Lukas 11:6
efterdi min Ven er kommen til mig af Reisen, og jeg haver Intet at sætte for ham;
efterdi min Ven er kommen til mig af Reisen, og jeg haver Intet at sætte for ham;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Og han sagde til dem: Hvilken af eder monne have en Ven, og vilde gaae til ham om Midnat for at sige til ham: Kjære, laan mig tre Brød,
7og han derinde skulde svare og sige: Gjør mig ikke Umage; Døren er nu tillukket, og mine smaae Børn ere med mig i Senge; jeg kan ikke staae op at give dig.
8Jeg siger eder: Dersom han endog ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saameget, han haver behov.
9Og jeg siger eder: Beder, saa skal eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal eder oplades.
11Da gik Kongen ind for at besee dem, som sadde tilbords, og han saae der et Menneske, som ikke havde iført sig Bryllupsklædningen.
12Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllupsklædningen paa? Men han taug.
12Men han sagde og til den, som havde budet ham: Naar du gjør Middags- eller Aftens-Maaltid, da indbyd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igjen, og dig skal vorde Vederlag.
13Men naar du gjør et Gjæstebud, da indbyd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde;
15Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: Salig er den, som æder Brød i Guds Rige.
16Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og indbød Mange.
17Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: Kommer; thi nu ere alle Ting beredte.
18Og de begyndte alle strax at undskylde sig. Den Første sagde til ham: Jeg haver kjøbt en Ager og haver fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
19Og en Anden sagde: Jeg haver kjøbt fem Par Øxne, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
20Og en Anden sagde: Jeg tog mig en Hustru tilægte, og derfor kan jeg ikke komme.
21Og Tjeneren kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: Gak hasteligen ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.
22Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.
23Og Herren sagde til Tjeneren: Gak ud paa Veiene og ved Gjærderne, og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.
24Thi jeg siger eder, at Ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.
35Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud og gav Værten dem, og sagde til ham: Plei ham, og hvad mere du maatte lægge ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen.
36Hvilken af disse Tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røvere?
11Dette sagde han; og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen, for at opvække ham af Søvne.
7Men hvo af eder, som haver en Tjener, der pløier eller vogter Qvæg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: Gak hen og sæt dig tilbords?
8Vil han ikke derimod sige til ham: Bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op omkring dig og opvart mig, saalænge jeg æder og drikker, og derefter maa du æde og drikke?
9Og jeg siger eder: Gjører eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme eder i de evige Boliger.
33Da sagde Disciplene til hverandre: Mon Nogen haver bragt ham Noget at æde?
3(saa) gjør nu dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig (for hans Fødder) og styrk din Næste.
9og den, der indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads! og du da med Blusel skal komme til at sidde nederst.
10Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere op; da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords.
15Da sagde han til ham: Kom hjem med mig og æd Brød.
32— (ja) en Fremmed maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for den Veifarende —
36Lad dem fare, at de kunne gaae hen i de omliggende Gaarde og Landsbyer, at kjøbe sig selv Brød, thi de have Intet at æde.
13Men han svarede og sagde til En af dem: Ven! jeg gjør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Penning?
11og siger til Huusbonden i Huset: Mesteren lader dig sige: Hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet med mine Disciple?
17Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gjøre? thi jeg haver ikke (Rum), som jeg kan samle mine Frugter udi.
11Da gik hun at hente; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, tag mig et Stykke Brød med i din Haand.
3Men Huusholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herre tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.
4Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat af fra Huusholdningen.
5Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
35Og han sagde til dem: Der jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Skoe, fattedes eder (da) Noget? Men de sagde: (Os fattedes) Intet.
24En Mand, (som haver) Venner, (ham bør det) at omgaaes venligen med (dem); thi der er den Ven, som hænger (fastere) ved, end en Broder.
1Men han sagde og til sine Disciple: Der var et rigt Menneske, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham som den, der ødte hans Gods.
4Men der en Vandringsmand kom til den rige Mand, da sparede han at tage af sit smaae Qvæg og af sit store Qvæg for at lave (Noget) til den veifarende (Mand), som kom til ham, og han tog den fattige Mands Faar og lavede det til den Mand, som var kommen til ham.
23hvi gav du da ikke mine Penge til Vexlebordet? Og naar jeg var kommen, havde jeg indkrævet dem med Rente.
7Men han sagde en Lignelse til Gjæsterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem:
5Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederqvæger eders Hjerte, siden kunne I gaae længere; thi derfor gik I over til eders Tjener; og de sagde: Gjør saaledes, som du haver sagt.
37Men idet han talede, bad en Pharisæer ham, at han vilde æde Middagsmaaltid med ham; men han gik ind og satte sig tilbords.
25Derefter, naar Huusbonden er opstanden og haver tillukket Døren, skulle I komme til at staae udenfor, og banke paa Døren og sige: Herre, Herre, lad op for os! og han skal svare og sige til eder: Jeg kjender eder ikke, hvorfra I ere.
12Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.
16Og han ønskede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade, og Ingen gav ham (Noget).
17Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger.