Hoved er (som) det (kostelige) Guld, (som) det (fine) Guld; hans Lokker ere krusede, sorte som Ravnen.
18 Og de skulle ombinde Sække, og Bævelse skal skjule dem; og over alle Ansigter (skal være) Skam, og alle deres Hoveder (skulle blive) skaldede.
2 De hade Godt og elske Ondt, de rive deres Hud af dem, og deres Kjød af deres Been.
3 Ja, de ere de, som æde mit Folks Kjød, som drage og deres Hud af dem og bryde deres Been; og de udsprede (Stykkerne) saasom i en Gryde, og som Kjød midt i en Kjedel.
7 (Hvert af) deres Øine staaer ud for Fedme, (deres) Hjertes Tanker faae Fremgang.
9 Deres Ansigters Forhærdelse svarer imod dem, og de have forkyndt deres Synd som Sodom, de dulgte (den) ikke. Vee deres Sjæle! thi de have ført sig selv Ulykke paa.
16 I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.
17 Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
21 Jeg er forstyrret over mit Folks Datters Forstyrrelse, jeg gaaer i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
5 Mørkhed og Døds Skygge skulle besmitte den, en Sky skal boe over den, den hede Damp om Dagen skal forfærde den.
14 De vankede hid og did paa Gaderne (som) Blinde, de besmittede sig med Blod, saa man ikke kunde røre ved deres Klæder.
22 Og han skal see til Jorden, og see, (der skal være) Angest og Mørkhed; Han skal være formørket ved Trængsel, og han skal bortdrives i Dunkelhed.
6 Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
7 Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).
14 See, de vare som Halm, en Ild haver opbrændt dem, de kunde ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved, (eller) en Ild at sidde for den.
7 Det gjør mit Viintræ aldeles øde, og piller Barken af mit Figentræ; det gjør det aldeles bart, og man bortkaster (det, at) dets Qviste blive hvide.
12 Eders Erindringer ere at ligne ved Aske, eders Høiheder (skulle blive) til Høiheder af Leer.
14 Om Dagen skulle de løbe an i Mørket, og føle sig for om Middagen som om Natten.
17 fordi de skulle have Mangel paa Brød og Vand, og de skulle forskrækkes, den Ene med den Anden, og forsvinde i deres Misgjerning.
10 De lade en Nøgen gaae uden Klæder, og de tage et Neg fra den Hungrige.
11 De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
23 Den gjør, at Stien skinner efter den, saa man maatte holde Afgrunden for graa.
30 Og de skulle lade deres Røst høre over dig og raabe bitterligen, og de skulle opkaste Støv paa deres Hoveder, de skulle velte sig i Asken.
7 Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
23 Deres Bord blive for dem til en Strikke og til Betalinger, til en Snare!
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
14 Deres Sjæl skal døe i Ungdommen, og deres Liv (skal endes) iblandt Skjørlevnere.
16 hvis Kogger er som en aabnet Grav; de ere allesammen vældige.
9 Fremmede fortære hans Kraft, men han, han fornemmer det ikke; der udstrøes ogsaa graae Haar paa ham, og han, han fornemmer det ikke.