Mika 3:2
De hade Godt og elske Ondt, de rive deres Hud af dem, og deres Kjød af deres Been.
De hade Godt og elske Ondt, de rive deres Hud af dem, og deres Kjød af deres Been.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Ja, de ere de, som æde mit Folks Kjød, som drage og deres Hud af dem og bryde deres Been; og de udsprede (Stykkerne) saasom i en Gryde, og som Kjød midt i en Kjedel.
4 Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den samme Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.
1 Og jeg sagde: Hører dog, I Hoveder i Jakob, og I Fyrster i Israels Huus! (burde) I ikke at vide Dommen?
21 Han bevarer alle hans Been, (at) ikke eet af dem skal blive sønderbrudt.
10 De hade den, som straffer (dem) i Porten, og have Vederstyggelighed til den, som taler fuldkommeligen.
8 De aade mit Folks Syndoffer, og de opløftede (hver) sin Sjæls (Begjæring) til deres Misgjerning.
14 dem, som glæde sig ved at gjøre Ondt, som fryde sig i det Ondes forvendte Ting,
9 Hører dog dette, I Hoveder i Jakobs Huus, og I Fyrster i Israels Huus! I, som have Vederstyggelighed til Dom og forvende alt det, som er Ret,
20 Men mine Fjender, som leve, ere mægtige, og de ere mange, som mig hade uden Skyld.
3 Foruden at de gjøre tilgavns Ondt med Hænderne, begjærer Fyrsten (Gaver), og Dommeren (dømmer) for Betaling, og den Mægtige taler (om det, som er) hans Sjæls Skade, han og de sammensnoe det.
3 Hvorfor roser du dig i Ondskab, du Vældige? Guds Miskundhed (varer) den ganske Dag.
21 Herre! skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, og kjedes ved dem, som reise sig op imod dig?
22 Jeg hader dem med et fuldkomment Had; de bleve mine Fjender.
8 Men mit Folk haver nyligen opreist sig som en Fjende tvært over for (den, som kommer iført med) et Klædebon; I afføre en (herlig) Kappe af dem, som gaae forbi tryggeligen, som ere komne tilbage af Krigen.
20 Vee dem, som sige om det Onde Godt, og om det Gode Ondt, som gjøre Mørke til Lys, og Lys til Mørke, som gjøre Bittert til Sødt, og Sødt til Bittert!
15 Hader Ondt og elsker Godt, og bestiller Dom i Porten; maaskee Herren, den Zebaoths Gud, maatte vorde det Overblevne af Joseph naadig.
5 Og de beviste mig Ondt for Godt, og Had for min Kjærlighed.
10 I, som elske Herren, hader det Onde! han bevarer sine Helliges Sjæle, han skal frie dem af de Ugudeliges Haand.
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
15 deres Fødder ere snare til at udøse Blod;
8 Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.
16 Thi deres Fødder løbe til det Onde, og de skynde sig til at udøse Blod.
9 Deres Ansigters Forhærdelse svarer imod dem, og de have forkyndt deres Synd som Sodom, de dulgte (den) ikke. Vee deres Sjæle! thi de have ført sig selv Ulykke paa.
10 Blodgjerrige Mænd hade en fuldkommen (Mand), men Oprigtige søge hans Sjæl.
2 til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
1 Vee dem, som optænke Uret og gjøre Ondt paa deres Leie! naar det bliver lyst om Morgenen, gjøre de det; thi det er i deres Hænders Magt.
2 Og de begjærede Agre og røvede (dem), og Huse og toge (dem) bort, og de undertrykkede Manden og hans Huus, ja hver og hans Arv.
3 Derfor sagde Herren saaledes: See, jeg tænker Ondt over denne Slægt; derfra skulle I ikke unddrage eders Hals, og ikke gaae stolteligen, thi det er en ond Tid.
3 Men jeg hadede Esau, og gjorde hans Bjerge aldeles øde, og hans Arv for Drager i Ørken.
4 Enhver er vendt tilbage, de ere stinkende tillige; (der er) Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
3 Thi see, dine Fjender larme, og dine Hadere opløfte Hovedet.
3 I, som vanke hid og did for (at undgaae) en ond Dag, og holde eder dog nær til Volds Sæde;
17 Og tænker ikke Ondt, hver imod sin Næste, i eders Hjerte, og elsker ikke falsk Ed; thi alle disse Ting (ere de), som jeg hader, siger Herren.
16 Herrens Øine ere (vendte) til de Retfærdige, og hans Øren til deres Raab.
3 I æde Fedmen og klædes med Ulden, I slagte det Fede; I føde ikke Faarene.
15 Hvi sønderstøde I mit Folk og sønderknuse de elendige Personer? siger Herren, den Herre Zebaoth.
5 Fordi at du haver et evigt Fjendskab, og haver adspredt Israels Børn ved Sværdets (megen) Magt, i deres Fordærvelses Tid, den Tid, Misgjerning havde Ende,
12 Den Ugudelige tænker Skalkhed imod den Retfærdige og skjærer med sine Tænder over ham.
4 som boer i Gravene og bliver om Natten i de forvarede (Stæder), som æder Svinekjød og haver vederstyggelige Stykker (Kjød) i deres Kar,
5 Herren prøver en Retfærdig, men en Ugudelig og den, som elsker Vold, hader hans Sjæl.
7 Og dersom En (af dem) kommer at see (mig), taler han Falskhed, hans Hjerte samler sig Uret (tilsammen); gaaer han ud udenfor, da taler han (derom).
2 Men han er ogsaa viis, og haver ladet Ulykke komme og ikke borttaget sine Ord; men han opstaaer imod de Ondes Huus og imod deres Hjælp, som gjøre Uret.
22 Dine Hadere skulle klædes med Skam, og de Ugudeliges Paulun skal ikke mere findes.
20 Og der skal man skjære (i Stykker) paa den høire Side, og (dog) hungre, og der skal man æde paa den venstre Side, men de skulle (dog) ikke mættes; de skulle æde, hver sin Arms Kjød,
9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
7 Deres Fødder løbe til det Onde og skynde sig til at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker, (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres banede Veie.
20 De Vanartige i Hjertet ere en Vederstyggelighed for Herren, men de, som (vandre) fuldkommelig paa Veien, ere hans Velbehagelighed.